En dansk Knausgård?

Arh. Men der er flere ting ved Theis Ørntofts nye Habitat der minder mig om Knausgårds Min kamp.

Nu kan jeg jo hverken afgøre hvor meget af Knausgårds eller Ørntofts liv der svarer til det de beskriver i deres bøger – men navne og omstændigheder og begivenheder i bøgerne svarer i samme grad til hvad jeg ellers ved om forfatternes egne liv.

Og også Habitat bæres et godt stykke ad vejen igennem af sit forsøg på at skrive også de svære og ikke så flatterende ting om fortælleren. Og så er der bestemt også et overlap i de mennesketyper de to bøger beskriver, men det hængere måske også bare sammen med professionen.

Uanset hvad: Habitat beskriver en Theis Ørntofts liv og opvækst, hans sind, hans successer og fiaskoer, hans kæmpestore psykiske problemer og deres medicinske behandling og fejlbehandling.

Det er grundlæggende godt skrevet og medrivende, hjerteskærende og af og til lidt kedeligt. Ligesom i hans seneste bog Jordisk er noget af bogens handling koblet op på samfundsbegivenheder – som når fortælleren fx beretter hvad han ser i nyhederne eller læser i avisen. Det virker lidt forceret på mig – og Theis Ørntofts blik på fx corona er helt lige så uinteressant som de fleste andres.

Og samlet set skriver Ørntoft i mine øjne ikke på samme niveau som Knausgård – jeg kan ikke forklare hvorfor, men det er altså godt, bare ikke så godt.

Jeg hørte bogen som lydbog, godt indtalt af Ken Vedsegaard der hele tiden lyder som om han er lidt forkølet.