Jeg var voldsomt begejstret for Kristian Bang Foss’ nyeste bog Manden der bar solen. Og så viser det sig at jeg kender en der gennem noget tid har kendt forfatteren, helt uden at vide at det var ham! Så fik jeg blod på tanden og måtte se hvad han ellers havde skrevet, og så kastede jeg mig over Døden kører Audi som lydbog.

Det burde jeg måske ikke have gjort. Af de fire af hans bøger jeg har læst, er det her den svageste. Det er en lidt satirisk, lidt rørende og voldsomt voldsom historie om handicaphjælperen Asger og den syge Waldemar der bliver venner kører ned til Algeriet i et folkevognsrugbrød.

Det er på en måde for meget af det gode for mig. For vredt, for plat, for trist, for komisk. Kristian Bang Foss skriver godt, især om de små sjove dynamikker der opstår mellem mennesker, men hele det store drama i denne historie er for heftigt. Og det er alligevel noget, oven på min glæde over hans seneste vildt dramatiske bronzealderroman.

Men jeg mistænker faktisk også den meget dårlige oplæsning for at påvirke min oplevelse af selve bogen, selv om det jo ikke er noget Kristian Bang Foss er herre over. Så lad dette være mit råd: Hvis du (absolut) skal læse denne bog, så læs den i det mindste, og lad være med at høre den.