Jeg var voldsomt begejstret for Kristian Bang Foss’ nyeste bog Manden der bar solen. Og så viser det sig at jeg kender en der gennem noget tid har kendt forfatteren, helt uden at vide at det var ham! Så fik jeg blod på tanden og måtte se hvad han ellers havde skrevet, og så kastede jeg mig over Døden kører Audi som lydbog.

Det burde jeg måske ikke have gjort. Af de fire af hans bøger jeg har læst, er det her den svageste. Det er en lidt satirisk, lidt rørende og voldsomt voldsom historie om handicaphjælperen Asger og den syge Waldemar der bliver venner kører ned til Algeriet i et folkevognsrugbrød.

Det er på en måde for meget af det gode for mig. For vredt, for plat, for trist, for komisk. Kristian Bang Foss skriver godt, især om de små sjove dynamikker der opstår mellem mennesker, men hele det store drama i denne historie er for heftigt. Og det er alligevel noget, oven på min glæde over hans seneste vildt dramatiske bronzealderroman.

Men jeg mistænker faktisk også den meget dårlige oplæsning for at påvirke min oplevelse af selve bogen, selv om det jo ikke er noget Kristian Bang Foss er herre over. Så lad dette være mit råd: Hvis du (absolut) skal læse denne bog, så læs den i det mindste, og lad være med at høre den.

Denne bog kostede mig en femmer, men den var noget mere værd. Jeg blev faktisk tilbudt den helt gratis på et garage-loppeudsalg og kunne ikke få mig selv til slet ikke at betale. Den var let læst, godt skrevet og sjov. Jeg kommer ikke til at huske den til min død, men mindre kan ved Gud også gøre det.

Det er syv noveller der alle har den samme fortæller, men som fungerer uafhængigt af hinanden. Handlingen foregår i århundredets første årti og kredser om den kreative klasse – musikerne, malerne, forfatterne skuespillerne og journalisterne. De bor i dejlige lejligheder på Østerbro, har et liberalt forhold til alkohol og sex, tænker en del over at spise en rigtig god frokost og er ikke så lidt optagede af at nyrige kulturløse jævnaldrende ikke skal møve sig ind på deres domæne og snylte på deres kulturelle kapital.

Temaet er ikke passé, men det er alligevel nok mest et tidsbillede. Et godt og rammende tidsbillede, og måske også et tidsbillede der ville være mindre morsomt hvis man ikke – som jeg – stadig husker den periode og kan sætte pris på forfatterens perfide portræt af det der må siges at lade til at være forfatterens egen persontype, omgangskreds og klasse helt generelt.

Og så kan man (jeg!) også sagtens nyde de meget appetitlige beskrivelser af mad der gennemsyrer hele bogen på en næsten troværdig og integreret måde.

Jeg har aldrig før læst en bog af Martin Kongstad, men jeg har ikke desto mindre læst masser af ham tidligere i mit liv. Da jeg i halvfemserne havde abonnement på musik- og ungdomsbladet Mix, stod han nemlig for både brevkassen Martins Mikrofon og serien Sex-Lex som vel har været en form for seksualundervisning i øjenhøjde. Jeg læste det hele!

Når jeg lige har glemt de her syv noveller lidt, tror jeg at jeg skal læse Kokken der holdt op med at rødme som skulle være en roman om en kok der virkelig gerne vil have en michelinstjerne.

En dansk Knausgård?

Arh. Men der er flere ting ved Theis Ørntofts nye Habitat der minder mig om Knausgårds Min kamp.

Nu kan jeg jo hverken afgøre hvor meget af Knausgårds eller Ørntofts liv der svarer til det de beskriver i deres bøger – men navne og omstændigheder og begivenheder i bøgerne svarer i samme grad til hvad jeg ellers ved om forfatternes egne liv.

Og også Habitat bæres et godt stykke ad vejen igennem af sit forsøg på at skrive også de svære og ikke så flatterende ting om fortælleren. Og så er der bestemt også et overlap i de mennesketyper de to bøger beskriver, men det hængere måske også bare sammen med professionen.

Uanset hvad: Habitat beskriver en Theis Ørntofts liv og opvækst, hans sind, hans successer og fiaskoer, hans kæmpestore psykiske problemer og deres medicinske behandling og fejlbehandling.

Det er grundlæggende godt skrevet og medrivende, hjerteskærende og af og til lidt kedeligt. Ligesom i hans seneste bog Jordisk er noget af bogens handling koblet op på samfundsbegivenheder – som når fortælleren fx beretter hvad han ser i nyhederne eller læser i avisen. Det virker lidt forceret på mig – og Theis Ørntofts blik på fx corona er helt lige så uinteressant som de fleste andres.

Og samlet set skriver Ørntoft i mine øjne ikke på samme niveau som Knausgård – jeg kan ikke forklare hvorfor, men det er altså godt, bare ikke så godt.

Jeg hørte bogen som lydbog, godt indtalt af Ken Vedsegaard der hele tiden lyder som om han er lidt forkølet.