Wikipedia – viden som social handlen

Da vi påbegyndte arbejdet med dette speciale, oprettede vi i analyseobjektets ånd en hjemmeside af samme type som Wikipedia, en såkaldt wiki (Pedersen & Due 2006a), hvor vi har samlet tanker, noter, links og specialeudkast. Wikien har rent praktisk været et nyttigt redskab for os i specialeskrivningen, og den har desuden været med til at give os en fornemmelse af hvordan en wiki som Wikipedia fungerer som værktøj til kollaborativ tekstproduktion. Vi har også haft glæde af wikiens åbne natur og inviteret medstuderende, Wikipedia-brugere og alle andre interesserede til at kommentere og redigere[1]. Her har vi fået en stor hjælp i konstruktiv kritik, gode spørgsmål og nye perspektiver – og for dét vil vi gerne takke Sara Ballan, Kristine Marie Berg, Morten Blaabjerg, Tanja Juul Christiansen, Clara Due, Jakob Due, Elisabeth Hoff-Clausen, Trine-Maria Kristensen, Thomas Madsen-Mygdal og Nis Leerskov Mathiesen.

Specialet udgives under en Creative Commons-licens[2] som giver enhver ret til frit at reproducere, bearbejde og bruge det til ikke-kommercielle formål, så længe forfatterne krediteres.

1. Indledning

The user who visits Wikipedia to learn about some subject, to confirm some matter of fact, is rather in the position of a visitor to a public restroom. It may be obviously dirty, so that he knows to exercise great care, or it may seem fairly clean, so that he may be lulled into a false sense of security. What he certainly does not know is who has used the facilities before him. (McHenry 2004)

Sådan har en tidligere redaktør for Encyclopædia Britannica, Robert McHenry, skrevet om Wikipedia – en gratis encyklopædi som kun eksisterer på nettet, og som skrives af dens egne ulønnede brugere. Enhver kan tilføje nye opslag og rette i de nuværende uden nogen form for brugeridentifikation. Ændringer træder i kraft øjeblikkeligt og uden nogen forudgående kontrol. Men hvad kan man bruge en encyklopædi til hvis hvem som helst kan skrive hvad som helst i den? Den skepsis som McHenry giver udtryk for, er han ikke alene med – hele projektets nytte og troværdighed har fra starten i januar 2001 været genstand for stor debat. Især folk med interesser i mere traditionelle medier og publikationsformer synes at stå for meget af den skepsis og sågar mistro som Wikipedia møder. Det sker hovedsageligt med henvisning til fraværet af traditionelle redaktionelle restriktioner: der er ingen klar autoritet som forfatter artiklerne eller i det mindste tjekker alt indholdet igennem og står som garant for det.

Ikke desto mindre har Wikipedia oplevet en stor vækst. Fra kun at findes i en engelsksproget udgave er den blevet udbredt til mere end 200 sprog. Antallet af registrerede brugere som har foretaget mindst 10 redigeringer, er cirka femdoblet hvert år i den tid Wikipedia har eksisteret, og på verdensplan oprettes mere end 5000 nye artikler hver dag (”List of Wikipedias”)[3]. Wikipedia er p.t. det syvendemest besøgte site på internettet (Schiff 2006).

Samtidig viser omverdenen Wikipedia en større og større opmærksomhed. Wikipedia har omfattende oversigter over hvor og hvornår Wikipedia nævnes i pressen, weblogs, bøger og forskningsartikler – både som kilde og som emne (”Press Coverage”). Et hurtigt lokalt kig på omtalen viser tendensen; ifølge den danske artikelbase Infomedia blev Wikipedia omtalt 1 gang i 2001, 1 gang i 2002, 3 gange i 2003, 10 gange i 2004, 122 gange i 2005 – og 185 gange alene i første halvdel af 2006. Hos søgemaskinen Google var Wikipedia det fjerdemest søgte ord i 2005 (Google 2006).

Man kan med andre ord konstatere at Wikipedia kvantitativt set er en stor succes, og det peger i sig selv på at brugerne ser nogle kvaliteter i encyklopædien. Men der er også mere uafhængige indikationer af at kvaliteten er høj; mest kendt er undersøgelsen fra det videnskabelige tidsskrift Nature som fik en række eksperter til at sammenligne faglige artikler i Encyclopædia Britannica og Wikipedia – og konkluderede at begge encyklopædier rummede fejl, men kun lidt flere i Wikipedia end i Encyclopædia Britannica (Giles 2005).

Problemformulering

Det er nemt nok at finde tal og statistikker om Wikipedia, men det er meget begrænset hvad vi er stødt på af forsøg på at karakterisere og vurdere Wikipedia mere kvalitativt. Specialet her er et skridt i den retning – en kvalitativ, retorisk analyse af fænomenet Wikipedia.

Vi tager udgangspunkt i en undren over hvad vi har skitseret ovenfor: at Wikipedia til trods for umiddelbar mistro og kritik synes at virke overraskende godt.

Det helt overordnede problem kan altså formuleres: hvordan fungerer Wikipedia så godt? Vi vil hovedsageligt arbejde med to retoriske indsnævringer af problemstillingen. For det første vil vi med et genreperspektiv se på hvilken funktion Wikipedia opfylder som genre. Og for det andet vil vi undersøge afsenderinstansen og den etos der kan konstrueres gennem Wikipedia.

Vores arbejde med Wikipedia vil med andre ord ikke været præget af tekstnær analyse af enkelte artikler på Wikipedia eller tekster der diskuterer fænomenet. Der er mere tale om et forsøg på at fortolke de processer, strukturer og dynamikker som hele tiden skaber og genskaber Wikipedia. Vi forsøger at sige noget om projektet som helhed på alle sine sprog, men udgangspunktet vil hovedsageligt være den engelske som både var den første og er den største. Vi ser således den engelske version som et billede på hvor de andre sprogversioner er på vej hen.

At vi tager som udgangspunkt at Wikipedia fungerer, skal ikke ses som et udtryk for at vi ingen problemer ser i projektet. Det er et igangværende projekt som tydeligvis har forskellige problemer – ikke mindst i de sprogversioner som er mindre omfattende – og man kunne nemt finde mangelfulde artikler, hærværk og andre problematiske eksempler. Men vi har fundet et positivt stemt udgangspunkt mest frugtbart i forhold til at undersøge hvordan projektet rent faktisk virker, og hvordan der potentielt skabes troværdighed. På den måde kan vores undersøgelse til en vis grad ses som en undersøgelse af potentialer for projektet Wikipedia rettere end et repræsentativt øjebliksbillede af projektet.

Teoretisk udgangspunkt

Retorik og retorisk teori kan være mange forskellige ting, så lad os kort forsøge at skitsere vores teoretiske udgangspunkt. Vi vil her skele til Thomas M. Conley som i sin forholdsvis grundige retorikhistorie (1990) starter med at skitsere fire forskellige retorikker i antikkens Grækenland som han hævder groft sagt kan dække over al retorisk teori. Det drejer sig om to sofistiske retorikker – en gorgiansk og en protagoræisk – samt om en platonisk og en aristotelisk retorik. Den gorgianske retorik kalder Conley for motivistisk forstået på den måde at kun talerens bevidste motiv tæller, og at retorik i bund og grund er manipulation hvis eneste succeskriterium er at motivet opnås. Den protagoræiske retorik kaldes kontroversiel – ikke forstået i ordets gængse, negative betydning, men som et udtryk for at alle sager bør blive belyst, vendt rundt, debatteret og vejet for at opnå størst mulig enighed gennem veltalenhed. Den platoniske retorik er dialektisk i den forstand at dialektik både er metoden til at finde frem til Sandheden og til effektivt at kommunikere denne sandhed. Sidst beskrives den aristoteliske retorik som problematisk, igen en leg med et ord som normalt konnoterer negativt, men som her hænger sammen med at de overbevisende momenter som retorik handler om at finde, afhænger af det problem man i en given situation søger at løse.

Conley beskriver disse fire retorikker som dækkende over alle retoriksyn gennem historien: ”The history of rhetoric may be seen as the story of the elaboration and rearticulation through the ages of the four basic models we have been able to identify in classical Greek thinking about the nature and function of persuasive discourse” (p. 24). Han bruger de fire retorikker som referenceramme gennem hele den retorikhistorie han beskriver frem til det tyvende århundrede; ikke for at putte alt i en af de fire kasser, men for bedre at forstå forskellige elementer af forskellige retoriksyn. Der er dog især én retorik der fremstår central i Conleys udlægning: den protagoræiske. De retorikere der fremlægges som de væsentligste, har alle centrale elementer af den protagoræiske retorik i sig – det drejer sig bl.a. om Isokrates, Cicero[4], Quintilian, Augustin, Erasmus og Perelman.

En sådan protagoræisk-sofistisk retorik skal også være ledetråden i dette speciale. Dels fordi vi som Conley generelt ser den protagoræiske tradition som den mest konstruktive, frugtbare og dækkende for et moderne retoriksyn – dels fordi vi mere specifikt i forhold til vores ærinde opfatter Wikipedia som et sofistisk projekt, forstået på den måde at det handler om et antiautoritativt syn på retorikkens rolle i samfundet; samfundet og dets viden skabes i den demokratiske samtale. Til Conleys liste over væsentlige retoriske tænkere i denne tradition vil vi føje Carolyn R. Miller som en teoretiker der har fungeret som en ledetråd for vores undersøgelse af Wikipedia.

Specialets dele

Som udgangspunkt for analyser og diskussioner vil vi først karakterisere den mediehistoriske og kulturelle baggrund for Wikipedias tilbliven og derefter gennemgå hvordan Wikipedia fungerer rent teknisk.

Herefter vil vi i kapitel fire forsøge at nå frem til en forståelse af situation og tekst som er teoretisk meningsfuld og praktisk anvendelig i forbindelse med digitale medier. Vi skal dels se på hvorledes et begreb om en retorisk situation kan overføres til et afsenderløst og omskifteligt miljø som webmediet, og dels skal vi med en diskussion af problematikken omkring hvad der kan udgøre et værk, se lidt nærmere på selve den retoriske tekst som ligeledes kan være svær at få hold på i en digital verden. Teoretisk forsøger vi i dette kapitel at komme vidt omkring både retorisk og mere mediefokuseret teori. De mest væsentlige teoretiske elementer bliver Barbara A. Bieseckers dekonstruktivistiske gentænkning af den retoriske situation og Richard A. Lanhams teori om digital retorik som gør op med tanken om det retoriske mesterværk.

Kapitel fem er vores genreanalyse af Wikipedia. Vi vil redegøre for retorisk genreteori og præsentere en model vi har udviklet for hvordan vi anskuer Wikipedia som en genre der fungerer i et bestemt kulturelt klima mellem konkrete tekstmanifestationer og abstrakte idéer om hvad en encyklopædi er. I dette kapitel henter vi inspiration fra Umberto Eco som giver en rammende beskrivelse af encyklopædien som regulerende idé. Den mest direkte teoretiske inspirationskilde er dog Carolyn R. Miller som ud over sin anerkendte genreteori også har et stort indblik i den digitale retoriks problematikker. Kapitlet fungerer som argument for vores indledende påstand om at Wikipedia rent faktisk fungerer godt og er til gavn for mange.

I kapitel seks tager vi udgangspunkt i den mistro og kritik som Wikipedia er blevet mødt med, og formålet er en undersøgelse af hvordan etos konstrueres på Wikipedia. Med udgangspunkt i kritikken vil vi se på hvordan Wikipedia kan fremstå som et paradoks mellem subjektivisme og objektivisme, noget vi vil forsøge at argumentere imod med hjælp fra George Lakoff og Mark Johnson. Herefter redegør vi for hvordan det klassiske etosbegreb må tages op til revision for at være nyttigt i digitale medier hvor den traditionelle afsenderinstans er i opløsning. Centralt teoretisk i dette kapitel ligger Carolyn R. Millers tanker om etos i digitale medier og Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tytecas publikumskonstruktioner som vi overfører til afsendersiden for på det grundlag at undersøge hvordan etos konstrueres på Wikipedia.

Mod slutningen vil vi inden vores konklusion perspektivere nogle af de tanker der er kommet frem under analyserne. Vi vil diskutere tiltag der kunne få Wikipedia til at fungere endnu bedre – og tiltag vi ser som problematiske. Og vi vil kort pege på nogle af de perspektiver vi kunne se for wiki-konceptet i andre sammenhænge.

2. Teknologisk og kulturel baggrund

Som beskrevet har vi at gøre med det mest udbredte og hurtigst voksende ikke-kommercielle projekt på internettet. For at begribe hvorledes dette fænomen er opstået, vil vi gennemgå lidt af den teknologiske udvikling af og omkring internettet som har været forudsætning for et projekt som Wikipedia, og vi vil se lidt nærmere på nogle centrale strømninger i hvad man kan kalde internetkulturen.

Internettet

Wikipedia er som et internetbaseret projekt klart under indflydelse af internetteknologien som den historisk har udviklet sig. De første skridt imod at udvikle internettet opstod i USA i 1960’erne og 1970’erne. Som Manuel Castells (2001) karakteriserer det, skete det i en ret utænkelig sammenblanding af storstilet videnskab, militær forskning og en ekstrem frihedskultur.

Langt størstedelen af finansieringen af internettet og dets forløber ARPANET er kommet fra militæret, og tilstanden under den kolde krig, det teknologiske kapløb med øst, er en af hovedårsagerne til at så mange midler blev investeret i projektet. Men samtidig med at det var et militært projekt, lå det meste af udviklingen i hænderne på en række dataloger hvis mission ikke handlede ret meget om militær strategi: ”It was envisioned, deliberately designed, and subsequently managed by a determined group of computer scientists […]. It was rooted in a scientific dream to change the world through computer communication” (p. 19). Væsentligt er også at disse forskere i tråd med traditionen på universiteterne involverede en masse studerende i udviklingen hvilket i høj grad var med til at give et mere frihedsorienteret og fandenivoldsk input til internettets udvikling.

Kontrollen med internettet er flere gange blevet opdelt eller flyttet mellem militæret og andre offentlige institutioner i USA. Siden den internationale udbredelse har der især fra europæiske lande været stærk kritik af at USA’s regering har haft så stor kontrol med internettet. Centrum ligger i dag stadig i USA, men styringen er ikke central idet kontrollen med internettet siden 1998 har ligget i Californien hos det private non-profit-selskab The Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN).

Ifølge Castells er et af de væsentligste elementer i udviklingen af internettet at nogle få individer har holdt fast i at netværket skulle være åbent for at folk kunne lære og dele. Ved at disse folk dannede en slags centrum for udviklingen af internettet har man undgået at komme til at ligge under for den amerikanske regerings bureaukrati og for en helt decentral strukturs kaos. Som han siger: ”In this communitarian approach to technology, the meritocratic gentry met the utopian counterculture in the invention of the Internet, and in the preservation of the spirit of freedom that is at its source” (p. 33).

World Wide Web

Mere specifikt end ’internetbaseret’ kan Wikipedia karakteriseres som et websted. Det vil sige at det er en samling websider der ligger på World Wide Web (WWW) som teknisk set ikke er synonymt med internettet omend det ofte, især på dansk, omtales sådan. Forskellen mellem internettet og WWW er groft sagt at førstnævnte udgøres af sammenkoblede computernetværk; af maskiner og forbindelser (med eller uden tråd) imellem dem. Sidstnævnte er en samling hypertekst-dokumenter som er sammenkoblede gennem hyperlinks og URL-adresser, og som er tilgængelige gennem internettet. WWW er den mest omfattende implementation af hypertekstprincippet til dato – og hypertekstfænomenet vender vi nærmere tilbage til nedenfor.

WWW er altså en betydeligt yngre opfindelse end internettet. Ankermanden for projektet hedder Tim Berners-Lee, og den første funktionelle version af WWW blev lanceret i 1991 efter et årtis udvikling. Siden er et ubegribeligt antal websider opstået, og det er med WWW, måske sammen med e-mail, at internettet for alvor er blevet en del af folks hverdag – indholdet på WWW er det alminindelige mennesker ser.

Read only- eller read/write-web

Ud over at være et website tilgængeligt på WWW gennem internettet kan Wikipedia også karakteriseres som en del af en tendens på WWW som handler om tjenester der i stigende grad baseres på at brugerne finder det lige så naturligt at bidrage til WWW som at læse det andre har skrevet. Hvor den populære tendens i WWW’s første ti år var at det var forbeholdt visse særligt priviligerede aktører at publicere og redigere i langt de fleste websider som alle andre så kunne klikke sig ind på, så er det i begyndelsen af det enogtyvende århundrede blevet populært med tjenester karakteriseret ved at indholdet i høj grad præges eller ligefrem skabes af brugerne. En god betegnelse for denne tendens finder vi i en skelnen mellem read only-web og read/write-web som bl.a. den juridiske ekspert i opretshavsret og kreativ kultur på WWW Lawrence Lessig bruger (2004 p. 37). Det handler om at brugere af WWW i stigende grad er begyndt at deltage i en read/write-kultur, og det skaber nogle helt andre muligheder for at folk (i fællesskaber) kan være med til at præge indholdet af WWW[5].

Typer af websteder som ofte karakteriseres som en del af read/write-web, er weblogs og wikier. En weblog eller en blog er en type website der som regel fungerer sådan at en eller flere værter løbende publicerer indlæg om dette eller hint. Indlæggene baseres oftest på links til andre websider eller blogindlæg, de har altid selv et permanent link som andre kan linke til, og oftest kan andre kommentere indlægget. Det handler ikke så meget om den enkelte blog, men mere om at hele blogosfæren, en samlebetegnelse for mængden af weblogs, fungerer som et dynamisk rum hvor tanker udveksles og udvikles, hvor brugerne ikke bare læser, men både læser og skriver i hvad der kan sammenlignes med én stor samtale. Vi vil berøre bloggingfænomenet igen senere i specialet, bl.a. i forbindelse med visse elementer af webloggenren som vi ser som inspirationer for Wikipedias virke. En wiki er en anden type websted som passer godt under betegnelsen read/write-web, og som navnet antyder, er Wikipedia eksempel på sådan en, endda den mest omfattende af slagsen. Hvad det nærmere vil sige, vender vi tilbage til.

Hypertekst

Det at Wikipedia er baseret på hypertekst, finder vi det værd at bruge lidt mere plads på her fordi tekstformen i sig selv er interessant og væsentlig, især for et retorisk perspektiv. Tanken om elektroniske links og betegnelsen ’hypertekst’ er opstået sideløbende med udviklingen af internettet i det 20. århundrede. Hyperteksten er anderledes end de fleste traditionelle begreber om hvad en tekst er. Normalt er en tekst lineær og afgrænset med både begyndelse og slutning. Og den stammer fra en klar afsenderinstans, som regel en person. Hyperteksten derimod er karakteriseret ved at være ikke-lineær og uden klar begyndelse eller slutning. Ofte er det også mere uklart hvilken afsenderinstans der står bag fordi man linker rundt mellem tekstblokke der kan have meget forskellig karakter og komme fra vidt forskellige afsendere. Hypertekst beskrives ofte som et interaktivt fænomen fordi læseren i højere grad er med til selv at skabe teksten, både ved at følge visse links og ikke andre, og også mere direkte ved selv at skrive med og selv skabe links.

Hvad hypertekst gør ved tekstproduktion og -reception, har været genstand for en del retorisk undersøgelse og spekulation. En tidlig hypertekstteoretiker er George P. Landow (1989) der mener at hele den retoriske proces som hypertekstfænomenet fører med sig, kalder på a rhetoric of departures and arrivals (pp. 188-189). Når retoriske hypertekster produceres (og analyseres), skal der altså hele tiden være fokus på at modtagere potentielt hele tiden kan komme og gå som de vil. Man skal derfor være god til at udtrykke hvad man kan forvente hvis man klikker videre på et link, ligesom en læser der har linket sig hen til et stykke tekst, skal kunne orientere sig. Det sidste er selvsagt mere kompliceret da links kan komme hvor som helst fra. Jay David Bolter er en anden der har beskæftiget sig indgående med hypertekstfænomenet i et retorisk perspektiv som det for eksempel ses i artiklen ”Hypertext and the Rhetorical Canons” (1993). Her beskriver han hvordan printkultur har medført en begrænset retorik med fokus på kun to af de fem retoriske kanoner: inventio og elocutio. Han taler for at hypertekstformatet medfører en ”renegotiating the canons” (p. 100) hvor der kommer revitaliseret fokus på de glemte tre. Der kommer fokus på dispositio gennem den konstante mulighed for at (gen)sammensætte tekstblokke på nye måder – derfor kalder Bolter også hyperbaton for hypertekstens bærende figur. Der kommer fokus på memoria ved at hypertekstuelle databaser i højere grad kommer til at ligge til grund for den viden og hukommelse folk gør brug af i dagligdagen. For at dette kan lykkes, påpeger Bolter at ”electronic databases and hypertexts will need automatic searching techniques, concept maps, and ’friendly’ interfaces” (p. 108); noget der må siges at have været i fokus siden han skrev det i 1993, ikke mindst med søgemaskinen Google som paradigmeskabende. Sidst, men ikke mindst, kommer der fokus på actio fordi ”in hypertext there is no text prior to delivery” (p. 106). Hypertekster bliver til gennem fremførelsen i højere grad end der ofte tages højde for i retorisk teori. Desuden vil en hypertekst oftest være båret af skiftende stemmer, hvor mange retoriske teorier lægger vægt på at en tekst har én retors personlige stemme. Disse skiftende stemmer sætter ligeledes actio i centrum ligesom de rusker op i et klassisk etosbegreb som helst binder sig hovedsageligt til en enkelt retors omdømme – den problematik vender vi tilbage til i kapitlet om hvordan etos konstrueres på Wikipedia.

Disse hypertekstuelle karakteristika er helt grundlæggende for hvordan Wikipedia bliver til, og hvordan det bliver læst. Det er noget af kernen i hvorfor det er interessant og unikt i forhold til andre encyklopædiprojekter gennem tiderne, og det er blevet en mulighed gennem WWW’s store udbredelse og udvikling mod større aktiv deltagelse, og selvfølgelig i kraft af internettets teknologiske udvikling.

Den kulturelle baggrund

Den teknologiske udvikling af internettet og WWW er altså en nødvendig forudsætning for at forstå Wikipedias tilblivelse, men måske vigtigere endnu er det at forstå nogle af de kulturelle strømninger som dels ligger til grund for, dels er blevet skabt med internettets udvikling. Som Castells slår fast: ”The Internet is, above all else, a cultural creation” (p. 33). Lad os her gennemgå nogle af de kulturelle elementer der tilsammen kan siges at udgøre en internetkultur, og lad os derefter se lidt nærmere på dele af denne kultur som især har haft indflydelse på Wikipedia.

Internetkulturen

Blandt alle de folk som både bruger og deltager i udviklingen af internettet, kan man ifølge Castells tale om en forholdsvis unik internetkultur. Ligesom den spæde udvikling af internettet skete gennem en mærkværdig sammenblanding af teknologiske interesser, så er kulturen omkring internettet, ikke mindst i løbet af de sidste knap tyve år med fremkomsten af WWW, blevet sammensat af fire meget forskellige kulturer. Disse fire kalder Castells henholdsvis tekno-meritokratisk kultur, hackerkultur, virtuel fællesskabskultur og iværksætterkultur (p. 39).

Det første og måske væsentligste lag i internetkulturen er den såkaldte tekno-meritokratiske kultur, en slags tekno-elite som sætter pris på teknologisk udvikling. Denne kultur hører især hjemme på højere læreanstalter med en forskertradition som værdsætter en fælles tilgang til videnskab, akademisk styrke, peer review og åbenhed omkring forskningsmæssige fund, men kreditering til hvert funds bagmand.

Det andet kulturelle lag er hackerkulturen[6], en kultur der lever under mottoet information wants to be free. Det er især i denne kultur at rødderne skal findes til open source-bevægelsen (mere om den nedenfor). Karakteristisk for hackerbevægelsen er en tro på åbne (computer)netværks vigtighed og magt sammen med en altoverskyggende tro på frihed: ”Paramount in this set of values is freedom. Freedom to create, freedom to appropriate whatever knowledge is available, and freedom to redistribute this knowledge under any form and channel chosen by the hacker” (pp. 46-47).

En virtuel fællesskabskultur udgør et tredje lag i internetkulturen. Til grund for denne kultur ligger især forskellige modstandsbevægelser, men siden har den udviklet sig til noget mere mainstream. Denne kultur har to hovedtræk: for det første værdsættelsen af horisontal og fri kommunikation, og for det andet det Castells kalder self-directed networking (p. 55), det at alle kan finde hvad de har brug for i netværket, og hvis ikke de kan finde det, kan de selv være med til at skabe det.

Det sidste lag i internetkulturen udgøres af en iværksætterkultur som er opstået omkring internettet og WWW. En sammensætning af opfindere, teknologister og venturekapitalister skaber grunden for denne kultur som mest af alt handler om penge mens den som sidegevinst har skabt den helt store udbredelse af internettet, ikke mindst i 1990’erne, med et hav af dot-com-virksomheder og rigtig mange penge involveret.

Hvorledes disse fire lag udgør internetkulturen, opsummeres godt af Castells:

The culture of the Internet is a culture made up of a technocratic belief in the progress of humans through technology, enacted by communities of hackers thriving on free and open technological creativity, embedded in virtual networks aimed at reinventing society, and materialized by money-driven entrepreneurs into the workings of the new economy. (p. 61)

Fra open source til open content og idéen om en wiki

En af de mest betydelige tendenser der har ledt frem til Wikipedia, er den såkaldte open source-bevægelse. I forhold til internetkulturens fire lag beskrevet ovenfor hører denne bevægelse mest direkte hjemme i de to første grupper, tekno-eliten og hackerne, de som i højest grad har fingrene i maskinrummet i forbindelse med udviklingen af software.

Open source betyder på dansk åben kildekode. Det handler om en tro på at det mest frugtbare grundlag for udvikling af software er at alle har fri adgang til kildekoden, mulighed for at rette den og derved forbedre softwaren. Modsætningen til troen på denne form for produktudvikling er troen på at kode skal kunne ejes og sælges – for hvem gider bruge krudt på at udvikle noget ordentligt hvis de ikke får penge for det? Den helt store repræsentant for dette synspunkt er Bill Gates og Microsoft, mens styresystemet Linux er et af de mest kendte eksempler på vellykket open source-udvikling.. Der er næppe tvivl om at den lukkede form kan føre til (kommercielt) værdifuld softwareudvikling. Omvendt kan der dog heller ikke herske tvivl om at den væsentligste del af internettet og internetsoftware er udviklet med åben kildekode og næppe var blevet til noget nær hvad vi ser i dag, uden open source-bevægelsen.

I familie med udtrykket open source er open content – åbent indhold. Her handler det i stedet for kildekode til software om indhold i kreative værker. Hvis et værk som Wikipedia er open content, lægges der altså op til at alle kan redigere frit i indholdet. Ligeledes handler open content om at man frit kan kopiere og videredistribuere indholdet.

Inden for ånden i open source og open content opfandt datalogen Ward Cunningham en teknologi som muliggjorde hjemmesider hvor alle brugere hurtigt og uden besvær kunne redigere i indholdet. Han lancerede det første websted af denne type i 1995 ved navn WikiWikiWeb, opkaldt efter det hawaiianske udtryk ’wiki wiki’ som betyder hurtig. Websteder af denne type er der siden kommet mange af, ligesom der nu findes mange forskellige typer wiki-software. Ordet wiki bruges både om denne type websted og om den bagvedliggende teknologi – her i specialet bruger vi det i den førstnævnte betydning.

En wiki er altså et websted hvor alle brugere kan rette i indholdet, for det meste bare ved et enkelt klik på en ”rediger”-knap ved den tekst man vil rette i, og i visse tilfælde med krav om at man først opretter en brugerkonto og logger ind. Cunninghams vision med wikien var at den skulle være en hjælp til softwareudviklere som en slags fællesrum. Siden er wikier blevet populære i mange andre sammenhænge hvor folk skriver kollaborativt. Den klart største wiki er Wikipedia.

Fra Nupedia til Wikipedia

Udgangspunktet for Wikipedia var et projekt ved navn Nupedia som blev startet i marts 2000 af Jimmy Wales med Larry Sanger som chefredaktør. Tanken var en gratis encyklopædi tilgængelig for alle på WWW og med en kvalitet på linje med traditionelle encyklopædier. Forfatterne skulle være eksperter i de ting de skrev om, og der var omfattende peer reviews før artiklerne blev publiceret – hele det redaktionelle arbejde var fastlagt i en syvtrinsplan. Samtidig var der tale om et frivilligt projekt hvor forfattere og fagreferenter var ulønnede. Den bureaukratiske struktur og fraværet af økonomisk incitament gjorde det svært at tiltrække bidragsydere. I sin levetid nåede Nupedia op på 24 færdige artikler.

I januar 2001 blev der startet et sideprojekt op ved navn Wikipedia. Tanken var at indarbejde wikiteknologien – som grundlæggerne kendte fra Cunninghams WikiWikiWeb – i en tidlig fase af det redaktionelle arbejde, så man inden peer review-processen havde mulighed for at lade flere skribenter skrive på artiklerne. På den måde håbede de at kunne tiltrække flere skribenter end de få ekspert-ildsjæle der hidtil havde bidraget til Nupedia. Wikipedia viste sig da også at afføde langt større interesse end det bureaukratiske Nupedia, og i løbet af kort tid voksede det så meget at det begyndte at fungere uafhængigt af Nupedia.

Bidragsyderne fandt vej til Wikipedia fra Nupedia, fra notitser på nyhedssitet Slashdot, og også mere tilfældigt fra almindelige opslag i søgemaskiner. I løbet af et år havde Wikipedia bredt sig til 18 forskellige sprogversioner, og der var allerede i alt omkring allerede 20.000 artikler. Det endte med at selv grundlæggerne mistede interessen for Nupedia og i stedet valgte at investere deres tid i Wikipedia. De få færdige Nupedia-artikler blev kopieret til Wikipedia (”Nupedia and Wikipedia”), og i september 2003 lukkede Nupedias websted (en arkiveret version er dog stadig tilgængelig). Larry Sanger arbejder ikke længere på Wikipedia, men Jimmy Wales er stadig den øverste formelle myndighed på Wikipedia.

I 2003 var Jimmy Wales med til at stifte The Wikimedia Foundation som er en frivillig organisation som Wikipedia så blev en del af. Organisationen er en paraply for en række wiki-baserede projekter med åbent og gratis indhold. Ud over Wikipedia findes blandt andre ordbogsprojektet Wiktionary, Wikibooks som er et forsøg på at skabe en omfattende samling af e-bøger, især lærebøger, og Wikinews, en brugergenereret og gratis nyhedsportal. Wikimedia forbindes ofte med den såkaldte free culture movement som Jimmy Wales er en betydelig fortaler for. Han har bl.a. formuleret ”10 Challenges for the Free Culture Movement” (Mayfield 2005) om hvad han ser som vigtigst at gøre gratis og tilgængeligt for alle. Wikipedia er altså et af flere projekter som tilsammen har til formål at gøre al verdens viden tilgængelig for alle.

3. Hvordan Wikipedia virker

Formålet med dette kapitel er at danne grundlag for specialets diskussioner af Wikipedia ved ét sted at gøre rede for hvordan det fungerer. Vægten ligger på hvilke muligheder brugeren har for at søge, læse, redigere og vurdere Wikipedias artikler, men vi ser også på hvilke begrænsninger der ligger i form af retningslinjer og sanktioner. Vores kendskab til funktionaliteten stammer primært fra vores egen brug af Wikipedia og er suppleret med oplysninger fra en personlig samtale med en administrator på den danske Wikipedia.

Brugergrupper

På mange traditionelle websites giver det mening at skelne mellem backend og frontend, dvs. henholdsvis den software som administratorerne anvender når de redigerer sitet, og det ’færdige’ website som almindelige brugere (besøgende) får at se i en webbrowser. Der er med andre ord et ret skarpt skel mellem et websites redigerende webmastere og læsende brugere[7].

Dette skel findes ikke på samme måde på Wikipedia. Alle der besøger en side på Wikipedia, har mulighed for at rette i den, og dermed bliver skellet mellem webmaster og besøgende udvisket. Det er imidlertid slet ikke alle besøgende der redigerer artiklerne på Wikipedia, og der er trods alt nogle af brugerne som har særlige privilegier. Her vil vi kort gøre rede for de mest almindelige typer brugere på Wikipedia.

Når vi ser på brugen af Wikipedia, finder vi det relevant at sondre mellem de brugere som læser artiklerne, men som ikke redigerer eller opretter dem (læsende brugere), og de brugere som både læser og redigerer artikler på Wikipedia (redigerende brugere). At forestille sig en gruppe brugere som kun redigerer, og ikke også læser, giver ikke meget mening, da der som sagt ikke er tale om en egentlig backend på Wikipedia – redigeringer bliver lavet direkte på siden.

Det er ikke så let at fastslå hvor mange af Wikipedias brugere der er henholdsvis læsende og redigerende. Wikipedia rummer adskillige sider med statistik over redigeringer, sidevisninger o.l., men på grund af Wikipedias enorme størrelse og kompleksitet er det svært at få et entydigt svar. Nogle få viser statistik i realtid (fx viste ”Statistics” d. 2. august 2006 klokken 10:09 at der på den engelske Wikipedia var 1.911.438 registrerede brugere), mens de fleste andre er baseret på punktvise dataudtræk – som så sjældent er helt opdaterede. Det skønnes at der i slutningen af 2005 på verdensplan var knap 30.000 brugere som foretog minimum fem redigeringer om måneden (”Wikipedia Statistics All languages”). Siden viser ikke en tilsvarende statistik over besøg fra november 2004 og frem. Men i oktober 2004 – hvor der var knap 11.000 redigerende brugere med min. fem redigeringer – var der lidt under en million besøg på Wikipedia om dagen. Ud fra dette giver et meget groft skøn omkring 2,5 millioner besøg om dagen i slutningen af 2005. Dette tager dog ikke højde for de mange brugere som redigerer mindre end fem gange om måneden, og det kan desuden være svært at afgøre hvor mange af de 2,5 millioner besøg der foretages af folk der redigerer Wikipedia. Dog kan man vist roligt – og det er for så vidt nok for os – konkludere at der er en overvægt af brugere som kun læser i artiklerne, men ikke redigerer dem. Dette underbygges til dels også af tal der viser at mindre end to procent af brugerne står bag 70 procent af redigeringerne (Schiff 2006). Det stemmer desuden overens med vores eget indtryk af at mange mennesker kender Wikipedia, men kun få kunne finde på selv at bidrage – enten fordi de ikke ved at man kan, eller fordi de ikke har tid eller føler sig ukvalificerede.

Blandt de redigerende brugere vælger vi desuden at skelne mellem tre forskellige typer brugere[8].

§ Der er for det første dem man kan kalde anonyme brugere. Det er besøgende på Wikipedia som ikke har oprettet en konto. En anonym bruger har fri adgang til at læse, oprette og redigere artikler, og dennes ændringer vil kun kunne genkendes på en IP-adresse[9].

§ Desuden findes der registrerede brugere. Det betyder at man har oprettet en konto på Wikipedia. Det koster ikke noget, og det kræver ikke noget særligt. Man vælger et brugernavn som andre brugere fremover vil kende ens rettelser på, mens ens rigtige navn ikke bliver offentliggjort. At være registreret bruger frem for anonym giver kun ganske få fordele; man kan oprette en overvågningsliste (det vender vi tilbage til senere i dette kapitel), og man kan oprette en brugerside hvor man skriver lidt om sig selv (mange vælger at skrive om deres særlige interesseområder, og nogle offentliggør også deres rigtige navn og eventuelt kontaktoplysninger)[10].

§ Endelig er der administratorer. Der er som nævnt ovenfor ikke tale om webmastere med adgang til Wikipedias backend, men udelukkende en række almindelige registrerede brugere som er blevet tildelt nogle særlige rettigheder. Det drejer sig om muligheden for at slette sider (andre brugere kan slette indholdet af en side, men ikke selve siden), for at låse sider for redigeringer og for at blokere brugere (også mere om dette senere).

Almindelige funktioner

Søgning og læsning

Man kan finde frem til en Wikipedia-artikel ved at søge i en almindelig søgemaskine eller ved at bruge Wikipedias egen søgefunktion. Hvis man vil læse noget om Bill Clinton, kan man søge i fx Google på ’Bill Clinton’; her dukker Wikipedias engelske artikel om ekspræsidenten op som en af de første resultater (Figur 1), og hvis man klikker på linket, kommer man direkte til artiklen (”Bill Clinton”). Alternativt kan man gå til den engelske Wikipedia, skrive navnet i søgeboksen i menuen til venstre, trykke ’Go’ – så kommer man til artiklen (Figur 2).

Figur 1: Wikipedia er blandt de første resultater på søgemaskinerne.

Figur 2: Wikipedias artikel om Bill Clinton som den så ud midt i august 2006.

Her finder man en lang tekst om ekspræsidenten opdelt i afsnit i flere niveauer, og teksten suppleres af billeder, tabeller og en udførlig liste over forslag til videre læsning, fodnoter og eksterne links der knytter sig til Clinton. Også inde i teksten er der links – langt de fleste er blå hvilket indikerer at de linker til en eksisterende side på den engelske Wikipedia (disse interne links kaldes wikilinks). Men enkelte er røde, og det betyder at de linker til en (endnu) ikke oprettet side. Hermed signalerer tekstens forfattere at der bør skrives en artikel om det pågældende ord (fx ’James Levin’ i afsnittet ’Galagate’). Endelig er der en lang række links i menuen til venstre til de tilsvarende artikler om Bill Clinton på andre sprogversioner af Wikipedia – bl.a. den danske.

Figur 3: Et uddrag fra diskussionssiden som er tilknyttet artiklen om Bill Clinton.

Artiklen rummer også en diskussionsside (Figur 3) som kan nås via fanebladet ’discussion’ øverst på siden hvor brugerne diskuterer aspekter af artiklens indhold og form.

Hvis man er interesseret i at undersøge hvem der står bag artiklen, kan man under fanebladet ’history’ se artiklens komplette historik (Figur 4). Det betyder med andre ord at alle tidligere versioner af artiklen er tilgængelige, helt tilbage til den allerførste version fra 17. november 2001 kl. 22:51. Når man klikker rundt, fremgår det at artiklen redigeres dagligt, og dermed også er ændret flere tusinde gange. Samtidig kan man se hvem der har foretaget ændringerne; anonyme brugere kendes på deres IP-adresse, mens registrerede brugere ses på deres brugernavn.

Figur 4: I artiklernes historik kan man se hvilke brugere der har redigeret hvornår.

Alle IP-adresser og navne står som links – ligesom i artiklen er de fleste blå og nogle få røde – for at man kan klikke på et navn eller en IP-adresse for på den førnævnte brugerside at se mere om hvem det er der har redigeret artiklen. Der er ingen krav om at man opretter en brugerside eller til hvad man skriver på den, og dermed har man ikke nogen sikkerhed for at kunne identificere forfatterne bag en artikel på Wikipedia. Til gengæld kan man se en liste over alle de ændringer der er blevet foretaget af en given bruger eller IP-adresse.

Endelig er der på historiksiden mulighed for at sammenligne to vilkårlige versioner, så forskellene mellem dem er markeret med rødt – på den måde kan man hurtigt se hvilke ændringer der er sket. Dette kan dog også ses i linjen efter brugernavnet hvor brugeren har haft mulighed for med et par ord at beskrive sin ændring.

Kort sagt giver Wikipedia altså udmærkede muligheder for at man som bruger kan få overblik over en artikels udvikling, mens der ikke er nogen garanti for at man kan finde ud af hvem der står bag artiklen.

Redigering og oprettelse

Som udgangspunkt kan alt på Wikipedia redigeres af alle. Undtaget herfra er – ud over nogle særlige tilfælde som vi vender tilbage til – selvfølgelig de sider der genereres automatisk af Wikipedia, dvs. fx lister over brugeres bidrag, seneste ændringer o.l.

Hvis vi bliver ved artiklen om Bill Clinton, kan man fx redigere den uden videre. Man kan enten klikke på fanebladet ’edit this page’ eller på et af de små ’edit’-links ud for afsnitsoverskrifterne – forskellen er at man enten redigerer hele artiklen eller kun det pågældende afsnit. Så når man frem til en side med en boks hvor teksten kan redigeres (Figur 5). I boksen fremstår teksten uformateret, men med en række koder indsat for at markere fx kursiv, fed, overskrift, links o.l. Her kan man så slette, rette og tilføje tekst og formatering, og når man herefter trykker på ’Save page’, træder ens ændringer i kraft med det samme. Man kan dog vælge at trykke ’Show preview’ først for at se den færdige og formaterede tekst inden der gemmes rigtigt.

Figur 5: Redigeringsboksen som artikler skrives og omskrives i.

Nye artikler kan i princippet oprettes uden at der er andre artikler der linker til dem. Disse kaldes forældreløse artikler (”Orphaned pages”) og er i sagens natur oftest mindre væsentlige end andre artikler, fordi ingen har fundet det relevant at oprette et wikilink til dem. Den oplagte anledning til at oprette en ny artikel er de nævnte røde links. Ved at klikke på et af dem – fx ’James Levin’ – bliver man sendt videre til en tom redigeringsboks – og her kan man skrive en artikel på samme måde som når man redigerer en eksisterende. Når man gemmer artiklen, bliver det røde link automatisk blåt.

Retningslinjer

Selv om alle kan redigere alting, er der imidlertid visse retningslinjer. Langt de fleste er rent praktiske anvisninger som fx at eksterne links som udgangspunkt placeres nederst i artiklen i et særskilt afsnit, mens interne links findes inde i teksten. Men som der står i indledningen til en lang artikel om hvordan man bør skrive på Wikipedia:

Clear, informative, and unbiased writing is always more important than presentation and formatting. Wikipedia does not require writers to follow all or any of these rules, but their efforts will be more appreciated when they do so: the joy of wiki editing is that Wikipedia does not require perfection. (”Manual of Style”)

Her vil vi ikke gå ned i en beskrivelse af de mange instrukser om formaliteter, men i stedet kort se på det som i citatet hedder ’unbiased writing’, også kaldet NPOV:

NPOV (Neutral Point Of View) is a fundamental Wikipedia principle which states that all articles must be written from a neutral point of view, representing views fairly and without bias. […] According to Wikipedia founder Jimbo Wales, NPOV is ”absolute and non-negotiable”. (”Neutral point of view”)

Grundtanken bag NPOV er at man godt kan præsentere kontroversielle emner uden at tage stilling til dem. Dette opfordres man til at gøre ved at inddrage alle vægtige synspunkter i sagen for på den måde at give læsere mulighed for selv at tage stilling til emnet. Vi vender tilbage til en diskussion af Wikipedias brug af NPOV i kapitlet om etoskonstruktion.

Fejl

Den frie adgang til at oprette og redigere Wikipedias artikler gør det let for mange uønskede elementer at snige sig ind i artiklerne. Der kan være tale om:

Ikke-intenderede fejl af alle slags, fx tastefejl, stavefejl eller fejl der skyldes at forfatteren ligger inde med forkerte oplysninger.
Bevidst hærværk, fx sletning af tekst og/eller indsættelse af ukvemsord eller nonsens.
Brud på ophavsretten, fx tekst der er kopieret fra andre websider som er beskyttet af copyright.
Tekst som ikke overholder NPOV, fx personlig promovering, reklame eller ytringer med åbenlys politisk bias.
Forældede oplysninger, dvs. når det beskrevne ændrer sig uden at teksten er fulgt med.

Kontrol

Hvor det er normen mange andre steder at man kontrollerer tekst før den publiceres, sker kontrollen på Wikipedia bagefter. I grove træk sker den på tre forskellige måder som varierer med hensyn til systematik og tidspunkt.

For det første sker der en løbende kontrol af alle ændringer ved hjælp af en automatisk genereret liste over seneste ændringer (Figur 6) som er tilgængelig i venstremenuen fra alle sider på Wikipedia. Her følger mange administratorer – og andre nysgerrige – med i hvem der retter i hvad, og administratorer har mulighed for at markere en rettelse som patruljeret, hvilket vil sige at de har godkendt den.

Figur 6: Listen over seneste ændringer bruges til at kontrollere de nyeste redigeringer.

For det andet kan alle registrerede brugere føje artikler til en såkaldt overvågningsliste. På den måde kan man få et hurtigt overblik over om der er lavet rettelser i tekster som man er særligt interesseret i (evt. fordi man selv har bidraget til dem), eller hvor der er særlig stor risiko for hærværk. På den måde behøver man ikke følge med i listen over seneste ændringer for at holde styr på om der fx bliver lavet hærværk på ens egen brugerside.

For det tredje sker der en omfattende og vigtig kontrol på en langt mindre systematisk måde end de foregående; nemlig når en bruger tilfældigt støder på artiklen. Den oplagte situation er at man søger oplysninger om et emne som beskrevet i afsnittet ovenfor om søgning og læsning, og på den måde fx støder på artiklen om Bill Clinton. Hermed foregår der en kontrol som ikke nødvendigvis fanger nytilkomne fejl, men som til gengæld automatisk vil ske i et omfang som er direkte proportionalt med efterspørgslen. Med andre ord: jo flere der er interesserede i en artikel, jo flere kontrollerer den. Samtidig tager kun denne kontrol højde for forældede oplysninger – fx hvis en biograferet person er død, men står opført som nulevende.

Sanktionsmuligheder

Hvis en bruger opdager at en rettelse indeholder fejl eller direkte hærværk e.l., kan man rette artiklen tilbage igen. Almindelige brugere kan gøre det ved manuelt at rette i teksten (eller kopiere hele den oprindelige version ind i tekstboksen og erstatte den seneste), mens administratorer med et klik kan tilbageføre til den tidligere version.

Når en bruger eller en IP-adresse gentagne gange begår hærværk, har administratorer mulighed for at blokere dennes adgang til at redigere artikler. De kan også blokere hele serier af IP-adresser, og dette er nyttigt hvis hærværket fx stammer fra en skole (som det ofte er tilfældet) hvor gerningsmændene kan bruge flere forskellige computere som har hver deres IP-adresse.

Endelig sker det at to eller flere brugere ender i en såkaldt redigeringskrig hvor de bliver ved med at rette en artikel så den stemmer overens med deres billede af virkeligheden. Dette er ofte tilfældet ved politisk spændte problemer, men på den danske Wikipedia har det fx også fundet sted ifm. spørgsmålet om hvorvidt det hedder Holland eller Nederlandene. Her kan administratorer ’låse’ siden, så den ikke kan redigeres, og de stridende parter må gå til den pågældende artikels diskussionsside og nå til enighed.

Skabeloner

Desuden kan alle brugere tilføje såkaldte skabeloner til artiklerne. En skabelon fungerer ved at man indsætter et kort stykke kode i artiklen og derved automatisk giver den pågældende artikel en række egenskaber. Et udbredt eksempel er skabelonen {{stub}} som indsætter en tekstboks der fortæller at den pågældende artikel kun er påbegyndt, og som opfordrer læseren til at udvide og forbedre den.

Der findes en lang række skabeloner der fx indikerer at artiklen kan betragtes som reklame og bør nuanceres eller slettes, at den indeholder mange sprogfejl og bør rettes, at den ikke giver mening og bør slettes, at den overtræder reglerne om ophavsret og bør slettes – og så videre. Formålet med skabeloner er på en let måde at kunne metakommunikere om artiklens kvalitet uden nødvendigvis selv at foretage eventuelle rettelser med det samme.

4. Den webretoriske situation

Inden for retorisk kritik i det tyvende århundrede har begrebet om den retoriske situation været helt centralt. Det gælder især inden for amerikansk retorikforskning og i høj grad også for hvordan retorisk praksis og kritik er blevet undervist og udøvet fra Københavns Universitets afdeling for retorik. Denne situationstænkning kredser ofte om nogle forholdsvis faste begreber om retorisk afsender, modtager og tekst, men disse elementer kan være svære at holde fast på – ikke mindst når man begynder at operere med digitale tekster.

Vi vil her skitsere den retoriske situation som den er blevet karakteriseret, brugt og kritiseret i retorisk kritik. Fokus vil være på at finde frem til en situationsopfattelse som kan fungere konstruktivt i en analyse af digital retorik hvor afsender- og modtagerinstanserne er flydende størrelser. Derefter vil vi se lidt nærmere på selve den retoriske tekst og problematikken omkring hvad der udgør et værk. Også her vil vi tage fat i teorier og vinkler som kan hjælpe til at anskueliggøre komplekse og digitale retoriske tekster som Wikipedia i høj grad er et eksempel på.

Den retoriske situation – givet eller skabt?

Vi lægger ud med de første skridt i retning af en teori om situationer. Idéen om en retorisk situation som grundlag for retorisk analyse og kritik stammer fra Lloyd F. Bitzers artikel ”The Rhetorical Situation” fra åbningsnummeret af tidsskriftet Philosophy and Rhetoric i 1968. Her introducerer Bitzer idéen om at retorik altid fungerer som svar på en bestemt situation karakteriseret ved at have et exigence[11] som kan løses gennem en ytring der så at sige svarer på situationen. Udgangspunktet for retorisk analyse og kritik skal være at se på hvor godt retoriske ytringer svarer på deres respektive retoriske situationer. Bitzer deler den retoriske situation op i tre konstituerende dele: for det første kræves der som nævnt et exigence. For det andet kræves der et retorisk publikum som kan føres til handling på en måde så problemet afhjælpes, og for det tredje vil der i en situation være visse constraints, omstændigheder som det er nødvendigt for retor at tage højde for, både som begrænsninger og muligheder[12]. Disse tre elementer konstituerer den rene retoriske situation – inden nogen form for diskurs svarer på den. Først herefter kommer taler og tale ind i billedet: ”When the orator, invited by the situation, enters it and creates and presents discourse, then both he and his speech are additional constituents” (1968 p. 8). Man kan altså tale om at en situation kalder på en respons, men ikke bare på en hvilken som helst respons. Nogle er bedre end andre, og en passende respons vil kunne læses objektivt i situationen: ”Every situation prescribes its fitting response; the rhetor may or may not read the prescription accurately” (p. 10). Ret meget plads ofrer Bitzer ikke på selve svaret – selve den retoriske ytring – men han påpeger dog at situationer ofte vil være sammenlignelige, og at dette vil invitere til sammenlignelige former for diskurs som passende respons: ”From day to day, year to year, comparable situations occur, prompting comparable responses; hence rhetorical forms are born and a special vocabulary, grammar, and style are established” (p. 13). Denne idé har været en betydelig inspiration for retorisk genreforskning som i høj grad (gen)opstod i kølvandet på Bitzer og hans kollega Edwin Blacks retoriske kritik. Genrebegrebet kommer vi tilbage til – her skal vi i stedet se på nogle af de kritikker Bitzers retoriske situation har affødt.

Fem år senere kommer der en skarp kritik af Bitzers opfattelse af retoriske situationer med Richard E. Vatz’ ”The Myth of the Rhetorical Situation” (1999, opr. 1978). Vatz kritiserer Bitzer for et platonisk verdenssyn og argumenterer for at vi ikke kan tale om objektivt givne situationer som fremkalder helt bestemte typer svar. Betydning er ikke noget objektivt givet, påpeger Vatz, det er noget vi mennesker skaber – gennem retorik: ”Meaning is not discovered in situations, but created by rhetors” (p. 228). Vatz vender så at sige Bitzers situation på hovedet: retorik er ikke situationel, situationer er retoriske; påtrængende problemer inviterer ikke til ytringer, ytringer fremkalder påtrængende problemer; situationen kontrollerer ikke den retoriske respons, retorikken kontrollerer den situationelle respons. Det han introducerer, er retor som et subjekt med både fortolkninger og intentioner; retorik skal ses som en kreativ fortolkning af verden som samtidig er med til at skabe verden.

Mange udgangspunkter for retorisk analyse og kritik lægger sig et sted imellem disse to situationelle yderpunkter. De fleste deler Vatz’ holdning om at en objektiv verden er, hvis ikke umulig, så i hvert fald uoverskuelig, og vores billede af verden er derfor nødvendigvis afhængig af visse fortolkninger af verden. Eller rettere: af visse udlægninger af disse fortolkninger – af retorik. Omvendt har Bitzers begreb om den retoriske situation stor pragmatisk værdi når man ser på enkelte situationer hvor det ofte kan fortolkes som forholdsvis givet hvad en retor står over for. Bitzer og Vatz’ synspunkter danner på mange måder yderpunkterne i et kontinuum for mulige omstændigheder for retorisk handling. Spørgsmålet er om dette kontinuum rammer kernen i den retorik der omgiver os? Mere poststrukturalistiske teorier sætter spørgsmålstegn ved både de objektivt observerbare historiske kendsgerninger som ligger til grund for Bitzers situation, og ved det fortolkende taler-subjekt med bevidste intentioner som Vatz lægger til grund for retorik – og det ser vi nærmere på i det næste afsnit. Og sådanne perspektiver finder vi relevante at have i forhold til det webmiljø som Wikipedia befinder sig i hvor både omstændigheder og afsender kan være flydende og svære at få greb om.

Situationen gentænkt

Barbara A. Biesecker forsøger i artiklen ”Rethinking the Rhetorical Situation from within the Thematic of Différance” (1999, opr. 1989) at gentænke begrebet om en retorisk situation med hjælp fra dekonstruktionen og Derridas begreb om différance. Idéen er at vi ikke kan tage visse elementer for givet a priori når vi ser på retoriske tekster og situationer. Vi kan ikke som Bitzer lade hele situationen være den objektivt givne årsag; vi kan ikke som Vatz lade taleren selv være denne årsag; og vi kan ikke som begge og stort set alle andre retoriksyn lade idéen om publikum være fastlåst i idéen om et suverænt, rationelt subjekt. En retorisk situation kan med andre ord ikke koges ned til at ”fixed essences encounter variable circumstances” (p. 241).

Det kræver lidt uddybning. Begrebet différance er et forsøg på at beskrive en teksts udgangspunkt: ”Derridean deconstruction begins by considering the way in which all texts are inhabited by an internally divided nonoriginary ’origin’ called différance” (p. 238). Udgangspunktet er altså, imod manges retorikteoretiske intuition, altid sløret og omskifteligt, aldrig fast. Différance er den mekanisme der gør betydning (signification) mulig (p. 236-237). I kraft af denne ”nonoriginary ’origin’” giver det altså ikke mening at stille spørgsmålstegn ved præcist hvilke elementer der forårsager retoriske handlinger. Den retoriske kritiker bør i stedet problematisere processer:

The deconstructive displacement of questions of origin into questions of process frees rhetorical theorists and critics from reading rhetorical discourses and their ’founding principles’ as either the determined outcome of an objectively identifiable and discrete situation or an interpreting and intruding subject. In fact, it implicates them in a much more complicated and unwieldy project: it obliges them to read rhetorical discourses as “the interweaving of different texts (literally ’web’-s) in an act of criticism that refuses to think of ’influencer’ or ’interrelationship’ as simple historical phenomena.” (p. 239)

Tidligere tilgange til retorisk kritik har gjort brug af en indflydelseslogik – et forsøg på at finde et stabilt oprindelsespunkt for en retorisk tekst. Biesecker foreslår i stedet en artikulationslogik. Med et decentreret subjekt kan den retoriske begivenhed (event) ikke bare konsolidere allerede konstituerede identiteter på baggrund af en a priori-logik, uafhængig af historiske omstændigheder. Den retoriske begivenhed bliver i stedet en artikulation af midlertidige identiteter og en konstruktion af kontingente relationer. Denne artikulationslogik restituerer den retoriske situation med fokus på tilblivelse rettere end væren (”a trajectory of becoming rather than Being” (p. 243)), og dette fører til et syn på retorik som mulighed: ”The deconstruction of the rhetorical situation and its constituent elements has taken us to a point where we are able to rethink rhetoric as radical possibility” (p. 243).

Den digitale situation

Vi ser en dekonstruktivistisk tilgang som Bieseckers som en stor hjælp til at videreføre et begreb om en retorisk situation til kritik af digitale tekster. Med de elektroniske massemediers udvikling i løbet af det 20. århundrede og ikke mindst med internettet og WWW bliver der i høj grad rusket op i den retoriske situations ellers forholdsvis faste begreber om afsender- og modtagerinstans. Under dot-com-bølgen i de glade 90’ere talte mange om hvordan alle på WWW kan ytre sig frit, hvordan publikum meget lettere kan svare igen. Med andre ord: hvordan brugerne bemyndiges. Meget af dette blev der lagt en dæmper på da it-boblen brast i 2000, men mange af de samme røster høres igen de seneste år i forbindelse med read/write-web-paradigmet som omtalt ovenfor. Afsenderbegrebet bliver også udfordret når der modtages tekster på WWW – ofte påpeges det problematiske i at det er svært at vide hvem der står bag tekster på nettet, afsenderen kan være anonym eller måske ligefrem forstille sig. Men hvordan kan man så anskueliggøre det publikum der tegner sig i den digitale verden, og hvilken afsender kan man regne med? Og betyder det noget? Eller som Foucault siger det med et citat fra Becketts Texts for Nothing: ”What matter who’s speaking?” (1977 p. 115 og 138). De spørgsmål vil vi i dette afsnit gå lidt dybere ned i ved at diskutere nogle dominerende medieteorier.

Visse retorikere ser det stigende fokus på medier som et problem. For visse retorikere ses et stigende fokus på medier. Et eksempel er tyske Joachim Knape som beskriver det problematiske i hvordan tekniske medier opløser forfatterbegrebet til skade for den rene retorik som nødvendigvis må baseres på det umiddelbare (ikke-medierede) møde mellem to individer som idealsituation.

Die Arbeiten von Marshall McLuhan, Walter J. Ong, Eric Alfred Havelock oder Friedrich A Kittler – um nur einige Namen zu nennen – machen deutlich, dass seit der Antike die technisch verfügbaren Medien in immer stärkerem Maß das Denken und kommunikative Handeln beeinflussen. Der Extremepunkt wäre erreicht, wenn die Medialität die menschliche Rhetorik ausschaltete, eine Entwiklung, die die moderne Medienkultur so weit heraufbeschworen hat, dass die Oratorinstanz ernsthaft ins Wanken zu kommen scheint. In den Maschinerien der modernen Mediensysteme entstehen immer häufiger textuelle Amalgame im Durchlauf durch zahlreiche Bearbeitungs- und Redaktionsabteilungen. Sie Erzeugen, wenn nicht technisch-strukturelle Autorlosigkeit, so doch Autorfragmentierung. Am Ende steht dabei ein kommunikatives Produkt, für das nur noch anonyme Instanzen presse- oder urheberrechtlich verantwortlich zeichnen. (Knape 2000 p. 92)

Knape fremstiller et klassisk retoriksyn der sætter samtalen som den retoriske grundsituation (jf. fx Fafner 1984 pp. 54-57). Han ser medier som modstande, som redskaber til at videreføre budskaber der samtidig nødvendigvis forstyrrer og/eller formindsker budskabet. Den medialitet som Knape skitserer, er udelukkende et negativt fænomen hvis ulemper er proportionale med graden af medialitet.

Men hvis man vil forstå noget af den retorik som foregår i digitale medier, finder vi det ikke særlig frugtbart bare at konkludere at det hele havde været meget bedre hvis blot de implicerede mennesker kunne stå direkte overfor hinanden og tale frit. Vi må kunne se mere i medier end bare negativ indflydelse på retorikken, og her kan en række medieteoretikere komme os til hjælp med betydeligt mere nuancerede syn på medier end det Knape repræsenterer.

Joshua Meyrowitz er et eksempel på en medieforsker som forsøger at nuancere mediebegrebet, så det giver mening at studere det akademisk. Hans mediesyn ligger meget i forlængelse af Marshall McLuhans medieteori med hans stærke og ofte citerede påstand om at ”the medium is the message” (McLuhan 1994 p. 7, opr. 1964). Meyrowitz opstiller tre paradigmer inden for medieforskningen med udgangspunkt i tre grundmetaforer for medier. Medier kan for det første ses som kanaler, som noget der bare skal transportere et bestemt indhold og ideelt set påvirke dette indhold mindst muligt. For det andet kan medier ses som sprog, kendetegnet ved bestemte stilistiske, grammatiske og formmæssige træk, variabler som nødvendigvis har en vis indflydelse på indholdet. Medier kan for det tredje ses som miljøer, som bredere sociale rammer og kontekster for hvad der udveksles igennem dem. Her er fokus på ”relativt faste kendetegn ved et givent medie, som gør det til et unikt kommunikationsmiljø og adskiller det fra personlig interaktion” (Meyrowitz 1997 p. 63). Han konkluderer at en forståelse af medie(for)brug nødvendigvis må baseres på en analyse der har alle tre dimensioner for øje. Han kritiserer medieanalyser for udelukkende at fokusere på en eller måske to af disse syn på medier – der er derfor brug for ”metaforisk brobygning”. Hvis vi inddrager Knape her, kan man med Meyrowitz’ begrebsapparat sige at Knapes kritik af medieteorier som McLuhans udelukkende tager udgangspunkt i et syn på medier som kanaler. Omvendt kan man også sige at når McLuhan udtaler at ”the medium is the message”, kan det forstås som et syn på medier som miljø, et syn som Meyrowitz kritiserer for ikke at tage nødvendig højde for væsentlige grammatiske og indholdsmæssige træk ved enhver kommunikationssituation.

I tråd med denne metaforiske brobygning er også den danske medieforsker Niels Brügger (2002). Han opstiller et medieunivers, en slags avanceret kommunikationsmodel som netop ikke er en model over den enkelte kommunikationshandling fordi dette nødvendigvis forsimpler situationen uhensigtsmæssigt. Dette medieunivers består af flere dele hvorpå fokus kan ligge i medievidenskab, men i centrum ligger mediet som nødvendigvis må være et centralt element for at man kan kalde det medievidenskab. Som grundbegreb for at studere medier introducerer han begrebet mediacy som kan oversættes med medialitet: et mediums måde at være medium på (p. 44). Han anskuer denne medialitet på to niveauer: et potentialitets- og et aktualitetsniveau som udtryk for at et givent medium altid vil indebære visse potentialer hvoraf kun en del aktualiseres i konkrete situationer: ”The potentiality is the outer poles that the material of the medium sets, and between which a field of possibilities is opened, i.e. where certain forms of the medium can be actualized” (p. 44).

Som beskrevet ovenfor bruger også Knape medialitet som grundbegreb i sin medialrhetorik, og begrebets betydning – et mediums måde at være medium på – er som udgangspunkt ens hos de to forskere. Forskellen er at Knape omtaler medialitet som et udelukkende negativt problem der yder modstand mod den menneskelige retorik. Han ser det altså i relation til et kontinuum der går fra fraværet af medie, den umiddelbare/ikke-medierede kommunikation, den rene retorik i den ene ende, til den anden ende hvor både mennesker og retorik overskygges af medier. Brügger beskriver i højere grad medialitet som noget der giver mulighed for kontakt, noget der netop faciliterer kommunikation og retorik. Her handler det altså ikke så meget om hvorvidt der er meget eller lidt medialitet i en situation, men om karakteren af den medialitet der findes i alle situationer. Som vi ser det, bliver Knapes syn på medialitet for unuanceret i forhold til Brüggers. Hvis vi vil kunne betragte retoriske situationer i digitale medier – som vi forsøger at gøre i dette speciale – så nytter det ikke noget som udgangspunkt kun at se medier som noget negativt. Her kan vi med fordel vende tilbage til Bitzer, for selv om hans teori har sine begrænsninger i forhold til hvordan meget retorisk handlen spiller sig ud i en hyperkompleks verden, så er hans begrebsapparat på mange måder stadig brugbart. Her kan vi se på medialitet som en af flere constraints i en retorisk situation. Knape gør den fejl kun at se denne constraint som en negativ begrænsning, men egentlig skal medier som constraints ses som et konstituerende element i den retoriske situation, noget retorikken nødvendigvis må forholde sig til, og som både kan ses som begrænsninger og muligheder. Som vi opfatter Wikipedia, er det en vis aktualisering af webmediets potentialer, en aktualisering som er mulig fordi Wikipedia har en bestemt social funktion; det skal vi se nærmere på i næste kapitel om Wikipedia som genre.

Det digitale anti-værk

Vi har her været inde på problematikker omkring afsender- og modtagerinstans i retoriske situationer, omkring omstændigheder og medier for retorisk kommunikation. Nu vil vi tage et kig på forskellige syn på selve den retoriske tekst, på det der svarer på den retoriske situation for at bruge Bitzers terminologi. For også i denne forbindelse kan enhver fastlåsthed problematiseres, ikke mindst når det kommer til digitale tekster.

Hvad er overhovedet en retorisk tekst? Nogle taler om den som en retorisk begivenhed, en retorisk diskurs, et retorisk artefakt, en retorisk ytring, en retorisk tale eller et retorisk værk. Værkbegrebet er i særdeleshed et fænomen der har været genstand for debat både inden for retorisk og anden teori, debat som i høj grad er relevant i forhold til at se på mere flydende afsender-, modtager- og tekstbegreber.

Værkbegrebet har altid været nært forbundet med idéen om et mesterværk, og det har været omdiskuteret; for hvordan bestemmer man hvad der fortjener status som mesterværk, eller giver det overhovedet mening at operere med sådan en kategori? Især inden for billedkunst og litteratur er der i det tyvende århundredes avantgardestrømninger gjort forsøg på at ruske op i faste og konservative bestemmelser for hvad der er god kunst. Inden for litteratur- og kulturteori har især det postmoderne projekt været et opgør med mesterværket og idéen om den store fortælling som det især artikuleres gennem Jean-François Lyotards Viden og det postmoderne samfund (1996, opr. 1979). Også i det 20. århundredes retorik er der blevet gjort forsøg på at ruske op i alt for statiske begreber om det retoriske mesterværk. Mange kritikker af klassisk retorik, især af såkaldt neo-aristotelisk retorisk kritik, har (blandt andet) gået på at der i alt før høj grad er blevet fokuseret udelukkende på enkelte taler af magtfulde, hvide mænd[13].

Nogle af de samme kritiske strømninger over for idéen om mesterværket kan ses i Richard A. Lanhams forsøg på at beskrive en digital retorik i artiklen ”Digital Rhetoric: Theory, Practice and Property” (1992). Det handler for ham at se ikke om at computermediet eller hyperteksten i sig selv forsager helt nye udtryksformer, men om at det kommer som en passende forlængelse eller forstærkelse af en tendens gennem hele det 20. århundrede. Han beskriver hvordan digitale tekster opløser kanoniske og autoritative teksters fastlåsthed på samme måde som det tidligere er forsøgt af forskellige kulturelle avantgarder – bl.a. den italienske futurisme i begyndelsen af det 20. århundrede.

Lanham beskriver det dels som et opgør med den forsimpling som den skrevne tekst nødvendigvis er: ”In a literate culture our whole conception of meaning—whether of logical argumentation or magical narrative—depends on this radical act of typographical simplification. No pictures; no color; strict order of left to right, then down one line; no type changes; no interaction; no revision” (p. 224). Idealet bliver en gennemsigtig tekst, noget man ser igennem og ikke på, en tekst der fungerer som kanal. Men det tror Lanham ikke på; teksten i sig selv og dens grafiske udformning og omgivelser er af stor betydning.

Ligeledes er der tale om et opgør med hele idéen om en kanon, et mesterværk hvis perfektion man bare kan stå passivt og beskue. Et værk som gør oprør mod denne kanontanke, ”denies an absolute beauty or fitness of things independent of humankind that it is our business first to discover and then breathlessly to adore” (p. 228). En ideel og udødelig kanon medfører nødvendigvis en passiv beskuer og en passiv omverden. Digitale tekster kan ses som en mulighed for at gøre op med denne passivitet, og Lanham foreslår derfor at gøre Duchamps famøse Mona Lisa med overskæg til skytsengel for digital retorik: ”If we need a tutelary goddess for digital writing and reading, Mona Mustache is just the girl for the job” (p. 230). Her er der passende blevet pillet ved mesterværket, og kunne hvem som helst ikke have gjort det?

Det kan synes mærkværdigt at netop digitale, computerbaserede tekster skulle være så grundlæggende åbne i forhold til andre tekstformer. Netop computeren er jo altid blevet opfattet som en logisk maskine, som noget rent rationelt, noget vi ifølge Lanham har placeret ”at the familiar Platonic center of human reason” (p. 221). Dette hænger godt sammen med hvordan meget moderne computerteknologi er udviklet med udgangspunkt i at øge (militær) rationalitet og effektivitet. Dette er dog ikke den eneste tendens at spore som vi også var inde på tidligere med Castells’ udlægning af internettets opståen, og Lanham mener at computere er mere end logikmaskiner: ”In practice the computer often turns out to be a rhetorical device as well as a logical one, that derives its aesthetic from philosophy’s great historical opposite in Western thought and education, the world of rhetoric” (p. 221, fremhævelse i original). Dette bygger han bl.a. på computerens evner til forstørrelse, formindskelse, sidestiling, og ikke mindst gentagelse – som retorikere helt tilbage til antikken har argumenteret for: ”Repetition, without intrinsically changing the object repeated, changes it absolutely” (p. 231, fremhævelse i original).

De flydende tekster i digitale medier skyldes altså ifølge Lanham ikke revolutionær teknologi; de er rettere kulminationen på visse tankestrømninger som er blevet intensiverede gennem det 20. århundrede. Det handler især om postmoderne strømninger, men egentlig breder Lanham det ud til en mere generel anskuelse af verden som kan spores tilbage til (sofistiske) dele af den antikke retorik og i grove træk kan karakteriseres som konstruktionisme.

I forhold til et meget rigidt og formelt værkbegreb bliver webteksten altså en slags anti-værk – en tekst der aldrig helt vil lade sig indpasse noget sted, der altid vil ændre sig lidt og hævde sin eksistens, der vil kigges på og ikke gennem. Et dynamisk fænomen som webtekst er svært at se som et statisk værk. Således også med Wikipedia: den faste afsender er blevet flydende og blandet godt og grundigt sammen med den lige så flydende modtager, og på den måde er Wikipedia i sit helt umiddelbare udtryk et opgør med en fastlåst idé om et værk. Vi finder altså at værkbegrebet er værd at diskutere her som et grundvilkår for Wikipedias opståen, men at det derudover er problematisk at snakke om en form for værk i forbindelse med Wikipedia. Omvendt finder vi at betegnelsen retorisk artefakt er en forholdsvis abstrakt og neutral betegnelse for selve analysegenstanden i retorisk kritik, og det begreb skal vi bruge som et analytisk holdepunkt i vores genreanalyse om end målet som sagt ikke skal være en form for tekstnær retorisk læsning af dette artefakt.

Opsummering

Vi har taget et kig på den retoriske situation og vurderet at det ikke er uproblematisk at opstille en model for den retoriske situation så klar og simpel som Bitzers – om end vi anerkender at det kan være analytisk nyttigt i mange tilfælde. Som Bitzer også selv pointerer, ændrer hele situationen sig så snart taleren påbegynder sin diskurs. Og hvis man accepterer at der aldrig kan opstilles helt klare linjer for hvor og hvornår afsender, modtager eller tekst/diskurs begynder eller ender, mister Bitzers model sin klarhed. Med Wikipedia forholder det sig netop sådan at disse linier helt grundlæggende er uklare, og at det aldrig står stille. Vi finder derfor ingen mening i at forsøge at finde en fast årsag til Wikipedia, men rettere vil vi forsøge, i tråd med Bieseckers gentænkning af situationen, at problematisere processerne som de artikuleres i Wikipedias opståen og løbende skabelse.

I den webretoriske situation er afsender-, modtager-, tekst- og medieelementer nyttige analytiske redskaber om end de er idealtyper som i praksis er sammenblandede og uhåndterlige. Problematikken omkring det retoriske (anti)værk eller det retoriske artefakt som vi vælger at kalde det, leder frem til vores næste kapitel hvor vi stiller skarpt på de processer der skaber Wikipedia som genre. Efterfølgende vil vi med afsæt i afsender- og modtagerproblematikken kigge nærmere på de processer der skaber etos på Wikipedia.

5. Wikipedia som artefakt, idé og genre

Hvad er overhovedet en encyklopædi? Mange tænker først og fremmest på store, alfabetisk organiserede flerbindsværker som den klassiske Encyclopædia Britannica eller det noget nyere, hjemlige projekt Den Store Danske Encyklopædi på 21 bind. Men i virkeligheden er der ikke noget i idéen om en encyklopædi der binder formen til bogmediet. Det er rettere et historisk tilfælde at bogtrykkerkunsten var den teknologi der først gjorde det muligt på en overskuelig måde at samle den mængde information som et forsøg på en encyklopædi kræver. Tankerne om en encyklopædi, en registrering af al vores viden om verden, rækker meget længere tilbage i tiden end den trykte bog kan spores (Schiff 2006).

Vi skal ikke her forsøge at give en fyldig historisk redegørelse for encyklopædier og tanker om dem gennem tiderne. Formålet med dette kapitel er at se på Wikipedia i forhold til encyklopædibegrebet på forskellige analytiske niveauer, og omdrejningspunktet skal være at se Wikipedia som genre. Vi mener at det giver mening at anskue encyklopædien ud fra en model med tre niveauer – en analytisk sondring der kan hjælpe med at sætte Wikipedia i perspektiv. Encyklopædien kan på et konkret niveau ses som retorisk artefakt, på det højeste abstraktionsniveau kan man se encyklopædien som regulerende idé, og imellem disse niveauer ligger genreniveauet.

Disse niveauer vil vi uddybe i det følgende. Vi vil kort gennemgå hvad vi mener med encyklopædien som artefakt, og vi vil med hjælp fra Umberto Eco se på encyklopædien som regulerende idé – en abstrakt idé om en fuldstændig viden om verden. Efter et blik på disse yderniveauer vil vi redegøre for retorisk genreteori med vægt på den tilgang vi finder mest brugbar – Carolyn R. Millers teori om genre som social handlen.

Det skal føre os frem til en analyse af Wikipedia ud fra en model hvor genreperspektivet står i centrum; hvor vi vil se på hvordan Wikipedia udspiller sig som social handlen mellem et gammelt ideal om encyklopædien og den konkrete manifestation på wikipedia.org.

Encyklopædien som retorisk artefakt

Vi har ovenfor været inde på hvordan vi ser betegnelsen retorisk artefakt som et forholdsvis neutralt udtryk for en given retorisk tekst – i modsætning til at tale om et værk. Et retorisk artefakt er i vores øjne en tekstmængde der fremstår som et hele med en form for retorisk funktion i en given situation.

En encyklopædi som retorisk artefakt handler om hvad man kan kalde et konkret encyklopædiprojekt – eksempler kunne være det tyske Brockhaus Konversations-Leksikon som det første gang blev udgivet i perioden 1796-1908, Encyclopædia Britannicas 1911-udgave eller en udgave af Microsofts Encarta. Encyklopædier kan være sværere at se på artefaktniveau end mange andre teksteksempler, dels fordi de som regel er enorme, og dels fordi der, ikke mindst med digitale encyklopædier, normalt foregår en løbende revidering af ’den samme tekst’. Men hvis man står med et konkret mangebindsværk på hylden foran sig på et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt, vil man have følelsen af at stå med et forholdsvis konkret artefakt som (mere eller mindre vellykket) opfylder en retorisk funktion.

Wikipedia anskuet som artefakt handler især om hvordan projektet er opstået og har udviklet sig, og hvordan det praktisk fungerer. Begge dele har vi forsøgt at redegøre for i det historiske kapitel og i kapitlet om hvordan Wikipedia virker. Det er disse tanker om Wikipedias konkrete manifestation som udgør artefaktniveauet i vores anskuelse af Wikipedia som encyklopædi. Hvis man havde til mål at lave en mere tekstnær retorisk analyse af elementer af Wikipedia, så ville man have dette niveau som udgangspunkt for analysen, og så ville der kræves en noget fyldigere redegørelse for afgrænsningen af analyseartefaktet. Vi vil som sagt ikke så meget se på Wikipedia ud fra konkrete tekststykker som ud fra mere strukturelle processer, men vi finder at disse tanker om encyklopædier og om Wikipedia på artefaktniveau er nødvendige at have med i et helhedsbillede.

Umberto Eco og idéen om en encyklopædi

På det højeste abstraktionsniveau finder vi encyklopædien som idé. Som hjælp til at anskue det niveau vil vi inddrage semiotikeren Umberto Eco som har tænkt og skrevet en del om encyklopædien på et sådant abstrakt niveau. Desuden finder vi at Ecos teoretiske virke helt overordnet er relevant i forhold til et encyklopædiprojekt som Wikipedia.

Italienske Umberto Eco kendes nok i Danmark bedst som postmoderne romanforfatter, fascineret af bøger, viden, hukommelse, fortolkning, arkiver, biblioteker osv.[14], og desuden har han gennem mange år fungeret som kulturjournalist. Hans hovedhverv har dog hele tiden været et professorat i semiotik. Og selv om Ecos forfatterskab stikker i mange retninger, kredser det overordnet om den samme semiotiske problematik: fortolkningens muligheder og grænser (Frandsen 2000 p. 18). Det handler om teksters kompleksitet og om hvordan både forfatter, læser og tekst skabes og genskabes gennem fortolkning i forskellige situationer.

Der er to centrale temaer for Eco som gør det oplagt at inddrage ham her: informationssamfundet og encyklopædien. Han har altid været fascineret af hvad kommunikationsteknologi og med tiden især computerteknologi gør og kan gøre ved verden – ved uddannelse, viden, publicering, arkivering osv. En altid skeptisk fascination som aldrig handler om at en enkelt teknologi kommer til at revolutionere alt fra den ene dag til den anden: fotografiet har ikke udryddet maleriet, fjernsynet har ikke udryddet avisen, og computeren vil ikke udrydde bogen (Eco 1996). Vi kommer ikke til at leve i et forfatterløst netværkssamfund renset for gammeldags bøger, men internetalderen byder på nogle spændende muligheder for at bruge computerteknologi i samspil med bøger og andre ældre vidensarkiver som redskab for den menneskelige tanke-, udtryks- og fortolkningsvirksomhed. Encyklopædien er et andet centralt tema hos Eco, noget han dog ikke rent teoretisk har skrevet om i forbindelse med internettet og WWW. Vi skal her forsøge at koble nogle af disse tanker om encyklopædien til Wikipedia[15].

Encyklopædien i modsætning til ordbogen

Ifølge Eco konstituerer encyklopædien og ordbogen to fundamentalt forskellige semantikker[16]. Ordbogssemantikken er et klassifikationssystem som er lukket og hierarkisk organiseret. Idéen er at alle emner kan klassificeres efter et binært og lukket system af semantiske primitiver. Et eksempel kunne være om noget er levende eller ej, hvis levende om det er en plante eller et dyr, hvis dyr om det er et pattedyr eller et krybdyr osv. Ordbogssemantikken er altså en sprogintern klassifikationsform som forudsætter at et fuldstændigt sæt af primitiver kan bestemmes uden reference til verden udenfor (1984 p. 49). Denne semantik baserer sig på den klassiske idé om det porfyriske træ (p. 58)[17] og inden for semiotikken ser Eco Louis Hjelmslev som den store fortaler for denne idé om en ordbog gennem en forholdsvis streng strukturel semiotik (p. 47).

I modsætning til ordbogens lukkede struktur er den encyklopædiske semantik en klassifikationsform som kun eksisterer i kraft af relationer til verden udenfor. Encyklopædien kan ses som en slags registrering af alle mulige fortolkninger. Alle udtryk kan fortolkes ved at oversætte til andre tegn som så igen kan fortolkes osv. På denne vis kan encyklopædien karakteriseres som en uendelig semiosis, et udtryk Eco låner fra den pragmatiske semiotiker Charles S. Peirce og som handler om at menneskelig brug af tegn er en uendelig række af tolkninger og dermed en uendelig betydningsskabelse eller semiosis (p. 68).

For at beskrive denne komplekse idé om encyklopædien låner Eco en metafor af de franske poststrukturalister Gilles Deleuze og Felix Guattari (2003, opr. 1980) som karakteriserer vores komplekse verden som et rhizom. Et rhizom er en rodtype som fx ingefær, uden egentligt centrum, uden begyndelse eller ende, og hvor stængler kan skyde i alle retninger. Deleuze og Guattari beskriver rhizomet som en form for ikke-struktur, en mangfoldighed af linjer og relationer hvor alt kan forbindes med alt andet. Rhizomet starter eller slutter ikke nogen steder: ”It has neither beginning nor end, but always a middle (milieu) from which it grows and which it overspills” (p. 409).

Således ser Eco encyklopædien som et rhizom: den er et labyrintisk netværk som hverken har centrum eller ydre, og hvor alle punkter potentielt kan forbindes med alle andre. Dette netværk er uendeligt, uoverskueligt og hele tiden under forandring (p. 81-82).

Den umulige ordbog og den uhåndterlige encyklopædi

Eco påpeger et grundlæggende problem i ordbogssemantikken: det kan ikke lade sig gøre at bestemme nogen semantiske primitiver uden nogen fortolkning af verden udenfor. Og åbner man op for denne fortolkning, kan man ikke begrænse primitivernes antal. Eco beskriver malende hvordan det overskuelige, binære, hierarkiske træ kommer til kort så snart fortolkninger og dermed uendelige mængder differentiae introduceres:

The tree of genera and species, the tree of substances, blows up in a dust of differentiae, in a turmoil of infinite accidents, in a nonhierarchical network of qualia. The dictionary is dissolved into a potentially unordered and unrestricted galaxy of pieces of world knowledge. The dictionary thus becomes an encyclopedia, because it was in fact a disguised encyclopedia. (p. 68)

Den ideelle ordbog er en selvudslettende umulighed der før eller siden vil stå frem som en encyklopædi i forklædning. Skulle man se ordbogen som labyrint, ville det være en indelukket labyrint hvor alle ruter på forhånd er bestemt, og hvor de alle til sidst ender blindt.

Omvendt er encyklopædien dog heller ikke uproblematisk – et helt grundlæggende problem er at den er uhåndterlig. Som Deleuze og Guattari påpeger, kan rhizomet ikke overskues af nogen enkelt på noget enkelt tidspunkt og ikke reduceres hverken til nogen enkeltdel eller til mangfoldigheden. Det kan ikke udlægges konsistent fordi det hele tiden ændrer sig, og fordi den enkelte altid vil være subtraheret: ”It constitutes linear multiplicities with n dimensions having neither subject nor object, which can be laid out on a plane of consistency, and from which the One is always subtracted (n-1)” (2003 p. 409). Det er altså ikke muligt for noget enkelt individ i nogen enkelt situation at rumme encyklopædien, og derfor karakteriseres encyklopædien af Eco som uhåndterlig (p. 82).

Encyklopædien som regulerende idé

Den encyklopædiske uendelighed og uhåndterlighed forhindrer dog ikke at man situationelt og kontekstuelt hele tiden indrammer og reducerer encyklopædiens muligheder. Dette sker ifølge Eco ofte gennem ordbogslignende repræsentationer som på trods af ordbogens umulighed godt kan være egnede redskaber til at håndtere encyklopædien: ”if the encyclopedia is an unordered set of markers (and of frames, scripts, text-oriented instructions), the dictionary-like arrangements we continuously provide are transitory and pragmatically useful hierarchically reassesments of it” (p. 85). Men man skal hele tiden huske at det ikke er hele encyklopædien når man i en kontekst forsøger at nedfælde eller rumme den; det vil altid være et lokalt øjebliksbillede trukket ud af encyklopædiens mangfoldighed. Som Deleuze og Guattari skriver, kan rhizomet ikke reduceres til nogen enkeltdel (p. 409), og som Eco skriver: ”Every attempt to recognize these local organizations as unique and ’global’ – ignoring their partiality – produces ideological bias.” (p. 84, fremhævelse i original).

Vi kan altså se encyklopædien som en regulerende idé der konstituerer en slags overordnet semantik som det er menneskeligt at stræbe efter, mens ordbogen skal opfattes som et pragmatisk redskab i denne stræben. Birgit Eriksson (2003) beskriver denne encyklopædi som vi aldrig rigtig kan nå: ”Vidensmængden, erfaringen og forståelsen vokser altså, men en endelig sandhed eksisterer kun som forestillingen om et mål, der altid vil være skudt ud i fremtiden” (p. 47). Eller som Eco siger det selv: ”encyklopædien som regulerende idé – Bibliotekernes Bibliotek, postulatet om en helhed af viden, der ikke kan realiseres af nogen enkelt talende, en Fællesskabets skat, som i vid udstrækning endnu er uudforsket, og som til stadighed forøges” (2000 p. 232).

Som vi ser det, kan man tænke på denne regulerende idé som en sammenstilling af Deleuze og Guattaris rhizom hvor det enkelte individ nærmest ikke eksisterer, og Peirces uendelige semiosis hvor det fortolkende individ er centralt. Encyklopædien skal ses som noget der foregår mellem mennesker – hverken i eller helt uden for det enkelte menneske som sådan. Det er en fælles, kontinuerlig akkumulering af viden. Eriksson lægger også stor vægt på dette fællesskabsaspekt af Ecos encyklopædi: ”En vigtig konsekvens af den uendelige semiosis og encyklopædien er, at det ikke så meget er i det enkelte menneske som mellem mennesker, i fællesskabet, at viden akkumuleres” (p. 47). Netop derfor kalder Eco også encyklopædien som regulerende idé for fællesskabets skat.

Wikipedia som ideel encyklopædi?

Det kunne være nærliggende at tage denne udlægning af encyklopædien som regulerende idé og se hvor godt den passer på Wikipedia. Vi kunne opstille tre karakteristika: (1) encyklopædien som regulerende idé er et uendeligt netværk af fortolkninger hvor alt potentielt kan forbindes med alt andet, (2) netværket forandrer sig hele tiden og (3) den eksisterer som en konstruktion mellem et fællesskab af mennesker. Vi kunne så sige: (1) Wikipedia er som hypertekstuelt fænomen i høj grad karakteriseret ved at alle emner kan forbindes med alle andre, (2) Wikipedia forandrer sig kontinuerligt og vil altid gøre det efterhånden som tiden går, verden ændrer sig, og folk i fællesskab genererer mere viden, og (3) Wikipedia må i høj grad siges at være en akkumulering af viden mellem mennesker i fællesskab.

En sådan analyse kunne vise Wikipedia som et interessant og helt grundlæggende encyklopædisk fænomen i forhold til mere formmæssige karakteristika, men det ville ikke sige os meget om hvilken social og retorisk funktion der driver Wikipedia som encyklopædi. Det vi i højere grad finder nyttigt ved encyklopædien som regulerende idé, er at denne idé har en essentiel rolle i forhold til nogle mere tidløse aspekter af Wikipedia som genre.

Genreperspektivet i retorisk teori

Imellem encyklopædien som artefakt og encyklopædien som regulerende idé finder vi som sagt genreniveauet. Den genreteori vi bygger på, er Carolyn R. Millers teori om genre som social handlen, en teori der er opstået som svar på og videreudvikling af hvordan genreperspektivet gennem tiden er blevet brugt i retorisk teori. Vi vil her kort gennemgå nogle af de væsentlige træk ved genreperspektiver i retorisk teori som har ledt frem til Millers genreteori, og vi vil forsøge at operationalisere denne teori så den kan fungere i forhold til en analyse af Wikipedia.

Begrebet genre har altid ligget centralt i retorikken. Hos Aristoteles og i den klassiske retorik har det hovedsageligt handlet om de tre talegenrer som dækkende for alle retoriske taler. I løbet af det tyvende århundrede er genrebegrebet blevet taget op til grundig revision – dog ikke uden uenigheder om hvad det skal dække over eller bruges til. Der er dog næppe tvivl om at de fleste retorikere i dag ser på genrer som noget der handler om mere end bare at placere et retorisk artefakt som overordnet forensisk, epideiktisk eller deliberativt.

Genredebatten har overvejende fundet sted i det tyvende århundrede i det amerikanske retorikmiljø. Starten på debatten skal findes i 1960’erne hvor Edwin Black og Lloyd F. Bitzer lancerede en ny tilgang til retorisk kritik som alternativ til den fremherskende såkaldte neoaristoteliske metode som – groft sagt – gik ud på at vurdere effektivitet i enestående, historiske taler[18]. I modsætning til dette fokus på enestående taler lægger Black i bogen Rhetorical Criticism: A Study in Method (1965) vægt på at retorisk kritik i langt højere grad bør handle om hvordan retoriske situationer ligner hinanden:

Our assumption is that there will be a limited number of ways in which rhetorical situations can be characterized, and that the recurrent characteristics of rhetorical situations will make it possible for us—if we know enough—to construct an accurate and exhaustive typology of rhetorical situations. (1965 p. 133)

Senere skriver Bitzer (som allerede citeret) i artiklen ”The Rhetorical Situation”: “From day to day, year to year, comparable situations occur, prompting comparable responses; hence rhetorical forms are born and a special vocabulary, grammar, and style are established” (p. 13).

Kathleen Hall Jamieson og Karlyn Kohrs Campbell forsøger at bruge Black og Bitzer til at trække den retoriske kritik nærmere et genreperspektiv. I artiklen ”Generic Constraints and the Rhetorical Situation” bruger Jamieson netop Bitzers udtalelse om at der dag efter dag, år efter år opstår sammenlignelige situationer, men hun mener, modsat Bitzer, ikke at situationen i sig selv fremkalder sammenlignelige responser: ”What I do wish to suggest is that perception of the proper response to an unprecedented rhetorical situation grows not merely from the situation but also from antecedent rhetorical forms” (Jamieson 1973 p. 163, fremhævelse i original). Det er altså på grund af den indflydelse retoriske former har på hinanden, det for alvor bliver frugtbart at se på retorik i et genreperspektiv. I bogen Form and Genre går Jamieson og Campbell videre med dette syn på situation og genre: ”The rhetorical forms that establish genres are stylistic and substantive responses to perceived situational demands” (Campbell & Jamieson 1989 p. 334), og de foreslår det mere fleksible begreb internal dynamic som bestemmende for en genre: ”It is the determinant of the generic form of the rhetorical utterance although like individual members of species, individual rhetorical acts—although part of a common genre—will show some individual variation” (p. 339). Denne internal dynamic er altså en forholdsvis fast, men stadig modellerbar størrelse som ikke er givet a priori, men både ligger til grund for og skabes gennem ytringer.

Et andet forsøg på at videreføre Bitzers idé om sammenlignelige situationer er Jackson Harrel og Wil A. Linkugel (1978) som ikke ser det konstituerende ved en genre som en dynamik, men rettere som et organiserende princip: “We think that rhetorical genres stem from organizing principles found in recurring situations that generate discourse characterized by a family of common factors” (p. 263-264, fremhævelse i original). I sin introduktion til genrekritik binder Sonja K. Foss (1989) disse to grundelementer – den interne dynamik og det organiserende princip – sammen: ”the organizing principle […] is the label for the internal dynamic of the constellation that is formed by the substantive, stylistic, and situational features of the genre” (p. 112, fremhævelse I original). Det problematiske i den sammenstilling vender vi tilbage til. Det organiserende princip ligger hos Foss til grund for en genrekritik som kan foregå på tre niveauer: generic description hvor man induktivt søger at finde frem til en genre ud fra adskillige lignende artefakter; generic participation hvor man deduktivt ser hvorvidt et artefakt opfører sig som dets genre foreskriver; og generic application hvor man både ser på hvorvidt et artefakt hører til i en genre, og vurderer hvor godt det udfylder genrens funktion.

Det er dog langt fra alle retorikere der er lige begejstrede for en genretilgang i retorisk kritik. Thomas M. Conley er en af dem der har kritiseret genretilgangen for at være uhensigtsmæssig fordi den nødvendigvis forsøger at indpasse tekster i rigide klassifikationssystemer som ender med en reduktionisme der gør mere skade end gavn. Man ender i det han kalder The Linnean Blues – med henvisning til Carl Linnaeus’ arbejde og uløselige problemer med klart at kategorisere blishøns (Conley 1986).

Sat op imod Foss’ genrebegreb rammer Conleys kritik hårdt: som vi ser det, forudsætter Foss’ genrekritik for det første at det organiserende princip kan læses objektivt gennem situationelle krav, for det andet at man opererer med klart afgrænsede og håndgribelige retoriske artefakter som man kan vurdere i forhold til dette princip. Hvis man bare skal se på om en retorisk ytring lever op til en på forhånd fastsat genre, udvander man nemt både retorikkens og den retoriske kritiks kreative potentiale og eksistensgrundlag. Det betyder dog ikke at vi vil afskrive at benytte genrebegrebet, men at det skal nuanceres, og at der skal tages højde for kritik som Conleys.

Genre som social handlen

En genretilgang som tager klassifikations- og reduktionsproblematikken seriøst, er Carolyn R. Millers teori om genre som social handlen (1998, opr. 1984)[19]. Miller tilslutter sig Campbell og Jamiesons holdning om at genrestudier ikke er væsentlige fordi de skaber en form for taksonomi, men fordi de lægger vægt på sociale og historiske aspekter af retorik som andre tilgange ikke får med. Modsat Foss ser Miller en modsætning mellem internal dynamic og organizing principle – sidstnævnte er netop noget fastlåst som medfører den slaviske klassifikation som Conley advarer imod; førstnævnte er en mere modellerbar størrelse som genskabes fra situation til situation.

Således lyder Millers definition på en genre: ”a particular type of discourse classification, a classification based in rhetorical practice and consequently open rather than closed and organized around situated actions (that is, pragmatic, rather than syntactic or semantic)” (p. 127). Denne klassifikationsform skal forstås som en etnometodologisk fremgangsmåde der forsøger at udlægge den viden og de former der skabes når folk interagerer: ”it seeks to explicate the knowledge that practice creates” (p. 127). Genre skal altså ifølge Miller ses som et slags kulturelt artefakt, en åben og modellerbar størrelse som skabes i en kompleks, social proces mellem mennesker.

Ligesom Campbell og Jamieson tager hun Bitzers situationsterminologi op som grundlag for at tale om genrer, men dog med endnu mere væsentlige modifikationer: hun redefinerer betydningen af exigence – den vigtigste komponent i situationen. Med inspiration fra Kenneth Burke vælger hun at se exigence som et socialt motiv; ikke som Bitzer karakteriserer det, en fejl eller hindring der er en ”external cause of discourse” (p. 128), og heller ikke som privat intention (jf. Vatz). Exigence er ifølge Miller ”a form of social knowledge—a mutual construing of objects, events, interests, and purposes that not only links them but also makes them what they are: an objectified social need” (p. 130). Vi skal altså ikke med genreperspektivet lede efter en objektiv årsag til kommunikation hverken i omgivelserne eller i talerens private intention[20]. Vi skal se på hvordan genren konstitueres gennem et motiv som er produkt af en social proces:

Exigence must be seen neither as a cause of rhetorical action nor as intention, but as social motive. To comprehend an exigence is to have a motive. Except in a primitive sense, our motives are not private or idiosyncratic; they are products of our socialization. (p. 131)

Teorien om genre som social handlen tager Miller ti år senere op til revision med antologibidraget ”Rhetorical Community: The Cultural Basis of Genre” (1994). Hun påpeger her at hendes kulturelle genrebegreb kan være svært at håndtere fordi det befinder sig et uhåndgribeligt sted mellem mikro- og makroanalyse. Hun påpeger at ”genre we can understand specifically as that aspect of situated communication that is capable of reproduction” og tilføjer at genre skal forstås som et ”mid-level structurational nexus between mind and society” (p. 71, fremhævelse i original). Som hjælp til at begribe genrers betydning og funktion introducerer hun sociologen Anthony Giddens’ strukturationsteori som ligeledes er et forsøg på at løse det klassiske sociologiske problem at mikro- og makroperspektiver som regel kommer til at udelukke hinanden. Strukturationen er de processer som sker mellem struktur og aktør. Strukturen er for Giddens både et middel og et resultat, forstået på den måde at aktøren på én gang er underordnet en struktur og reproducerer (eller bryder) den med sine handlinger. Miller påpeger at i hendes læsning af Giddens kommer handlen før struktur: ”Although structures are what is recognizable as constituents of society, for it is structure that is reproducible, action is what is significant, and it is in action that we create the knowledge and capability necessary to reproduce structure” (p. 72). Den grundlæggende påstand skal altså ikke laves om til at genre er social struktur – den forbliver at genre er social handlen.

Det er gennem strukturation at genre bliver en social, altså en fælles handlen. Genrer grunder i en form for fællesskab, et fællesskab som ifølge Miller har fået alt for lidt opmærksomhed i retorisk teori, men som hun selv har behandlet indgående (1993a, 1993b). Det vi har brug for, er et begreb som ikke er et taksonomisk fællesskab folk kan tilhøre på baggrund af ligheder, og heller ikke et relationelt fællesskab hvor direkte relationer mellem folk binder dem sammen. Vi har brug for noget tredje, for et begreb om et retorisk fællesskab:

I want to suggest that there’s a kind of community that has yet a third metaphysical status, in contrast with both taxonomic and relational collectives, a status that Giddens might call ’virtual’, rather than material or demographic. A rhetorical community, I propose, is just such a virtual entity, a discursive projection, a rhetorical construct. (1994 p. 73)

Det retoriske fællesskab er det fællesskab som fremkaldes gennem retorisk diskurs, og som fungerer på et mere abstrakt niveau end de fællesskaber samfundsforskere som regel forsøger at grave frem empirisk. Dette virtuelle fællesskab[21] handler simultant om lighed og forskellighed, og det konstitueres både gennem forhold som aktører har til fælles og som de er uenige om:

It is this inclusion of sameness and difference, of us and them, of centripetal and centrifugal impulses that makes a community rhetorical, for rhetoric in essence requires both agreement and dissent, shared understandings and novelty, enthymematic premises and contested claims, identification and division (in Burke’s terms). In a paradoxical way, a rhetorical community includes the ’other’. (p. 74)

Der er flere aspekter som hjælper til at holde sammen på retoriske fællesskaber, genre er et, figuralitet og narrativitet er andre elementer som er med til at konstituere retoriske fællesskaber. Men genre er dog det mest centrale element idet genre i modsætning til de andre elementer har specifik pragmatisk kraft som social handlen. Genrer konstitueres gennem det helt grundlæggende retoriske forhold at tekster ’gør’ noget, at de har en funktion. Det retoriske fællesskab som diskursiv konstruktion er med til at holde sammen på genrer selv om de ændrer sig fra handling til handling. Vi finder herved at introduktionen af begrebet om det retoriske fællesskab er en stor hjælp til at forstå det dynamiske element i Millers genreperspektiv, og især kan det være frugtbart i forhold til at forstå webretorikkens dynamiske genrer – med Wikipedia som eksempel herpå.

Genreteorien operationaliseret

Vi vil her gå lidt nærmere ind i hvordan man kan operationalisere en Miller-inspireret genreteori til analyse og kritik.

Foss fremlægger som nævnt en fremgangsmåde for genrekritik som er forholdsvis ligetil, men vi finder denne anvisning for operationalisering problematisk fordi det nemt kommer til at handle om på forhånd givne organiserende principper og helt håndgribelige og afgrænsede retoriske handlinger. Jens E. Kjeldsen gør forsøget i artiklen ”Retorisk genreanalyse” (2006) hvor han udlægger et genresyn med vægt på Millers idéer og derefter eksemplificerer konkret genrekritik med udgangspunkt i Foss’ tre typer kritik. Vi finder at Kjeldsens eksempler får det bedste ud af Foss’ anvisninger, at han til en vis grad formår at skabe en ’millerisering’ af Foss[22]. Men vi mener ikke at han fuldt ud yder Millers genreteori retfærdighed; som vi ser det, bliver der i for høj grad fokuseret på enkelte retoriske handlinger i forhold til en genre frem for et hovedfokus på genre som social handlen[23]. Vi skal ikke her argumentere imod frugtbarheden af Kjeldsens og lignende genrekritikker; de kan utvivlsomt føre til stor retorisk indsigt. Vi vil i stedet argumentere for at Millers teori lægger op til noget andet og mere, til kritik på et andet niveau.

Når vi finder det frugtbart at sætte Wikipedia som encyklopædi i et genreperspektiv, skal det altså ikke handle om at forsøge at finde frem til ét eneste organiserende princip for encyklopædien som genre som vi kan veje Wikipedia op imod, og ej heller skal det være et forsøg på at skrive encyklopædigenrens udviklingshistorie for så at vurdere hvordan Wikipedia forholder sig til og har indflydelse på denne historie[24]. Vi vil forsøge at karakterisere Wikipedia som social handlen og dermed som genre. Det bedste udgangspunkt for en operationalisering af genreteori på den måde finder vi hos Miller selv og en kollega i artiklen ”Blogging as Social Action: A Genre Analysis of the Weblog” (Miller & Shepherd 2004).

For Miller er det mest grundlæggende element ved en genre som bekendt et socialt motiv som gentagne gange fører til sammenlignelige retoriske handlinger. Miller og Shepherd når frem til at webloggenrens bærende sociale motiv dels udgøres af et tidløst retorisk exigence som handler om menneskers behov for ”self-expression and community development” (2004); dels binder det sociale motiv sig til teknologiske muligheder og tidligere genrer; og nok mest væsentligt er det sociale motiv afhængigt af den kulturelle situation i perioden hvor webloggen vinder frem – det de kalder genrens kairos[25].

Miller og Shepherd beskriver tiden omkring bloggens opståen i 1990’erne – genrens kairos – som en tid med nogle helt karakteristiske kulturelle strømninger som især handler om at der bliver rusket op i skellene mellem offentligt, privat og personligt. Som tegn på disse strømninger taler de om reality-tv-fænomenet og om hvordan det bliver symptomatisk for hele mediebilledet. Et godt eksempel er affæren omkring Bill Clinton og Monica Lewinsky: ”American culture became obsessed with both making celebrities into regular people (as with Clinton) and making regular people into celebrities (as with Lewinsky), a trend that has been called the ’democratization of celebrity’” (2004). Mere abstrakt karakteriserer de dette kulturelle øjeblik som båret af en generel fascination af en blanding af medieret voyeurisme og medieret exhibitionisme.

Ved siden af disse kulturelle træk ligger også forskellige tidligere (men ikke af den grund døde) genrer til grund for bloggen. Her peger Miller og Shepherd på en række forskellige kendte genrer som på forskellig vis udgør elementer af det man kender som en blog: dagbogen, nyhedsklip-servicen, hjemmesiden, læserbrevet og skibslogbogen blandt andre. Samtidig er det et væsentligt element at den teknologiske udvikling af blogging-software netop har gjort det muligt at fusionere disse tidligere genrer.

Det er altså i samspillet mellem et tidløst retorisk exigence, nogle bestemte kulturelle mønstre, forskellige forudgående genrer og en teknologisk udvikling at der former sig et socialt motiv som inviterer til en bestemt social handlen – til bloggen som genre. Vi mener at dette er et godt eksempel på hvordan teorien om genre som social handlen kan operationaliseres til analyse af den virkelige verdens sproglige handlinger. Dog har vi den anke til Miller og Shepherds genrekritik af bloggen at hele idéen om et retorisk fællesskab som kulturel basis for en genre ikke behandles eksplicit. Fællesskabsdannelse anføres ganske rammende som et centralt element i bloggens sociale motiv, men som vi tolker det, skal fællesskab her rettere forstås i mere konventionel, sociologisk forstand; et taksonomisk fællesskab som i høj grad bygger på en form for ligesindethed, og som er sammenlignelig med det Castells beskriver ved at tale om den virtuelle fællesskabskultur. Det ligner ikke et retorisk fællesskab som Miller beskriver som en mere abstrakt konstruktion og kulturel basis for genre. Derfor vil vi her også se lidt nærmere på hvordan Millers idé om retoriske fællesskaber kan operationaliseres.

Som med Millers genrebegreb er der ingen nemme anvisninger på hvordan begrebet om et retorisk fællesskab kan operationaliseres til analyse og kritik. Den mest praktiske brug finder vi i den artikel hvor Miller introducerer begrebet retorisk fællesskab, en artikel der er opbygget omkring et konkret, historisk eksempel: polis, den antikke græske bystat som retorisk fællesskab (1993a). Miller gennemgår hvordan forskellige fællesskabsopfattelser i antikkens Athen som polis skaber forskellige muligheder for reel demokratisk og retorisk handlen. De tre hun gennemgår, er en sofistisk, en platonisk og en aristotelisk opfattelse af polis.

Den sofistiske polis-opfattelse baserer hun især på Protagoras’ lære om at retorik og politik er uadskillelige størrelser som alle borgere skal uddannes i – de udgør en civic virtue (p. 220). I denne polis-opfattelse er især tre protagoræiske doktriner relevante, hans homo-mensura-sætning om at mennesket er altings målestok, idéen om at der i alle sager vil være modsatrettede argumenter, og den kontroversielle sofistiske læresætning om at det dårlige argument kan komme til at se ud som det bedre. Platons opfattelse af polis er noget anderledes. Her skal politik og retorik for alt i verden holdes adskilt. Det handler om at statskunst skal beherskes af nogle få herskere i modsætning til det større fællesskab. Retorik ses som et redskab som også kun disse herskere bør have adgang til for at udbrede sandheden – derved bliver retorik reelt set propaganda. Den aristoteliske polis-opfattelse ligger et sted imellem den sofistiske og den platoniske. Der lægges vægt på fællesskabets deltagelse, men også på klare, fastlagte hierarkier.

Millers vurdering af disse forskellige opfattelser af Athen som polis er at den sofistiske opfattelse bedst inddrager en fællesskabsopfattelse der er retorisk frugtbar. Modsat de andre kan den sofistiske polis ses som et retorisk fællesskab, et fællesskab som ikke står i modsætning til individet som det eksempelvis ville gøre i det platoniske syn på polis, men rettere et pluralistisk fællesskab hvor individ og fællesskab gensidigt skaber hinanden. Ikke en modernistisk pluralisme hvor individ og fællesskab er adskillelige størrelser, men rettere en postmoderne pluralisme. Altså analyserer Miller sig frem til den sofistiske polis som en slags postmoderne retorisk fællesskabskonstruktion sådan som vi ovenfor har omtalt det retoriske fællesskab (1993a p. 237; 1993b p. 89). Vi anser den sofistik hun baserer det retoriske fællesskab på, for at være identisk med den Conley beskriver som protagoræisk – som vi var inde på i indledningen.

I ”The Polis as Rhetorical Community” kobler Miller ikke idéen om et retorisk fællesskab direkte til sin genreteori. Det sker først senere i det ovenfor omtalte antologibidrag ”Rhetorical Community: The Cultural Basis of Genre”, hvor koblingen dog laves meget abstrakt og uden nogen diskussion af en operationalisering af begrebet.

Vi skal forsøge at lade disse tanker om operationalisering af Millers begreber ligge til grund for at undersøge dels hvilket socialt motiv der driver Wikipedia, med Miller og Shepherd (2004) som inspirationskilde, og dels ved at karakterisere hvilket retorisk fællesskab man kan læse i Wikipedia. Vi skal her pointere at der er stor forskel på når vi skriver fællesskab, og når vi skriver retorisk fællesskab. Fællesskab bruges i ordets brede, populære betydning som ifølge Nudansk Ordbog er det at flere personer er fælles om noget bestemt. Når vi skriver retorisk fællesskab, henviser vi til denne helt bestemte analytiske konstruktion som vi har fra Miller. Det er for eksempel vigtigt at skelne mellem et forholdsvis tæt fællesskab omkring de redigerende brugere på Wikipedia og det retoriske fællesskab der eksisterer som abstrakt konstruktion og som kulturelt er grundlæggende for Wikipedia.

Encyklopædiens tre niveauer

Lad os her samle op på de tre niveauer vi har karakteriseret, og se på hvordan disse niveauer danner en model (Figur 7) som med genreniveauet i centrum ligger til grund for vores analytiske perspektiv på Wikipedia.

Figur 7: Encyklopædien på tre forskellige niveauer med korresponderende analyseniveauer i venstre kolonne og motivniveauer i højre kolonne.

På det øverste niveau ligger altså encyklopædien som regulerende idé. Dette er encyklopædien på det mest abstrakte niveau, sådan som Eco beskriver den som et grundlæggende uoverskueligt rhizom. Om end Eco i høj grad tager højde for at folks reelle encyklopædiske viden er afhængig af tid og sted, så må selve den regulerende idé være en idé om noget som er forholdsvis uafhængigt af tid og sted. Analyseniveauet har vi beskrevet som filosofisk og semiotisk. Det handler om hvordan en encyklopædi fungerer som en større idé om hvordan viden fungerer og kommunikeres. Skulle man tale om en form for retorisk analyse eller kritik på dette niveau, kunne hovedfokus ligge på det Miller og Shepherd kalder et tidløst retorisk exigence (2004) hvilket man også kunne knytte til Burkes idé om universelle retoriske situationer (Burke 1950 p. 146, jf. Miller 1998 p. 134), her med en slags encyklopædiens universelle retoriske situation og tidløse exigence[26]. Man kan dermed også sige at hovedfokus er overtekstuelt og oversubjektivt om end det filosofiske og semiotiske udgangspunkt i et vist omfang altid vil være tekster.

I figurens centrum ligger genreniveauet. Encyklopædien på dette niveau er i høj grad båret oppe af encyklopædien som regulerende idé, men den er i højere grad bundet til tid og sted og til de konkrete praksisser hvormed der skabes encyklopædier. Der vil altid sideløbende og til forskellige tider være flere forskellige genrer som løbende ændrer sig. Ligeledes vil forskellige encyklopædigenrer spænde over et vist stykke af den akse der løber lodret i modellen mellem abstrakt/tidløst og konkret/situationsbundet. Man kan f.eks. se den trykte encyklopædi, nationalencyklopædien eller internetencyklopædien som forskellige encyklopædigenrer – og vi mener altså det er analytisk frugtbart at se Wikipedia som genre. Det bærende ved en encyklopædi som genre er et socialt motiv som fungerer i kraft af en fælles konstruktion af et retorisk fællesskab, og som danner grundlag for sammenlignelige og reproducerbare ytringer af lignende form. Vi ser analyseniveauet som funktionelt og kritisk. Genrer er sproglige processer med konkrete funktioner, og genrekritik handler om at analysere og vurdere hvordan og hvor vellykket disse processer fungerer. Skal man tale om et hovedfokus, er det som udgangspunkt intertekstuelt og intersubjektivt – det handler om hvordan aktører og tekster interagerer omkring forskellige manifestationer af encyklopædien som socialt motiv.

I bunden af modellen har vi encyklopædien som retorisk artefakt. På dette niveau finder man konkrete encyklopædiprojekter gennem tiden, jf. eksemplerne vi nævnte ovenfor. Skal man tale om et analyseniveau, kunne man kalde det historisk/deskriptivt forstået på den måde at det handler om at beskrive en konkret ytring (altså en encyklopædi som jo nok må siges at være en forholdsvis omsiggribende ytring) på et bestemt tidspunkt. Og man kan sige at man i høj grad befinder sig på tekst- eller subjektniveau. Udgangspunktet for retorisk analyse kunne være på et niveau der ligner Bitzers med et forholdsvis håndgribeligt påtrængende problem eller hvad man med inspiration fra Burke (og ikke uden parallel til Vatz) kunne kalde et idiosynkratisk motiv.

Vores model har ligheder med, og er da også i høj grad inspireret af det skema som Miller opstiller hvor hun sætter genre ind i et betydningshierarki med ni niveauer hvor genre ligger lige over midten (1998 p. 135)[27]. Man kan sige at vores model på den ene side er en forsimpling af Millers betydningshierarki, et forsøg på at komprimere hendes ni til tre niveauer. Samtidig er den et forsøg på at konkretisere, dels med udgangspunkt i encyklopædien frem for bare at være generel, dels ved at koble niveauerne til analyse- og metodetekniske forhold for at anskueliggøre hvor og hvordan vores genreanalyse ligger i forhold til andre (retoriske) analyseformer. Vi har udarbejdet modellen med udgangspunkt i encyklopædien fordi det virkede som det mest frugtbare i forhold til formålet med specialet, men den kan også ses som et mere generelt udtryk for hvordan vores Miller-inspirerede udgangspunkt for retorisk genrekritik kan opstilles.

Størstedelen af retorisk analyse og kritik foregår som vi ser det, på artefaktniveauet i modellen, og at vi har kaldt det niveau for historisk/deskriptivt skal ikke forstås som en modsætning til at der udøves normativ retorisk kritik. Som regel vil der være tale om en normativ vurdering af et konkret retorisk artefakt i forhold til en beskrivelse af artefaktet i sin konkrete historiske situation. Det kunne uden tvivl også være spændende at se på Wikipedia i forhold til en mere konkret kvalitetsvurdering af fx nogle udvalgte artikler – en analyse af Wikipedia på artefaktniveau. Men med det genresyn vi med hjælp fra Miller har skitseret, finder vi det både interessant og meningsfuldt at se på hvordan Wikipedia som genre kontinuerligt skabes gennem hvad der foregår mellem det nederste og det øverste niveau; mellem det konkrete artefakt og den abstrakte idé. Wikipedia er et så forholdsvis særegent forsøg på en encyklopædi at vi synes det giver mening også at se på Wikipedia som en genre for sig[28]. På lignende vis kunne man også argumentere for at Encyclopædia Britannica som fænomen gennem forskellige tider kan ses mere på genreplan – mens den nævnte 1911-udgave på boghylden i sig selv befinder sig på artefaktniveau.

Wikipedia som genre

Med vores model for øje ser vi her på det som ligger mellem det abstrakte idéniveau og det konkrete artefaktniveau: hvordan Wikipedia kan fungere som genre mellem den regulerende idé og det konkrete artefakt, og hvordan og hvor godt denne genre formes og genformes. Vi vil karakterisere det sociale motiv der er drivkraft i Wikipedia, og vi vil se nærmere på hvilket retorisk fællesskab der udgør den kulturelle basis for Wikipedia som genre.

Det sociale motiv er en komplekst sammensat størrelse som kredser om den centrale del af vores encyklopædimodel, men som i allerhøjeste grad også præges af de andre niveauer. Alle niveauer bidrager altså med essentielle elementer til Wikipedias sociale motiv. Hvis vores mål var at bestemme den trykte encyklopædi som genre, kunne vi givetvis analysere os frem til belæg for en påstand om at det logisk opbyggede katalog på listeform, bogtrykkerkunsten, oplysningstidens kultur og noget der ligner det vi kalder encyklopædiens tidløse exigence, tilsammen har dannet de konstituerende elementer af et socialt motiv der har drevet den trykte encyklopædi som genre med Encyclopædia Britannica som et af de mest fremtrædende eksempler. Vi vil med denne genreanalyse fremsætte en lignende påstand om Wikipedias sociale motiv.

Som nævnt skal vi her lade Miller og Shepherds genreanalyse af webloggen være en slags ledetråd til hvordan vi vil forsøge at analysere os frem til Wikipedias sociale motiv. Vi starter med at se på elementer i Wikipedia som kan spores i tidligere konkrete genrer, og går derefter videre med mere tidløse, abstrakte og mere tidsspecifikke, kulturelle elementer af Wikipedias sociale motiv hvilket man kan se som kræfter der bevæger sig nedefra og op i forhold til modellen. Herefter vil vi kigge nærmere på Wikipedias retoriske fællesskab og reflektere over hvordan og hvor godt Wikipedia fungerer som genre i dette fællesskab.

Forudgående genrer

Der er flere tidligere genrer på spil i Wikipedia som er med til at præge Wikipedias eget sociale motiv. Mest oplagt er selvfølgelig de to som også afspejles i navnet: wikien og encyklopædien. Sidstnævnte har vi allerede været lidt inde på; encyklopædigenren historisk er utvivlsomt væsentlig i forhold til Wikipedia, og Wikipedia bygger på mange elementer fra tidligere encyklopædier og idéer om dem.

Vi har ligeledes været inde på hvad der generelt er karakteristisk ved en wiki. Den kan opfattes som et supplement til encyklopædien som overordnet genre, og mange af de forudgående genrer vi vil komme ind på her, knytter sig især til wikiformatet og hvordan det er med til at forme encyklopædien Wikipedia.

En genre vi ser som en betydelig inspiration, er webloggen. Man kan med rette påpege at weblogfænomenet og Wikipedia er blevet populariseret sideløbende, men blogging er startet før, båret af nogle idéer der også har vundet ind på Wikipedia. Det handler eksempelvis om idéen om permanente links som er et kerneelement i webloggen for at gøre linkaktivitet mellem forskellige indlæg på forskellige weblogs nemmere. Sammenhængende hermed er idéen om at registrere alle ændringer og gøre opmærksom på dem. Mange bloggere der bliver gjort opmærksom på at de har skrevet noget forkert, sætter simpelthen en streg over det så man stadig kan se hvad der har stået, men at det er en fejl. På Wikipedia gøres det på den måde at alle ældre versioner af alle artikler ligger gemt og tilgængelige for alle i artiklernes historik. Hvis man vil sikre sig at kunne vende tilbage til den præcise ordlyd af det man læser, uanset om der siden er blevet redigeret i det, så kan man lave et permalink til hvordan artiklen ser ud på et givet tidspunkt[29]. Et andet element som i høj grad er blevet udviklet sammen med blogging-fænomenet, og som netop er blevet indført på Wikipedia, er muligheden for at abonnere på såkaldte feeds. For blogging betyder det at man et samlet sted i sin egen feed-læser[30] kan følge med i alle opdateringer på et hav af blogs uden at skulle besøge dem alle hver især enkeltvis. For Wikipedia vil det sige at man med en feed-læser kan abonnere på opdateringer af de artikler man har en interesse i, hvilket er nemmere end hvis man skulle holde øje med de enkelte artikler enkeltvis eller hvis man skulle følge ’seneste ændringer’ for alle artikler overhovedet.

En genre der tidligt blev et element på mange websites, var diskussionsforummet. Bag diskussionsfora ligger der som regel en intention som handler om at brugere skal kunne snakke sammen og ikke bare modtage passivt, og om at brugere kan sidde inde med nyttig viden som afsender af traditionelle websites ikke er i stand til at levere. Wikipedia kan i sit hele ses som en afart af et bredt diskussionsforum idet funktionen på lignende vis er tænkt som en slags fællesrum hvor folk mødes for at indsamle og uddele viden. Mere tydeligt træder selve diskussionselementet frem idet hver enkelt artikel har sit eget, mere konventionelle diskussionsforum tilknyttet hvor brugere kan diskutere artiklerne – noget der især er nyttigt i forbindelse med kontroversielle emner.

En tredje genre som Wikipedia kan siges at hente inspiration fra, er den kollaborative tekst mere generelt. For selv om man traditionelt helst har opfattet tekster som havende en håndgribelig afsender af kød og blod – noget vi kommer nærmere ind på i næste kapitel om etoskonstruktion – er det langt fra noget nyt at folk mere eller mindre anonymt bidrager til fælles tekstprodukter (Lowry et al. 2004). Det er for eksempel ikke unormalt at mange medarbejdere i en virksomhed bidrager med forskellige tekstdele til en årsberetning, og ligeledes kan en politikers tale ofte være produkt af en kollaborativ skriveproces med mange involverede selv om den eneste der i sidste ende lægger navn til er politikeren. Der er også blevet fokuseret på styrkerne ved den kollaborative tekstproduktion inden for retorisk skriveforskning, og disse styrker har utvivlsomt haft indflydelse på Wikipedias tilblivelse og popularitet. Fx fremhæver Bruffee (1984) kollaborativ skrivning som det han kalder conversation of mankind, noget der hænger nært sammen med den intention vi nævnte ovenfor i forbindelse med diskussionsfora. Og nok af samme grund er wiki-teknologi også så småt ved at slå igennem i virksomheder og organisationer som et fælles arbejdsrum hvor disse kollaborative tekster kan udarbejdes.

Endelig vil vi fremhæve nyhedssitet som forløber. Mest tydeligt trænger dette igennem på de forskellige sprogversioners forsider hvor der som regel er en nyhedsblok med aktuelle nyheder fra verden med links til Wikipedia-artikler om de emner der omtales. Hele idéen om løbende opdatering ligger centralt for Wikipedia. Ændringer træder i kraft øjeblikkeligt når en bruger redigerer noget. Ikke noget med at det sker eksempelvis en gang i døgnet som det er tilfældet på mange traditionelle websites; det skal ske løbende som man også er vant til det på nyhedssites. Således kan Wikipedias redigerende brugere løbende sidde og holde øje med undersiden ’seneste ændringer’ ligesom mange internetbrugere ofte med et halvt øje følger med på forskellige nyhedssites’ ’seneste nyt’.

Der kan uden tvivl findes andre genrer som har elementer der skinner igennem på Wikipedia; vi mener at vi her har behandlet nogle af de væsentligste. Målet har ikke været udtømmende at gøre rede for hvordan (eller hvorvidt) alle elementer på Wikipedia stammer fra forudgående genrer, men mere at påpege hvordan en genres sociale motiv altid bliver udviklet gennem skelen til hvordan lignende motiver tidligere har konstitueret sig i særegne typer social handlen.

Wikipedias tidløse exigence

I encyklopædien som regulerende idé mener vi at der ligger et tidløst retorisk exigence[31]. Dette tidløse exigence handler om et fælles menneskeligt behov for at forestille sig en fuldstændig viden om verden. Det fælles behov handler også om at være i stand til at lave forbindelser mellem alt der potentielt kunne have nogen form for relation, og det handler om at kunne følge med i verden som den ændrer sig og samtidig i et vist omfang være med til at ændre den. Det er et tidløst exigence som gennem tiderne har været med til at sætte gang i encyklopædiprojekter, forskellige forsøg på at skabe en form for repræsentation af denne uhåndgribelige, rhizomiske idé om encyklopædien, men det har ikke i sig selv været nok. Kulturelle strømninger, teknologiske muligheder og tidligere genrer vil altid fungere i samspil med disse mere tidløse elementer af en genres sociale motiv.

Wikipedias kulturelle kairos

Tidligere i opgaven gav vi en nærmere karakteristik af de kulturelle strømninger der tegner internettets udvikling, og i dette klima finder vi betydelige elementer af Wikipedias sociale motiv. Det handler om tendenser som karakteriserer den omtalte internetkultur som opstår med internettets udvikling i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Som vi var inde på er Wikipedias udvikling nært forbundet med ånden i open source-bevægelsen som især udgøres af den tekno-meritokratiske kultur og hackerkulturen. Projektet er fra starten især blevet drevet frem af folk fra forskningens verden og af computerentusiaster som har kunnet skabe et godt fundament i forhold til både den teknologiske udvikling og en vidensbase som omhandler andet end computerproblematikker. Men når man ser på Wikipedias udbredelse, er det klart at projektet har bredt sig langt ud over de to internetsubkulturer. Vi mener i høj grad at det Castells kalder den virtuelle fællesskabskultur, er blevet en bærende del af Wikipedia. Man kan altså tale om at en sammenblanding af disse tre subkulturer danner en helt grundlæggende del af Wikipedias sociale motiv.

Men hvad med Castells fjerde element – iværksætterkulturen? Det er ganske sigende at Wikipedia kom frem lige efter årtusindskiftet, lige efter it-boblen brast og et utal af storkommercielle computervirksomheder var gået nedenom og hjem. Netop ved at være ikke-kommercielt i en tid hvor mange havde mistet meget, havde Wikipedia givetvis gode kår for at vokse drastisk fra starten – mange var affortryllede af den bristede pengeboble, og et idealistisk projekt som Wikipedia gav mening. Der er klart elementer af iværksætteri i Wikipedia (fx det frie initiativ og den eksplosive vækst), men der er i hele sin grundvold et ikke-kommercielt projekt. Dermed står det i modsætning til den form for iværksætterkultur som uden tvivl har været og er helt essentielt for internettet og WWW som vi kender det i dag, men som altid tager udgangspunkt i økonomisk vækst.

Tiden omkring årtusindskiftet var altså en ganske særlig fase karakteriseret ved et bestemt kulturelt klima omkring internettet. En tid vi her vil argumentere for som genren Wikipedias kairos. Det handler om et opgør med autoritetshierarkier og kommercialicering omkring viden, medier og magt. Stacy Schiff beskriver dette kulturelle udgangspunkt ganske rammende:

Wikipedia is a combination of manifesto and reference work. Peer review, the mainstream media, and government agencies have landed us in a ditch. Not only are we impatient with the authorities but we are in a mood to talk back. Wikipedia offers endless opportunities for self-expression. It is the love child of reading groups and chat rooms, a second home for anyone who has written an Amazon review. (2006)

Lad os her gå nærmere ind i hvordan vi ser at de tre subkulturer tog del i at gribe denne kairos.

For den tekno-meritokratiske kultur er det uden tvivl tanken om effektivt at generere og sprede viden der er et vægtigt motiv. Som vi også var inde på tidligere, har hele internettets udvikling været præget af en kerne af forskere som ser computerteknologi som et middel til at forbedre verden, og et lignende formål ligger uden tvivl og ulmer i Wikipedias sociale motiv. En indvending mod denne kulturs motiv kunne være at merit-aspektet træder i baggrunden på Wikipedia. For tekno-meritokrater handler det jo i høj grad om at dem der yder og skaber noget, skal krediteres for det, men på Wikipedia er der jo som bekendt ingen synlig kreditering når man går ind og læser et opslag. Dog er der helt klart blandt kernen af redigerende brugere mange der lægger mærke til hinandens tilføjelser og rettelser, og på den måde ligger der et aspekt af meritkultur i Wikipedia. Som det udtrykkes i et interview med tre administratorer på Wikipedia, handler det i høj grad også om at mange brugere stræber efter at skrive noget der er så godt at det bliver stående og måske endda bliver anerkendt som featured article (Riehle 2006). Det behøver altså ikke handle om at alle læsere får at vide hvem der har skrevet (hovedparten af) en artikel – bare det at den bliver stående giver en form for merit til dem der har arbejdet på artiklen. En god indikation for denne kulturs centrale plads i Wikipedia er en udbredt tilegnelse af Wikipedia og relaterede projekter blandt mange universitets- og forskningsmiljøer, især med udgangspunkt i de mere tekniske og naturvidenskabelige discipliner, men også i stigende grad hos de mere bløde fag. Det anerkendte tidsskrift Nature er det mest oplagte eksempel. Dels igennem deres førnævnte grundige og meget omtalte sammenligning af Wikipedia med Encyclopædia Britannica som peger på kvaliteter ved begge modeller (Giles 2005), men som i høj grad er endt som et forsvar for Wikipedia efter hårde angreb fra Encyclopædia Britannica[32]. Og dels igennem den måde hvorpå Nature for nylig er begyndt at eksperimentere med en bedømmelse og kommenteren af artikelforslag som i høj grad er inspireret af Wikipedias succes (Nature 2006).

Hos hackerkulturen ligger der helt tydeligt et motiv i hele open source-tanken om at frihed til at dele er den bedste katalysator for at udvikle viden. Det handler om at man med de kræfter man bruger på Wikipedia, er sikker på at de bygger oven på en masse andres bidrag, og at de frit kan komme til nytte videre. Det kan ses som et forholdsvis grundlæggende motiv der handler om at dele. Og væsentligt er selvfølgelig at når det som her drejer sig om viden, sker der ingen devaluering af at flere sidder inde med den samme viden – i modsætning til hvis flere skal deles om en begrænset fysisk mængde (jf. fx Kollock 1999). Nærmere tværtimod. Som en aktiv dansk Wikipedia-administrator sagde da vi interviewede ham om projektet: ”Viden man bare sidder på, den bliver gammel og kedelig” (Pedersen & Due 2006b p. 24). Delemotivet og idéen om at det kommer mange flere mennesker til gode, er væsentlige elementer af det sociale motiv der ligger i Wikipedia som social handlen.

Hvis vi ser på den virtuelle fællesskabskultur, er der også klare motiver som bidrager til Wikipedias sociale motiv. Som nævnt handler denne delekultur meget om værdsættelse af fri og horisontal kommunikation. Dette må siges at være tilfældet med Wikipedia hvor der jo som udgangspunkt ikke skelnes mellem brugere. Alle kan frit læse og skrive hvad de vil, og sige deres mening på diskussionssiderne hvis der er noget de er utilfredse med. Det mest centrale motiv for de virtuelle fællesskaber i forhold til Wikipedia er idéen om at tage del i et netværk på egne præmisser – det Castells kalder self-directed networking. Gennem Wikipedia kan man netop være med til at skabe muligheden for at finde lige det man har brug for, eller selv være med til at skabe det hvis man ikke lige finder det.

Som et gennemgående træk i disse tre subkulturer ser vi også et bidrag til det sociale motiv som skal findes på et mere personligt plan. Både for tekno-meritokraterne, for hackerne og nok især for dem der dyrker de virtuelle fællesskaber, er der helt klart et vægtigt motiv for den enkelte i at man kan være med til at definere den verden man lever i. Her genfinder vi altså en del af webloggens sociale motiv på Wikipedia: at netop den frie adgang til at skrive (self-expression) er en drivkraft i sig selv (Miller & Shepherd 2004). Et motiv der også handler om en tro på at man får det størst mulige udbytte hvis man deltager aktivt.

Dette mere personlige motiv hænger også nøje sammen med det element af Wikipedias sociale motiv der handler om visse teknologiske muligheder. Som vi var inde på i forbindelse med gennemgangen af internettets historie, så er der de seneste år er sket nogle betydelige ændringer på WWW, det vi ovenfor har omtalt som read/write-web. Det handler ikke om at Wikipedia eller andre fænomener i denne udvikling er specielt teknologisk avancerede; snarere tværtimod. Grunden til at man kan tale om at det tidlige 21. århundrede er tidspunktet hvor man ramte det rette sted i den teknologiske udvikling, er at hele forudsætningen for en primitiv teknologi som Wikipedia er at tilstrækkelig mange mennesker er forbundet med internettet på en måde så de finder det stort set lige så naturligt at bidrage med information til som at hente information fra WWW. På den måde er teknologisk udvikling her som altid yderst socialt og kulturelt betinget.

Wikipedia bygger netop på en tanke om at brugerne – i hvert fald en betydelig del af dem – skal finde det ligeså naturligt at skrive som at læse når de benytter Wikipedia. Denne tanke om at kommunikation aldrig er envejs, men mere har karakter af samtale, udgør et væsentligt delmotiv i Wikipedias sociale motiv.

Det sammensatte sociale motiv

Vi har i Wikipedia som i mange andre genrer at gøre med et komplekst sammensat socialt motiv. Der trækkes dels på forudgående genrer som på forskellig vis bidrager til at Wikipedia kan ses som sin egen genre. På et mere abstrakt niveau ligger en form for tidløst exigence i encyklopædien som regulerende idé, et element af genrens sociale motiv der handler om et menneskeligt behov for at forestille sig en fuldstændig viden om verden. Og måske mest essentielt for lige netop Wikipedia som genre er der i tiden hvor projektet er opstået, nogle kulturelle strømninger som er helt grundlæggende for at konstituere et specifikt socialt motiv. Det handler om en tro på at frihed og åbenhed danner grundlag for den bedste udvikling af viden, og om at folk i stigende grad forventer en horisontal kommunikation på nettet hvor man også selv uden videre kan bidrage.

Wikipedias retoriske fællesskab

Lad os endnu en gang slå fast at der med retorisk fællesskab ikke er tale om et fællesskab som er en geografisk, demografisk eller på anden måde håndterlig empirisk størrelse. Det er en retorisk konstruktion som gør hensigtsbestemt kommunikation mulig. Dermed ikke sagt at det ikke kunne være interessant med en mere demografisk, socialvidenskabelig undersøgelse af dem der mere eller mindre aktivt bruger Wikipedia, og hvad de har til fælles. Det skal bare ikke være målet her.

I forhold til vores model kredser vi igen omkring genreniveauet hvor elementer både oppefra og nedefra mødes. Det handler oppefra dels om en abstrakt idé om et fællesskab som noget mere end summen af individer og nedefra om individers konkrete relationer og handlinger i forhold til hinanden. Som vi var inde på i forbindelse med udlægningen af Ecos encyklopædi som regulerende idé, så er denne idé i høj grad baseret på en fællesskabsforestilling, men dog en meget abstrakt forestilling som nærmer sig alle mennesker til alle tider. I den anden ende af skalaen har vi de konkrete brugere af Wikipedia og de fællesskaber der dannes. Eksempelvis er der et relativt lille antal frivillige som reelt skriver langt det meste på Wikipedia. Som grundlæggeren Jimmy Wales udtalte til New York Times: ”’A lot of people think of Wikipedia as being 10 million people, each adding one sentence,’ Mr. Wales said. ’But really the vast majority of work is done by this small core community’” (Hafner 2006). Dette fællesskab af engagerede redigerende brugere er tydeligvis et forholdsvis sammenhængende fællesskab, men det er også et fællesskab i den konventionelle, taksonomiske forstand, og det er kun ét element i Wikipedias retoriske fællesskab.

Vi finder det meget rammende når Miller taler om det retoriske fællesskab som en kulturel base for genre (1994). Det kan umiddelbart virke som et oxymoron: anses kultur ikke som regel som noget forholdsvis abstrakt? Er kultur ikke netop (i marxistisk terminologi) en overbygning på en samfundsmæssig base? Den rammende pointe som vi ser i at kalde det en kulturel base, er at det ikke er noget der kommer enten nedefra (base) eller oppefra (kultur), men noget der hele tiden foregår i et samspil mellem de to retninger. Ikke en statisk base, men en dynamisk kulturel base.

En del af Wikipedias retoriske fællesskab ligger i selve potentialet i at alle kan være med til at skrive og rette. Det anerkendes at folk er forskellige og har yderst forskellige udgangspunkter og standpunkter, og dette danner grundlag for et fællesskab med både sammenhængskraft og opsplittende elementer. Fællesskabet bæres i høj grad oppe af idéen om at man gennem mange forskellige forsøg på neutrale vinkler rent faktisk kan nå til en vinkel som er neutral og repræsentativ[33].

Det retoriske fællesskab omkring Wikipedia indeholder den omtalte kerne af redigerende brugere som er karakteriseret ved stor sammenhængskraft, men det indeholder også de mere forstyrrende og opsplittende kræfter (dem Miller med Bakhtins ord kalder centrifugale), eksempelvis de individer der som udgangspunkt slet ikke tror på hele grundlaget og måske kritiserer det højlydt, og dem der ligefrem udøver vandalisme på opslag, et fænomen der naturligvis på ingen måde sættes pris på blandt wikipedianere, men som dog anerkendes som noget der altid vil være en del af et encyklopædiprojekt med dette format og med denne brede fællesskabsforståelse. Som Wales pointerer i et andet interview, skal man altid på Wikipedia være opmærksom på ”at der er en reel risiko for, at artiklen for et øjeblik siden er blevet redigeret til det værste nonsens” (Pass 2005 p. 20).

Vi finder at denne brede, pluralistiske konstruktion af et retorisk fællesskab der på samme tid anerkender, afhænger af og kæmper imod opsplittende kræfter, ligger til grund for det komplekse sociale motiv vi har karakteriseret som Wikipedias drivkraft som genre. Samtidig er netop dette retoriske fællesskab med til at skabe en bestemt form for tillid som er helt essentiel for et projekt som Wikipedia hvis ikke for retorik overhovedet – en tillid vi også kommer nærmere ind på i næste kapitel.

Wikipedias retoriske fællesskab er en svær størrelse at få analytisk greb om. Vi antydede i indledningen til vores genreanalyse hvordan man kunne forestille sig at lave en lignende analyse af det sociale motiv som driver den trykte encyklopædi som genre. Spørgsmålet er om man også i det tilfælde ville kunne analysere sig frem til et lignende retorisk fællesskab som kulturel basis for den genre. Det mener vi ikke man kan. Vi vil derfor forsøge at skabe lidt mere klarhed ved at kontrastere denne fællesskabsopfattelse med den opfattelse af fællesskab som overordnet kan læses i den trykte encyklopædi som genre. Her er vi igen tydeligt inspireret af Millers egen operationalisering; hvordan hun forsøger at anskueliggøre det retoriske fællesskab i den græske polis ved at kontrastere den sofistiske med de platoniske og aristoteliske opfattelser af fællesskab (1993a). Wikipedias retoriske fællesskab ligner som nævnt i høj grad den tanke der ligger til grund for den sofistiske polis. Individet står her ikke i modsætning til fællesskabet, men involverede individer og det konstruerede retoriske fællesskab skaber gensidigt hinanden gennem Wikipedia som proces. Modsat skinner der igennem den trykte encyklopædi i høj grad en tanke om at det skal skabes af en nøje afgrænset række individer som i høj grad står i modsætning til fællesskabet. Sat lidt på spidsen kan man her ane den holdning at retorik ikke skal indgå i processen med at skabe encyklopædien; retorik er rettere et redskab som en lærd elite kan benytte sig af for at videreformidle encyklopædiens viden. På den måde kan man argumentere for at den arketypiske trykte encyklopædi afspejler et platonisk syn på fællesskab og på retorik; at encyklopædien i den form altså hverken er et særlig socialt eller retorisk projekt. Wikipedia står snarere for et sofistisk retorisk fællesskab hvor individ og fællesskab gensidigt skaber hinanden og hvor retorik og skabelsen af viden er uadskillelige.

Opsummering

Vi har i dette kapitel argumenteret for hvordan Wikipedia konstituerer en vellykket genre, og det har vi gjort ved at anlægge et genreperspektiv som yder Millers teori om genre som social handlen retfærdighed. Som hjælp til at anlægge dette perspektiv har vi opstillet en model med tre forskellige niveauer man kan anskue encyklopædien ud fra, en model hvor genreperspektivet ligger i centrum og trækker på de andre niveauer. Vi har fundet frem til at man kan se Wikipedia som social handlen båret af et komplekst sammensat socialt motiv. Et motiv der på den ene side trækker på elementer fra tidligere genrer, og på den anden side er inspireret af encyklopædien som regulerende idé; en helt bestemt encyklopædisk semantik som vi med hjælp fra Eco har karakteriseret som et tidløst retorisk exigence. Mest væsentligt lever dette sociale motiv i kraft af nogle bestemte kulturelle strømninger omkring internettet og de muligheder der lå omkring det i begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Det er et socialt motiv som konstitueres i en kompleks sammenblanding af altruistiske motiver for vidensdeling, motiver om fælles udvikling af viden, motiver om at hver enkelt kan være med til at præge verden og også personlige motiver om let adgang til en omfattende vidensbase. Dette komplekse sociale motiv har vist sig tilstrækkeligt til at folk verden over fra dag til dag og år til år på lignende vis og i stigende grad har engageret sig i at skrive denne i sin helhed uhåndterlige videnssamling som virker forbløffende godt og er til stor nytte for mange.

Som kulturel basis for denne proces ligger en helt bestemt forestilling om et retorisk fællesskab som omgiver Wikipedia, et retorisk fællesskab som hele tiden skabes og genskabes i et komplekst spil mellem individet og de uendeligt mange, og som holdes dynamisk af både sammenholdende og opsplittende kræfter. Det er det retoriske fællesskab der er med til at gøre Wikipedia til et sofistisk-retorisk fænomen forstået på den måde at det er en konstant afvejning af begrundelser for i fællesskab at skabe viden i og om en omskiftelig verden. Man kan sige at det retoriske fællesskab udtrykker en tro på at det er begrundede fortolkninger der skal skabe sammenhænge, ikke forudbestemte hierarkier. På den måde mener vi at Wikipedia udgør en fælles, retorisk, unik og reproducérbar social handlen. Kort sagt: en retorisk genre. Og vi vurderer at Wikipedia udgør en vellykket konstituering af en genre med en samfundsmæssigt frugtbar social funktion.

6. Etoskonstruktion på Wikipedia

Formålet med dette kapitel er at diskutere hvordan Wikipedias principper danner grundlag for at brugerne har tiltro til artiklerne. Hvilke faktorer påvirker den etos som læserne tillægger Wikipedia? Bliver artiklerne for subjektive når alle kan redigere dem – eller kan man omvendt overhovedet være objektiv? Vi vil hævde at Wikipedia placerer sig et fornuftigt sted mellem det uundgåeligt subjektive og det uopnåeligt objektive. Desuden vil vi argumentere for at manglen på en entydig afsender på Wikipedia ikke nødvendigvis gør troværdigheden mindre. Forestillingen om at en universel afsender – en sammensætning af alle fornuftige mennesker – er forfatter til en encyklopædiartikel, kan måske være endnu mere tillidsvækkende end en enkelt navngiven skribent.

Wikipedia som upålidelig kilde

Som nævnt i dette speciales indledning er Wikipedias pålidelighed omdiskuteret fordi hvem som helst kan rette i hvad som helst. Her vil vi kort uddybe denne skepsis; ikke for at tage stilling til samtlige kritikpunkter, men for at kvalificere at vi finder det relevant at gå i dybden med en undersøgelse af hvordan Wikipedia skaber etos. Overordnet set samler kritikken af Wikipedia sig omkring fire problemstillinger der går på såvel artiklernes kvalitet og sandhedsværdi som på brugernes mulighed for at vurdere disse.

Den første problemstilling handler om selve kvaliteten af Wikipedias artikler. I en af Wikipedias egne artikler om denne kritik formuleres det ganske rammende:

Many critics of Wikipedia – as well as many within the Wikipedia community – have observed that the quality of articles varies widely, even when controversial topics are excluded from the discussion. Some articles are excellent by any reasonable measure – authored and edited by persons knowledgeable in the field, containing numerous useful and relevant references, and written in a proper encyclopedic style. However, there are many articles on Wikipedia which are amateurish, unauthoritative, and even incorrect, making it difficult for a reader unfamiliar with the subject matter to know which articles are correct and which are not. (”Criticism of Wikipedia”).

For det andet er der en mere abstrakt problemstilling omkring subjektivisme og objektivisme. På den ene side kritiseres Wikipedia – trods et erklæret mål om NPOV som skal hindre at artiklerne præges af de enkelte redigerende brugeres holdninger til det emne de skriver om – for at indholdet er for subjektivt idet enhver forsøger at fremme sit eget synspunkt. På den anden side stilles der spørgsmålstegn ved NPOV-politikken med henvisning til at man aldrig vil kunne være neutral og objektiv. Disse problemstillinger vender vi tilbage til senere.

Det tredje hovedproblem er at internettets ofte selvrefererende karakter opfattes som et problem for Wikipedias troværdighed. Mange tvivlsspørgsmål afklares ved søgninger på WWW – et ifølge kritikerne relativt lukket system hvor der er en tendens til at urigtige oplysninger spredes for let og bekræftes alene ved deres kvantitative udbredelse. Dette problem karakteriserer Barbara Warnick som gældende for WWW generelt:

A […] problem with credibility assessment arises from the circularity of the process by which we make credibility judgments when we are on the Web. Users often corroborate what they find on a site by consulting other resources in the networked system. We discover a useful source and then use a search engine to find out more about its affiliations. We see a virus warning and then navigate to another site or sites to learn more about it. (Warnick 2004)

Endelig går en del af kritikken på en genreforvirring; Wikipedia læses i for høj grad som en autoritativ og statisk encyklopædi. Det vil sige at brugere der ikke er bekendt med wiki-konceptet og artiklernes tilblivelse, kan frygtes at forholde sig helt ukritisk til de oplysninger de finder frem. Dette problem har især fået opmærksomhed inden for uddannelsessystemet hvor elevers genrekendskab ikke er stort nok til at de kan tage højde for usikkerheden ved at bruge Wikipedia som kilde[34].

Pålidelighed og troværdighed

Hvordan forholder vi os så til denne skepsis? Først og fremmest vil vi vælge at fokusere på troværdighed frem for pålidelighed – to begreber som begge handler om hvorvidt man kan have tiltro til en ytring. Vi definerer stipulativt pålidelighed som en primært immanent kvalitet; noget som man forestiller sig ligger i teksten og er uafhængigt af et eventuelt publikum[35]. Troværdighed ser vi derimod som en egenskab der selvfølgelig er helt afhængig af pålideligheden, men som i højere grad flytter fokus til modtagerens opfattelse af teksten og modtagerens mulighed for at vise teksten tillid[36]. På den måde bliver troværdighed principielt uafhængig af ytringens sandhedsværdi og skal snarere ses som en slags ’pålidelighedspotentiale’ der kan realiseres i en modtager.

Her må vi for en god ordens skyld fastslå at vores fokus på troværdighed frem for pålidelighed ikke skal tages som et udtryk for at manipulation eller løgn (altså upålidelighed) dermed er i orden, hvis blot teksten overtaler læseren effektivt (troværdigt) nok. Pålidelighed er jo netop uadskillelig fra troværdighed, og vores valg bygger snarere på antagelsen om at denne pålidelighed rent faktisk er til stede i betragtelig grad – og vores analyse af etoskonstruktion på Wikipedia handler derfor i højere grad om hvordan troværdigheden skabes, end om hvorvidt den overhovedet eksisterer.

Havde vi valgt at undersøge Wikipedias pålidelighed, ville vi kunne svare meget konkret på den refererede kritik ved at se på selve artefaktets kvalitet og pålidelighed fra en retorisk synsvinkel. Vi kunne fx have sat os for at undersøge et antal artikler ud fra et mål om repræsentativitet og/eller tilfældighed med henblik på en analyse og vurdering af deres kvalitet som encyklopædiartikler. En sådan analyse kunne omfatte en situations- og genrebestemmelse, en stilistisk undersøgelse af sprogets formålstjenstlighed, en vurdering af hvad artiklerne indeholder eller burde indeholde, et forsøg på at bedømme deres sandhedsværdi – og så videre.

En pålidelighedsanalyse kunne være interessant at lave, især fordi vi i vores litteratursøgning ikke er stødt på en sådan nærlæsning af Wikipedia-artikler. Det nærmeste man kommer, er som nævnt den noget mere kvantitative undersøgelse lavet af det naturvidenskabelige tidsskrift Nature hvor man bad en række forskere sammenligne kvaliteten i en række naturvidenskabelige artikler i henholdsvis Wikipedia og Encyclopædia Britannica.

Men vi har valgt ikke at lægge vægten på en analyse på artefaktniveu. Som vi har vist i det foregående kapitel om Wikipedia som genre, er der tale om et uendeligt netværk af elementer der er i konstant forandring, og derfor finder vi det mere interessant at se på selve strukturen og de rammer der skabes for troværdighed i et projekt som Wikipedia. Det vi finder interessant, er de processer og mekanismer der holder Wikipedia i gang og danner grundlag for at der skabes etos i situationen. Når vi vælger i højere grad at undersøge troværdigheden end pålideligheden, betyder det at vi vil fokusere på det potentiale der ligger i strukturerne og processerne, snarere end kvaliteten og pålideligheden af et øjebliksbillede af Wikipedia som ét overordnet fænomen. I specialets perspektivering vil vi så diskutere hvordan man kunne styrke denne etosproces over hele linjen, og hvordan man kan gøre det nemmere for modtageren at vurdere pålideligheden af en artikel.

På et helt umiddelbart niveau skabes en del af denne pålidelighed og troværdighed gennem de uformelle kontrolinstanser vi har beskrevet ovenfor i kapitlet om Wikipedias funktionalitet: den øjeblikkelige kontrol fra listen over seneste ændringer, den fokuserede (men sjældnere) kontrol fra brugernes overvågningslister og endelig den omfattende, løbende og i princippet uendelige kontrol fra læsere af artiklerne. Kontrollen ændrer ikke på at hvem som helst kan skrive hvad som helst, men den ændrer til dels på forestillingen om at fejl eller tekst af dårlig kvalitet får lov at blive stående. Men også denne kontrol udføres for så vidt af ’hvem som helst’. Og det er denne ’hvem som helst’ vi vil se nærmere på senere i dette kapitel. Men først vil vi tage specifikt stilling til den anden problemstilling vi nævnte ovenfor – de modsatrettede objektivisme- og subjektivismekritikker – fordi dette er en mere generel og strukturel problematik i forhold til læserens etosbedømmelse.

Paradoksal objektivisme eller ren subjektivisme?

Wikipedia repræsenterer på den ene side en fælles, social konstruktion af viden, mens det på den anden side også bæres oppe af en stræben efter objektivitet – af neutral videregivelse af viden om verden.

Med udgangspunkt i webmediets vilkår og Wikipedia-projektets brede og flade idégrundlag har vi valgt at give vores behandling af emnet et postmoderne og socialkonstruktionistisk tilsnit. Men der synes dog at opstå en konflikt mellem dette postmoderne, konstruktionistiske verdenssyn og så nogle af de eksplicitte målsætninger der ligger i Wikipedia som mere virker præget af en moderne, objektivistisk oplysningsfilosofi. Vi skal forsøge at give et bud på hvordan det kan hænge sammen.

Til at belyse denne problematik vil vi bruge en del af George Lakoff og Mark Johnsons kognitive lingvistik hvor de fremstiller en konflikt mellem myterne om objektivisme og subjektivisme. Men lad os først beskrive problematikken i forhold til Wikipedia lidt nærmere.

Det handler om hvordan Wikipedia kan siges at vedkende sig et ideal om objektivitet, noget der især kan findes i beskrivelsen af de tre mest grundlæggende politikker for artiklers indhold. For det første politikken der kaldes Neutral Point of View eller NPOV om at artikler skal skrives fra et neutralt synspunkt (”Neutral point of view”). For det andet politikken Verifiability som dikterer at alle oplysninger på Wikipedia skal være at finde hos pålidelige kilder (”Verifiability”). Og for det tredje politikken No original research som hænger nært sammen med den anden: Wikipedia skal ikke være et forum for original forskning, men et rum hvor dokumenterede og publicerede forskningsresultater kan refereres (”No original research”).

Den af de tre der har været genstand for mest diskussion, er NPOV-politikken. Det er også den mest centrale idet de to andre kan siges at være forudsætninger for den neutralitet der ligger i NPOV. Derfor lader vi Wikipedias neutralitetsbegreb og NPOV-politikken være omdrejningspunkt for vores forsøg på at sætte Wikipedia i perspektiv i forhold til objektivisme og subjektivisme.

Tanken der ligger bag politikkerne, er at man skal tilstræbe at repræsentere alle emner objektivt ved at vægte forskellige, dokumenterede synspunkter ligeligt og undlade at lade sit eget synspunkt skinne igennem når man bidrager til artikler. Desuden ligger der også en accept af den viden som er dokumenteret gennem eksisterende vidensinstitutioner, er den bedste eller mest sande. Det kan være svært for en postmodernist at acceptere den måde at læne sig op ad en eksisterende kanon af viden på.

Her ligner Wikipedias udgangspunkt et syn på videnskabelig objektivisme som især blev herskende med oplysningstiden; tanken om at videnskab kan være værdineutral og finde frem til objektiv, sand viden om verden. Det er et ideal om objektivitet som videnskabsteoretisk og -historisk især har levet videre i positivismen og i det moderne projekt. Wikipedia har et klart og udtalt formål om at gøre verden til et bedre og mere lige sted for alle mennesker[37]. Det kan minde om oplysningstidens projekt om at gøre op med enevældige magtcentre og i stedet have folkestyre baseret på basale menneskerettigheder og oplysning til alle baseret på en stræben efter at afdække en objektiv sandhed og en tro på fremskridt.

Performative kritikker

Kritikken af at Wikipedia vedkender sig en falsk tro på en objektiv sandhed, skal især findes i mere ekstreme postmodernistiske og dekonstruktivistiske syn på verden og viden, og den kredser især om NPOV som en umulighed. Et neutralt synspunkt er simpelthen en utopi; enhver ytring vil altid være præget af den talendes udgangspunkt, og derfor er det falsk varebetegnelse at et af de mest grundlæggende elementer af Wikipedia er politikken NPOV.

Disse kritikker er vi ikke stødt på i forskningstidsskrifter eller i de mest gængse nyhedsmedier. Det er mere synspunkter som dukker op i diskussioner i blogosfæren, i metasnak på Wikipedia, og mest illustrativt kommer de til udtryk i hvad vi vil kalde performative kontraprojekter til Wikipedia – webprojekter der grundlæggende er en form for kommentar til Wikipedia. Der findes adskillige af dem; vi vil her trække to eksempler frem som på forskellig vis er interessante og sigende[38].

Et projekt der kan ses som en performativ kommentar på Wikipedia, hedder AntiWikipedia og har mottoet ”please help us end history” (AntiWikipedia 2006a). Der er en smule forklaring at finde i sitets FAQ: det udtalte formål er at skabe en base for al den viden som Wikipedia aldrig vil kunne rumme ved at gøre al viden og teknologi til ren open source, og det skal søges opnået efter devisen: ”There are no rules, no supervision, no authority, no policies, and no alphabetical order” (AntiWikipedia 2006b). Sitet fremstår som en wiki med en uendelig og uoverskuelig samling undersider om alt mellem himmel og jord. Således kan det ses som en performativ kritik: Wikipedias mange uformelle regler og de ovennævnte politikker dømmes som noget der skaber en falsk tro på en objektiv sandhed og modarbejder den frie skabelse af viden.

Et mindre destruktivt kritisk projekt er Wikinfo (Wikinfo 2006a), et encyklopædiprojekt som åbent vedkender sig at være inspireret af Wikipedia[39], men som forsøger at adskille sig fordi Wikipedias redigeringspolitik anses som fundamentalt problematisk. Det kredser især om NPOV-princippet der anses som en umulighed og som noget der fører til uhensigtsmæssige redigeringskrige på Wikipedia fordi idealet er at alle emner har en hovedartikel hvor forskellige synspunkter repræsenteres for tilsammen at udgøre et neutralt synspunkt. På Wikinfo tror man ikke på denne neutralitet; der plæderes i stedet for at folk indtager et sympathetic point of view, og brugere opfordres til at oprette flere artikler med forskellige synspunkter på de samme emner. I beskrivelsen af SPOV hedder det: ”Sympathetic point of view is a way of encouraging a pluralism of content, rather than limiting content to an unattainable encyclopedic goal” (Wikinfo 2006b). NPOV på Wikipedia ses altså som en uopnåelig utopi og derfor en grundlæggende begrænsning på Wikipedia som man kommer udover ved i stedet at opfordre til adskillige SPOV’er. Denne kritik af Wikipedia kan ses som performativ ved at være et forsøg på aktivt at skabe et alternativ frem for bare at kritisere Wikipedia.

Subjektivismens eller objektivismens myte?

Lad os her skele til Lakoff og Johnson som i deres kognitive lingvistik taler om objektivisme og subjektivisme som komplementære myter hvor vestlig kultur og videnskabelig tradition hovedsageligt baserer sig på myten om objektivisme i modsætning til subjektivisme (1980 p. 185ff). Objektivismemyten bygger på en tro på den objektive sandhed som er uafhængig af menneskelig forståelse. Det handler om at sætte de rette ord på verden, og kommunikation handler ideelt set om udveksling af rene betydninger. Med denne tro på at alt i verden må have en sand betydning, vil objektivismemyten også diktere et syn på medier som kanaler der kan transportere et neutralt, sandt sprog om verden. Lakoff og Johnson beskriver det som en conduit metaphor, en kanalmetafor (p. 10) på samme måde som vi tidligere var inde på at Meyrowitz (1997) beskriver en tendens til at se medier som kanaler. I modsætning til objektivismemyten handler subjektivismemyten om at det enkelte menneskes følelser og intuition er det eneste man kan stole på, ethvert individ skaber sin egen virkelighed uafhængigt af andre omstændigheder.

En stor del af kritikken af Wikipedia kan læses som påstande om at Wikipedia ligger under for én af disse to myter. Den mest gængse kritik, som handler om utryghed ved tanken om at enhver her kan skrive hvad som helst, kan overordnet siges at basere sig på en påstand om at Wikipedia er præget af en uhensigtsmæssig subjektivismemyte. Den modsatrettede kritik – som vi her har givet nogle performative eksempler på – ser vi som en beskyldning om at Wikipedia bygger på en myte om objektivisme.

At det hovedsageligt er kritikken af Wikipedia som liggende under for subjektivismemyten man finder i det gængse mediebillede, stemmer godt overens med Lakoff og Johnsons kritik af hvordan vestlig kultur præges af myten om objektivisme og har stor skepsis overfor subjektivisme. Vi mener at vi med dette speciales analyser af Wikipedias klare sociale funktion som genre og af projektets potentielle etosgenerering kan argumentere konstruktivt for at der ikke er hold i at Wikipedia ligger under for sådan en ekstrem myte om subjektivisme. Det er rigtigt at den enkelte potentielt kan skrive det værste subjektive vås, men som hele handler Wikipedia langt fra om at hvert individ skaber sin egen virkelighed – det er en fælles social proces som er med til at tegne og skabe en fælles social virkelighed.

Men hvordan så med den modsatte kritik: er der hold i påstanden om at Wikipedia er baseret på en myte om objektivisme? Er NPOV falsk varebetegnelse fordi neutralitet er en umulighed som kun eksisterer i objektivismens myte? Ikke overraskende finder man forsøg på at gendrive denne kritik i form af metasnak på Wikipedia, og vi finder disse gendrivelser ganske velargumenterede. Lad os derfor gengive dem her og supplere med nogle egne refleksioner over hvorfor vi ikke mener at Wikipedia gør sig skyldig i blindt at følge en myte om objektivisme.

Der er på Wikipedia udarbejdet forholdsvis grundige gennemgange af de forskellige politikker og retningslinjer. Som andre sider på Wikipedia har disse en historik af forhandling frem til en acceptabel ordlyd, og de har diskussionssider tilknyttet med livlig diskussion (Figur 8). At der især har været meget aktivitet omkring udformningen af den centrale NPOV-politik kommer bl.a. til udtryk ved at der er blevet udformet en NPOV FAQ hvor man forsøger at vaccinere imod misforståelser og kritik af NPOV ved at svare på spørgsmål som ofte er kommet op i forbindelse med neutralitetsrelaterede diskussioner. FAQ’en udgør en forholdsvis omfattende side; her skal vi blot gengive et par eksempler på hvad der bliver taget op (”Neutral point of view/FAQ”).

Figur 8: Også Wikipedias officielle politikker har tilknyttet diskussionssider. Her et uddrag fra en NPOV-diskussion om hvordan man vægter forskellige synspunkter på en sag.

Den første tilbagevendende indvending der svares på, stiller skarpt direkte på objektivismemyten og lyder: ”There’s no such thing as objectivity”, begrundet med at neutralitet er en umulighed. Hertil lyder svaret at politikken netop ikke siger noget eksplicit om objektivitet, og at den ikke forudsætter at objektivitet i filosofisk forstand findes. Det handler ikke om at ét synspunkt er objektivt og derved kan stille skarpt på den objektive sandhed. Det handler i stedet om at gengive uenigheder om fortolkninger af forskellige emner således at forskellige synspunkter med forskellig vægt tilsammen udgør det såkaldt neutrale synspunkt.

En anden indvending der tages op, går på at målet om at gengive flere sider i en sag vil føre til at de mest absurde holdninger får samme vægt som mere moderate opfattelser delt af flere mennesker. Hertil svares at det ikke handler om at give lige vægt og validitet til forskellige synspunkter uanset hvad og hvor de synspunkter kommer fra. Det handler om at synspunkter som kan retfærdiggøres med dokumentation, bør anføres, og om at der ofte vil være divergerende opfattelser i det mindste af dele af emner. Men det betyder ikke at marginale synspunkter skal have samme vægt som videnskabeligt anerkendte, og heller ikke at man for alt i verden skal lede efter stridende opfattelser.

Disse argumenter fra Wikipedias meta-sider argumenterer ganske godt for et mere nuanceret syn på neutralitet end et der kun baserer sig på en utopisk, absolut objektivisme. Lad os forsøge her at tage nogle refleksioner omkring NPOV lidt videre – også set i forhold til specialet mere overordnet.

Som vi også var inde på i afsnittet om hvordan Wikipedia fungerer, så er ingen retningslinje mere fast end at man kan se bort fra den hvis der er god grund til det – og desuden kan retningslinjerne jo redigeres som alle andre sider på Wikipedia og er i den forstand også til løbende debat. Wikipedia vedkender sig ikke at stræbe efter en absolut, objektiv sandhed, og således er selve den neutralitet der ligger i NPOV, ikke en absolut eller strengt objektiv størrelse – selv om NPOV-princippet med Jimmy Wales ord som nævnt er ”Absolute and non-negotiable” (”Neutral point of view”). NPOV handler altså i vores øjne ikke om en absolut og objektiv neutralitet; man skal rettere se det som et neutralitetsprincip i forhold til det vi har karakteriseret som Wikipedias retoriske fællesskab, en form for troskab eller loyalitet i forhold til dette fællesskab der ligger som et kulturelt grundvilkår for Wikipedia. NPOV er et pragmatisk værktøj som man ikke må se bort fra hvis Wikipedia skal fungere, et værktøj til at gøre processerne omkring både redigering og læsning af Wikipedia frugtbare i forhold til at skabe en fælles vidensbase.

Objektivitetssynet kan, med alle sine forbehold, læses som en retningslinje der siger at man skal søge flest mulige, mest muligt objektive former for dokumentation i forbindelse med skrivningen af encyklopædien – uden at man nødvendigvis abonnerer på et absolut sandhedssyn. Problemstillingen kendes fx fra journalistikken hvor man indtil 1960’erne krævede at pressen skulle være ’objektiv’ – men hvor man efterhånden er gået væk fra troen på at dét overhovedet kan lade sig gøre: ”I 80-erne og 90-erne er erkendelsen af, at objektivitetskravet er uanvendeligt, for alvor slået igennem” (Meilby 2001 p. 78). Ikke desto mindre påpeger fx Jønch-Clausen (2005) at der ikke er noget problem i på den ene side at erkende det umulige i den filosofiske objektivitet og på den anden side drage stor nytte af at journalister alligevel enes om en form for stræben efter det mest muligt objektive. Vi finder det meningsfuldt at se på den objektivitet som NPOV-politikken medfører, som en sådan tilstræbt objektivitet.

I forbindelse med beskrivelsen af NPOV i hovedartiklen om Wikipedia står der at ”Wikipedia articles do not attempt to present the objective truth” (”Wikipedia”). Der skal ikke tages stilling til om en objektiv sandhed er en mulighed eller ej. Der skal forhandles for at nå frem til en repræsentation af viden som stemmer bedst muligt overens med Wikipedias retoriske fællesskabs verdensbillede på et givent tidspunkt. Og at forsøge at skabe en encyklopædi på den måde fungerer bedst med en tilstræbt objektivisme og en pragmatisk neutralitet (i modsætning til filosofisk objektivisme og absolut neutralitet).

Mellemvejen: en erfaringsbaseret syntese

Lakoff og Johnson fremsætter et tredje valg som alternativ til objektivismens og subjektivismens mytiske ekstremer: an experiential synthesis som de kalder det; en erfaringsbaseret syntese (p. 192). Som navnet antyder, ser de det som en syntese af de to utopiske myter, som en frugtbar sammensmeltning af på den ene side rationelle begrundelser og på den anden side personlige forestillinger og erfaringer: ”Reason, at the very least, involves categorization, entailment, and inference. Imagination, in one of its many aspects, involves seeing one kind of thing in terms of another kind of thing—what we have called metaphorical thought” (p. 193). Der er brug for at streng kategorisering og logiske slutninger blandes sammen med fantasi og evnen til at se nye, uventede sammenhænge. Og denne beskrivelse finder vi at man kan se som en ledetråd for Wikipedia rettere end den objektivistiske eller subjektivistiske myte i sig selv. Det stemmer godt overens med Ecos tanke om encyklopædien som regulerende idé der netop i sit udgangspunkt kan ligne Lakoff og Johnsons metaforiske tænkning ved at handle om at alting skal kunne ses i forhold til alle andre ting, snarere end i forhold til nogle aprioriske kategorier; men samtidig vil det altid være noget mellemmenneskeligt snarere end idiosynkratisk, og der vil være brug for visse ordbogslignende elementer til at skabe en smule fælles orden. Vi beskrev encyklopædien som regulerende idé som en slags ledetråd for Wikipedia som genre, og vi finder at det er meningsfuldt at se denne erfaringsbaserede syntese som en lignende ledetråd for hvordan Wikipedia undgår både myten om subjektivisme og myten om objektivisme.

Fra etos i analoge medier til etos online

Nu vender vi os mod den etos der knytter sig mere direkte til afsenderen. Først vil vi gøre rede for de udfordringer det klassiske etosbegreb har mødt i den digitale retorik hvor afsenderen er en langt mindre distinkt størrelse end hidtil. Traditionelle etosbegreber går fra Aristoteles (1996, 1356a) og frem til fx McCroskey (1968) og Cherry (1998) på publikums opfattelse af retors klogskab, karakter og velvilje – som den kommer til udtryk i en given ytring og i en større kontekst. Det handler om afsenderinstansen i en given kommunikationssituation og om den troværdighed som publikum tillægger denne instans.

Retorisk teori har traditionelt behandlet afsenderfænomenet som noget der handler om en enkelt person eller en anden forholdsvis håndgribelig instans. Udgangspunktet er en retor af kød og blod, men i forbindelse med webtekster bliver dette afsenderfænomen problematisk. Afsenderen er ofte anonym, og selv om nogen giver sig til kende, kunne det jo lige så godt være en opdigtet person eller en falsk identitet. Spørgsmålet er om det at kommunikationen ikke kommer fra en klar, genkendelig retor, også umuliggør etos.

Barbara Warnick tager fat i denne problemstilling når hun i artiklen ”Online Ethos: Source Credibility in an Authorless Environment” (2004) argumenterer for at online-etos handler meget mere, hvis ikke udelukkende, om derived ethos med McCroskeys (1968) term. Det gør det fordi der ikke er nogen forfatter hvis initial ethos vi kan sætte vores lid til, eller som vi kan forære en terminal ethos at tage med. Warnick påpeger at den fraværende afsender gør at andre faktorer som design, billedkvalitet, informationsarkitektur o.l. kommer til at spille en tilsvarende større rolle for en teksts etos – de elementer som Meyrowitz (1997) under ét kalder for ’grammatiske’ variabler. Kort sagt mener hun at modtageren flytter fokus fra afsenderen og teksten til teksten alene.

Vi tror dog på at modtager i alle tilfælde, online såvel som offline, skaber sig forestillinger om afsender, at en form for initial ethos er en forudsætning og en form for terminal ethos uundgåelig, også selv om den ikke tillægges en konkret person. Set i dette lys har Carolyn R. Miller en mere konstruktiv tilgang til hvad der skaber etos online. I artiklen ”Writing in a Culture of Simulation: Ethos Online” (2001a) kritiserer hun at troværdighed i forbindelse med computerkommunikation ofte behandles som noget der kommer an på anthropomorphizing – menneskeliggørelse: om den afsender som en modtager lytter til, hvad enten det er menneske, maskine eller en kompleks sammensætning heraf, fremstår menneskelig. Menneskelige kvaliteter kan utvivlsomt være med til at skabe etos, men det er ikke en forudsætning for etos at modtager ser et eneste levende menneske tale; modtagere tillægger instinktivt afsendere og symboler af enhver art menneskelige træk:

We cannot simply abjure or ignore our tendency to anthropomorphize. Like babies, who respond preferentially to three dots positioned like the eyes and mouth of a human face, or generations of people who have seen a face on the moon, we are incurable anthropomorphizers. (p. 263)

Menneskeliggørelse kan altså nok være med til at skabe troværdighed i situationer uden identificerbar afsender af kød og blod, men det er ikke grundelementet. Grundlaget er rettere karakterskabelse, det Miller med et græsk udtryk refererer til som ethopoeia. Ethopoeia behøver ikke have noget som helst med et enkelt menneske som afsender at gøre. Det er betegnelsen for en af de ældste navngivne retoriske teknikker der handler om konstruktion, imitation, simulation af karakter i talen. Den simulationskultur som mange forbinder med WWW[40], kan altså siges at have eksisteret så længe mennesker har dannet fællesskaber og forsøgt at overbevise hinanden – så længe der har eksisteret retorik. Og der har til alle tider været skeptikere. Platon så simulationen som farlig, ligesom mange udtrykte utryghed over for de første computersimulationer som fx ELIZA fra 1960’erne, det første computerprogram der søgte at konversere med mennesker. ”What Plato feared is the Eliza effect, or what I have called the ethopoetic impulse, because it interposes simulations between conversants, turning dialectic into rhetoric” (Miller 2001a p. 271-272).

At etos er en forudsætning for vellykket kommunikation, men ikke nødvendigvis behøver indebære en enkeltperson som afsender, kan også delvist forklares ved den måde hvorpå etos ifølge Miller altid er bundet til det retoriske fællesskab i kommunikationssituationen – et fællesskabsbegreb som vi tidligere har været inde på i forbindelse med genreanalysen. Som grundlag for denne idé om etos som noget der ligger i fællesskabet, taler hun om diskurs som en kompleks, men situationsbundet størrelse der angiver præmisser og værdier, skaber relationer, former publikummer og exigences, og muliggør identifikationer og adskillelser:

A discourse thus conceived delineates a rhetorical community and consequently an ethos—a sensus communis and a locus communis—a place where interlocuters abide, about which they contest, and from which they draw appeals. (2004 p. 198, fremhævelse i original)

Etos handler altså mere om en form for tilstedeværelse, om at passe ind i tid, sted og fællesskab – i situationen. Det fællesskab som etos bunder i, handler ikke om at alle skal være enige eller ens – snarere tværtimod. Det skal forstås som den abstrakte konstruktion af et retorisk fællesskab hvor en speciel tillid gør kommunikation og etos mulige på trods af folks forskelligheder og forskellige interesser – hvor der altså er både sammenholdende og opsplittende kræfter. Den tilstedeværelse i det retoriske fællesskab som kan siges at udgøre etos, skabes gennem ethopoeia, gennem simulation af karakter. Og hvad enten afsender fremstår som en konkret person eller en fragmenteret computersimulation, skabes etos i et komplekst samspil mellem en konstrueret opfattelse af afsender hos modtager og en abstrakt konstruktion af et retorisk fællesskab i situationen.

Det er denne komplekse opfattelse af afsenderfænomenet og dermed af etos som bliver en nødvendighed for at kunne analysere troværdighed i webmediet, og for at kunne se på etospotentialet på Wikipedia.

Perelmans publikumsbegreb

Vi mener at også Perelmans retoriske teori kan være en hjælp til at se på etos i webtekster; han udlægger et forholdsvis klassisk og indsnævret syn på afsender i en retorisk situation, men hans udlægning af publikum er meget mere kompleks og nuanceret. Når afsender og modtager blandes sammen som det er tilfældet på Wikipedia, finder vi det meningsfuldt at overføre nogle af Perelmans komplekse tanker om et publikum til afsendersiden. Før vi forsøger at anvende hans distinktioner i en ny kontekst, vil vi dog først introducere ham og hans teoretiske fundament og gøre rede for vores fortolkning af hans publikumsbegreber.

Nyretorikken

Chaïm Perelmans faglige område er ikke oprindeligt retorik, men filosofi og jura (Foss, Foss & Trapp 1991). Det som man i dag kender som hans hovedværk, La Nouvelle Rhétorique: Traité de l’Argumentation fra 1958, startede dermed heller ikke som et bidrag til retorikken, men som et filosofisk studie der skulle afdække hvordan man kan ræsonnere om værdier. Værket, som i 1969 udkom i en engelsk oversættelse, er imidlertid blevet en moderne retorisk klassiker og anses for at være grundlæggelsen af nyretorikken.

Det blev et vigtigt led i en bevægelse som afviste samtidige dialektiske teorier der søgte en universel og eviggyldig teori om god og dårlig argumentation. Perelman påpegede at det i det klassiske skel mellem argumentatio og demonstratio kun er det første der omhandler praktisk anvendelige ræsonnementer; det centrale i retorisk argumentation er ikke enten-eller-overbevisning, men det at skabe tilslutning til et synspunkt. Desuden udlægges de ofte lidt dunkle begreber af bl.a. Crosswhite (1989; 1995) og Jørgensen (2000; 2006) som en sindelagsetisk teori om legitimitet i retoriske ytringer.

Generelt for det ellers brogede værk er at Perelmans tanker altid forholder sig til publikum[41]: ”[Argumentation] is, in its entirety, relative to the audience to be influenced” (Perelman & Olbrechts-Tyteca 1969 p. 19).

Perelmans publikumskonstruktioner

Som nævnt er det netop Perelmans idéer om publikum vi vil benytte os af og lade os inspirere af i en diskussion af afsenderinstansen og etos på Wikipedia. Her er det i første omgang afgørende at Perelman arbejder med en mental konstruktion når han taler om publikum. Det vil altid være en abstrakt størrelse som retor skaber: ”the ensemble of those whom the speaker wishes to influence by his argumentation. […] The audience, as visualized by one undertaking to argue, is always a more og less systematized construction” (p. 19, fremhævelse i original).

Men dette konstruerede publikum eksisterer på flere niveauer idet Perelman indfører et skel mellem det partikulære og det universelle publikum.

Det partikulære publikum er det der kommer nærmest det faktiske publikum. Det er en abstraktion der er inspireret af talerens forestilling om de faktiske tilhørere – eller en del af dem. Med andre ord er det partikulære publikum de mennesker som retor påtænker at overtale i den konkrete situation[42].

Det universelle publikum befinder sig på et andet niveau. Det er ligesom det partikulære publikum en mental konstruktion, for det er talerens forestilling om ethvert rationelt væsen[43]. Hvis man som retor forsøger at overbevise et universelt publikum, skal ens argumentation sigte mod alle ’normale, voksne personer’. Dette kunne lede til den misforståelse at vi alle sammen kunne blive enige om ét universelt publikum der sætter standarden for almengyldig argumentation, men det universelle publikum er altid den enkelte talers konstruktion som afhænger af både tid, sted og ikke mindst vedkommendes eget verdensbillede[44].

Everyone constitutes the universal audience from what he knows of his fellow men, in such a way as to transcend the few oppositions he is aware of. Each individual, each culture, has thus its own conception of the universal audience. The study of the variations would be very instructive, as we would learn from it what men, at different times in history, have regarded as real, true, and objectively valid. (p. 33, fremhævelse i original)

Sondringen mellem de to forskellige publikummer kan lede til den misforståelse at man som retor skal vælge mellem at henvende sig til den ene eller den anden – men Perelman hævdede selv umiddelbart inden sin død at følgende fortolkning er korrekt:

The task is not, as often assumed, to address either a particular audience or a universal audience, but in the process of persuasion to adjust to and then transform the particularities of an audience into universal dimensions. (Perelman 1984 p. 192, fremhævelse i original)[45]

Der er med andre ord ikke tale om at man enten skal forsøge at overtale et partikulært publikum eller overbevise et universelt, men om at begge to er til stede side om side i talerens bevidsthed. Det partikulære publikum optræder som en repræsentation af retors forestilling om sit publikum og det universelle som en form for subjektiv og relativ rationalitet som trods alt rækker ud over situationen. Og man bør ikke ignorere nogen af disse publikuminstanser.

Når Perelman indfører skellet mellem partikulært og universelt publikum, er det primært for at give afsendere redskaber til at overveje deres egen argumentation i forhold til de forskellige publikumstyper. Men når vi inddrager overvejelserne her, er det fordi det er en direkte inspiration til et lignende begrebspar, blot på forfattersiden. Herfra kan Perelman med andre ord ikke stilles til ansvar for vores brug af hans teori; der er ikke noget i hans værker der indikerer at det skulle give mening at overføre hans publikumsdistinktioner til afsenderen[46]. Vi mener dog at det kan være relevant fordi afsenderinstansen sjældent ligger så fast som mange retoriske teorier lægger op til. Det gælder især webtekster og i særdeleshed direkte kollaborativt skrevne tekster som Wikipedia.

Den universelle afsender

Hvis vi overfører Perelmans definitioner til afsendersiden i kommunikationssituationen, kan vi nu tale om en partikulær afsender og en universel afsender der ligesom partikulært og universelt publikum eksisterer samtidig i situationen. Begge begreber er stadig mentale konstruktioner, og hvor Perelmans publikum er konstrueret af afsenderen, er denne afsender tilsvarende konstrueret af modtageren (publikum). Selv om det i mange sammenhænge er meningsfuldt at tale om en reel afsender, vil vi her holde fast i afsenderen som modtagerens konstruktion, fordi denne konstruktion danner grundlaget for vurderingen af troværdigheden.

Den partikulære afsender er i så fald det man normalt forbinder med en almindelig, konkret afsender: nemlig en som man har (eller kan få) et relativt klart billede af hvem er. Langt de fleste trykte tekster har enten en navngiven forfatter eller i det mindste en institution som afsender, ligesom fx tv og radio har en afsender der kan identificeres. Også uden for massekommunikation kan man tale om en partikulær afsender i forbindelse med fx ansigt-til-ansigt-kommunikation[47], breve og e-mails, telefonsamtaler osv. Afgørende er stadig at en etosvurdering bygger på en konstruktion af e-mailens afsender eller studieværten i TV-Avisen ud fra både de grammatiske variabler og fra en forhåndsviden om afsenderen, mediet, genren og omstændighederne.

Det er dog lidt svært at se det ’partikulære’ ved en partikulær afsender før man sammenligner med den universelle afsender. Her er der – hvis man overfører Perelmans tankegang – tale om modtagerens forestilling om en afsender som ”consists of the whole mankind, or at least, of all normal, adult persons” (1969 p. 30). Det vil altså sige en afsender som ikke er ekspert som sådan, men som repræsenterer modtagerens forestilling om et ethvert normalt, voksent menneske. Det giver sig selv at en sådan afsender er en utopi – findes der noget som helst budskab alle normale voksne mennesker ville kunne blive enige om? – men det betyder ikke at utopien ligger os fjernt. Netop fordi den er en konstruktion, kan man sagtens abstrahere fra det filosofisk umulige i fx at tale om at noget er ’åbenlyst for enhver’. Den universelle afsender kommer hermed til at repræsentere noget mere vidtrækkende og almengyldigt i situationen end afsenderens private troværdighed.

Meningen med at overføre Perelmans skel mellem partikulær og universel til afsenderen er at man kan se på skribenterne bag Wikipedias artikler som en afsender med stærkt universelle træk. Hvor artiklerne i fx Den Store Danske Encyklopædi først og fremmest fremstår med forholdsvis partikulære forfattere – som giver læserne god mulighed for at bedømme artiklernes troværdighed ud fra såvel de enkelte forfattere som hele encyklopædiens etos – vil vi argumentere for en tendens til at brugerne af Wikipedia i højere grad kan opfatte artiklernes afsendere som ’alle normale, voksne mennesker’ – dvs. en afsender hvor det universelle er mere fremtrædende end det partikulære. Det betyder ikke at vi ser den afsender der konstrueres gennem Wikipedia, som rent universel: som i alle andre retoriske situationer vil der være både partikulære og universelle afsenderelementer på spil. Det vil vi se lidt nærmere på i det næste afsnit.

Det konstruerede afsenderbegreb

Ligesom afsenderen i Perelmans oprindelige teori netop kan operere med et universelt og et partikulært publikum på én gang, kan modtageren af en ytring operere med forestillingen om en afsender med både universelle og partikulære træk[48]. Det er nærliggende, også i Perelmans oprindelige distinktion, at se på afsenderen (eller hos Perelman: modtageren) som enten partikulær eller universel, eller på forholdet mellem dem som et kontinuum. Vi opfatter imidlertid snarere det partikulære og universelle som to mere eller mindre uafhængige størrelser, forstået på den måde at fx markante partikulære træk ikke nødvendigvis gør de universelle træk mindre.

Derfor er det ikke meningen her at fastslå at afsenderen bag artiklerne på Wikipedia er universel. Men vi vil hævde at der er en tendens til at de universelle træk ved afsenderen på Wikipedia bliver dominerende i forhold til de partikulære – og vi vil argumentere for at netop dét karakteristikum har afgørende betydning for hvordan Wikipedia kan skabe etos.

Universelle træk

De universelle træk ved afsenderen på Wikipedia knytter sig til såvel den hypotetiske som den reelle forfatter – dvs. både dem som kunne stå som afsender, og dem som faktisk gør det.

Først er det således helt centralt som universelt træk at alle potentielt kan stå som afsender på Wikipedias artikler. Her er det altså den hypotetiske mulighed der fungerer som et af de vigtigste argumenter for afsenderuniversalitet; den frie adgang giver afsenderen et potentiale til at bestå af alle mennesker, hvilket ligger ganske tæt på definitionen af en universel afsender. Her er det principielt enhver med adgang til internettet der er potentiel afsender.

I realiteten ved enhver selvfølgelig at det ikke er alle med adgang til internettet der står bag en given artikel. I midten af 2006 var gennemsnitsartiklen på den engelske version af Wikipedia redigeret 13,68 gange siden juli 2002 (”Statistics”). Og det betyder ikke blot at gennemsnitligt 13,68 personer kan siges at stå som garant for artiklen – hver gang en aktiv, redigerende bruger har læst artiklen, men undladt at rette i den, tæller det i en vis forstand som en godkendelse af dens indhold og form. Her kommer også den omfattende kontrol – som vi omtalte i kapitlet om Wikipedias funktionalitet – ind i billedet, fordi alle rettelser som udgangspunkt bliver kontrolleret i hvert fald en gang eller to gennem listen over seneste ændringer og andre brugeres eventuelle overvågningslister.

Hvor mange der så faktisk kommer forbi og læser artiklerne uden at rette i dem, er sværere at finde ud af. Som tidligere nævnt er statistikker om Wikipedia tilgængelige, men svære at tolke, og vi har tidligere forsøgt at skønne hvor mange der egentlig besøger Wikipedia. I denne forbindelse giver det dog særlig mening at se på den relative trafik. Her giver et analysesite som Alexa et fingerpeg om Wikipedias udbredelse: dets reach (defineret som andelen af alle internetbrugere der besøger et givet site) var i april-juli 2006 på knap 39 % (Alexa 2006).

Det vil sige at både den hypotetiske mulighed for at redigere og den reelle frekvens bidrager til forestillingen om stærke universelle træk ved afsenderen på Wikipedia. Ikke desto mindre er der en række faktorer der spiller ind på denne universalitet. En af de vigtigste er de læsende brugeres kendskab til hvordan Wikipedia fungerer. Vi har ingen statistisk rygdækning, men det er som tidligere nævnt vores erfaring at rigtig mange kender Wikipedia som en gratis encyklopædi der ganske ofte dukker op ved Google-søgninger, men at langt færre ved at hvem som helst kan gå ind og skrive i den. Vi har fremhævet det som et genremæssigt problem for Wikipedias troværdighed fordi man dermed ikke kender risikoen for fejl. Men det giver sig selv at uvidenhed om konceptet samtidig står i vejen for opfattelsen af Wikipedia-afsenderen som universel fordi man derfor nok snarere vil opfatte Wikipedia som en ’almindelig’ netencyklopædi med mere partikulære afsendere.

Desuden kan det – for de læsende brugere som kender konceptet – hæmme forestillingen om en universel afsender at de redigerende brugere muligvis ikke er særligt repræsentative for ’alle voksne, normale mennesker’. Især tidligere har der tilsyneladende været en tendens til at redigeringerne blev foretaget af brugere med større digital end almindelig dannelse. Selv om der rent teknisk altid har været åbent for alle med internetadgang, har det i realiteten krævet en vis teknisk snilde overhovedet at regne ud hvordan man opretter eller redigerer en artikel – og en del web-erfaring at have overskud nok til så at gøre det. Derfor kan opfattelsen af afsenderen trækkes væk fra ethvert normalt, voksent menneske til en mindre gruppe it-kyndige mennesker. Denne problematik er selvfølgelig nært forbundet med Wikipedias historie fordi projektet blev skabt med udgangspunkt i den computerfokuserede open source-bevægelse. Det er dog også et problem som hele tiden mindskes efterhånden som Wikipedia og en mere generel digital dannelse generelt bredes ud.

Samtidig kunne man hævde at der ligger en rent sproglig begrænsning i afsenderens universalitet; hvis man ikke kan sproget, er man ikke en potentiel afsender. Dette spiller en mindre rolle på den engelske Wikipedia, men fx det danske sprogområde er så lille at afsenderen aldrig blive mere universel end de relativt få mennesker der kan formulere sig på dansk. Dog er det værd i denne forbindelse at holde sig for øje at universaliteten her er perelmansk og ikke fx kantiansk: den er relativ og subjektiv, ikke absolut og endegyldig. Som citeret ovenfor skriver Perelman at ”Everyone constitutes the universal audience from what he knows of his fellow men” (Perelman & Olbrechts-Tyteca 1969 p. 33). At en dansk læser i høj grad opfatter sine ’fellow men’ som dansktalende, gør med andre ord at sproglige begrænsninger ikke kan kaldes en seriøs trussel mod de universelle træk på Wikipedia.

Partikulære træk

Af de partikulære træk er det vigtigste at man ved hjælp af historikken kan se præcis hvilke brugere (eller IP-adresser) der har bidraget med præcis hvilke tekstdele. Som nævnt i kapitlet om hvordan Wikipedia virker, har en del redigerende brugere oprettet en side hvor de fortæller om sig selv og om deres interesse i Wikipedia. Desuden kan man se en liste over alle de redigeringer en bestemt bruger eller IP-adresse har foretaget, og på den måde danne sig et indtryk af hvem personen er. Omvendt er der heller ingen garanti for overhovedet at kunne identificere afsenderen på andet end IP-adresse og eventuelle tidligere bidrag. Det partikulære består her ikke så meget i at folk rent faktisk går ind i en større undersøgelse af historikken og ser hvem der har bidraget til en artikel, det handler mere om bevidstheden om at en række enkeltpersoner rent faktisk står bag et opslag.

Et andet partikulært træk knytter sig til det emne man måtte læse om. Som vi beskrev det ovenfor, vil den universelle afsender ikke være en forestilling om en ekspert i et bestemt emne. Her mener vi dog at man altid når man læser om et specialiseret emne på Wikipedia, vil danne sig nogle mere partikulære forestillinger om fagkyndige som har bidraget til netop dette opslag. Dette partikulære element vil selvfølgelig veksle som modtager klikker sig rundt mellem forskellige Wikipedia-opslag.

Vi kan altså konstatere at afsenderen kan tillægges både universelle og partikulære træk, og at en række faktorer spiller ind på denne opfattelse. Her er der dog indtil videre tale om et øjebliksbillede – lad os se hvad der sker hvis man inddrager et tidsperspektiv.

De partikulære træk ser ikke umiddelbart ud til ændre sig med tiden. Alt tyder på at alle ændringer inkl. afsenderoplysninger fortsat gemmes i Wikipedias databaser, og på den måde vil det mest centrale partikulære træk tilsyneladende være uændret. Desuden har vi ikke bemærket nogen stigning i antallet af redigerende brugere der optræder under fx deres rigtige navn e.l. På den måde mener vi ikke at se en tendens til at de partikulære træk ved afsenderen på Wikipedia vil blive mere markante, efterhånden som tiden går.

Men de elementer vi har beskrevet som potentielt hæmmende for opfattelsen af afsenderen som universel, ser til gengæld ud til at ændre sig. Som nævnt er det dels de læsende brugeres manglende kendskab til Wikipedias koncept, dels overrepræsentationen af teknisk orienterede skribenter blandt de redigerende brugere der kan være i vejen for at afsender fremstår universel – og den voldsomme vækst i antallet af såvel læsende som redigerende brugere er en tendens der ikke bare gør Wikipedia større, men også gør afsenderen mere universel; konceptet bliver med tiden mere kendt og anerkendt, og det bringer flere ’almindelige’ og dermed mere repræsentative mennesker ind i gruppen af redigerende brugere. Desuden stiger det gennemsnitlige antal redigeringer pr. artikel konstant (trods det faktum at der samtidig bliver flere og flere artikler), og det bidrager også til de universelle træk[49]. Kort sagt: jo større Wikipedia bliver, jo mere universel fremstår afsenderen.

Med andre ord ser vi de partikulære træk ved afsenderen som nogenlunde konstante, mens de universelle træk er blevet mere og mere dominerende – og det lader de til at fortsætte med. Der er masser af potentiale for at få skabt endnu mere stabile etoskonstruktioner med hovedvægt på forestillingen om en universel afsender.

Den irrationelle tillid

Spørgsmålet er i hvor høj grad man kan have tiltro til denne universelle afsender. Ud over at man som nævnt ovenfor tillægger afsenderen – det være sig maskine, menneske eller en ukendt afsender – en række menneskelige træk, er det en forudsætning for troværdig kommunikation at modtager tillægger afsender en eller anden form for karakter eller etos. Uden tiltro er kommunikation meningsløs.

Men denne tiltro kan ikke bunde i et reelt kendskab til afsenderen – vi bliver, også i ansigt-til-ansigt-kommunikation, nødt til at have tillid til hinandens repræsentationer i dagligdags interaktion. I forlængelse af denne ethopoeia – som vi citerede Carolyn Miller for ovenfor – forsøger hun også at forklare hvorfor vi ikke har andre muligheder. Her tager hun H. P. Grice og hans samarbejdsprincip til hjælp. Hvis man godtager at det i stort set alle situationer er umuligt at sige alt, at den direkte udveksling af betydninger uden påvirkning af kontekst ikke kan lade sig gøre, så er vi nødt til på forskellig vis at kunne stole på hinandens repræsentationer, hinandens simulationer, for at udføre nogen form for handlen gennem sproget:

It is our condition that the simulations of language are all we have to create a social world. As the early sophists taught, deception is inherent in the nature of language: it is never what it purports to represent. Because, as Grice shows, we must begin with trust, we are vulnerable. A rational social world is possible only with an irrational, presumptive trust. (2001a p. 272)

Tanken er ikke ny, hverken i filosofien eller retorikken. Herhjemme har K. E. Løgstrup i Den etiske fordring (1956) koncentreret sig om netop denne tillid: ”Det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden” (p. 17). Og i retorikken finder man begrebet i en lidt anden form i Jørgen Fafners udlægning det græske ord pistis:

Det betyder ”tro”, ”tiltro”, ”tillid”, ”troværdighed”. Retorikkens mål er angiveligt gennem sproglige handlinger at skabe troværdighed. […] Men pistis er også noget, man har. I videste forstand er den samfundets cement, en indbygget forudsætning i al tale. Vi er nemlig på forhånd indstillet på, at vore medmennesker har en principiel vilje til at tale sandt. […] Pistis er m.a.o. en troværdighedsramme, på éngang forudsætning for og resultat af peitho, af den retoriske aktivitet. (Fafner 1990 p. 17)[50]

Det er denne irrationelle tillid – om man så kalder den for et samarbejdsprincip, en etisk fordring eller pistis – som vi mener ligger til grund for den universelle afsenders etos. Som vi med Miller var inde på ovenfor, handler etos om en form for tilstedeværelse i et retorisk fællesskab, om at skabe en sensus communis og et locus communis (Miller 2004 p. 198), og på den måde kan man sige at en universel afsender der stemmer overens med et retorisk fællesskab, derved får etos, og at etos dermed ikke er noget der knytter sig strengt til en afsender over for en modtager i en simpel bitzersk kommunikationssituation. Etos bliver ikke blot en konkret vurdering af den enkelte afsenders fornuft, velvilje og karakter, men samtidig et udtryk for en grundlæggende tillid inden for det retoriske fællesskab. En tillid som nok er irrationel, men ikke desto mindre uundgåelig og uundværlig. Denne samfundets cement gør sig ikke blot gældende når vi spørger en fremmed på gaden hvad klokken er, men også når vi læser en artikel på Wikipedia.

Ligesom taleren i Perelmans teori altid selv indgår i det universelle publikum som han eller hun forestiller sig, kan man også sige at læseren på Wikipedia indgår i den universelle afsender som han eller hun forestiller sig – forstået på den måde at det i høj grad er fællesskabet i kommunikationssituationen der skaber den etos der gør kommunikationen mulig.

Dermed bliver den ukendte afsender – som har givet anledning til stor kritik af Wikipedias troværdighed – samtidig en mulighed for at Wikipedia kan skabe en mellemmenneskelig etos hvor de universelle træk ved afsenderen får mere frit spil end i de traditionelle, autoriserede encyklopædier hvor en partikulær afsender er i fokus. Paradoksalt nok er det altså et af Wikipedias største troværdighedsproblemer der i en vis forstand skaber den afgørende etos i kommunikationen.

Som Wikipedias grundlægger Jimmy Wales har sagt om problemet med ukendte afsendere i et interview: ”Helt ærligt tror jeg snart, at folk i stedet vil spørge: ”Hvordan kan jeg stole på de store nationalencyklopædier. Hvordan kan de være tilstrækkeligt nuancerede, når artiklerne er skrevet af en person og redigeret af to andre?” (Pass 2005 p. 20, fremhævelse i original).

Wales peger med et andet ordvalg på at en universel afsender kan være vigtig for tiltroen til en encyklopædi, og måske endnu mere interessant: at en partikulær afsender ligefrem kan være et troværdighedsproblem.

Dét i sig selv er en uvant tanke, fordi en stærkt markeret partikulær afsender ofte er blevet set som afgørende for vores mulighed for at vurdere troværdigheden. Som vi har gjort rede for i afsnittet om etos i analoge medier og etos online ovenfor, har idealet været den håndgribelige afsender af kød og blod. Og det endda på godt og ondt – den konkrete afsender er ikke i sig selv pålidelig, men den afgrænsede talerinstans har traditionelt set givet os et grundlag for at vurdere om vi ville fæste tillid til afsenderen eller ej.

Der er nemlig på den anden side intet nyt i at den partikulære afsender kan være dybt utroværdig. Vi har fx lært at leve med ikke at tage det alt for alvorligt når en reklame lover os at et givet produkt skulle være det allerbedste på markedet. Kendskabet til den kommercielle afsender og den genkendelige situation som denne optræder i, får os til at tage lovprisningerne med at gran salt. Og tilsvarende gælder det mellem mennesker på et ganske banalt niveau: hvis man oplever at en bekendt taler usandt, holder man simpelthen op med at have tillid til ham eller hende. Og det gælder ikke blot konstaterende spørgsmål om sandt eller falsk, men også de mere deliberative genrer – en ytring fra en politiker vil fx altid blive set i lyset af at dennes eget ståsted. Den partikulære afsenders personlige etos kan ikke ignoreres.

Men spørgsmålet er hvad der sker hvis den partikulære afsender er langt mindre synlig i kommunikationssituationen end den universelle? Og om Jimmy Wales har ret i at man med tiden vil foretrække en stor og ukendt afsendergruppe frem for den klassiske og partikulære forfatterinstans?

Det er selvsagt et spørgsmål hvis svar afhænger af situationen. Men vi mener ikke desto mindre at en afsender hvor de universelle træk dominerer, kan have nogle tydelige fordele. Ved at de partikulære træk træder i baggrunden, flyttes fokus ikke – som Warnick (2004) som nævnt mener – alene til artefaktets mediegrammatiske variabler (jf. Meyrowitz 1997), men også til en forestilling om en afsender der kunne være, og til dels er, hvem som helst. I stedet for at skulle tage stilling til troværdigheden hos den enkelte, partikulære afsender, tvinges man som publikum til i højere grad at vise denne irrationelle tillid til sine medmennesker. Her er det afgørende at der er tale om troværdighed og ikke pålidelighed og at afsenderen stadig kun er en mental konstruktion; at man forestiller sig afsenderen som ethvert fornuftigt menneske, er på ingen måde en garanti for at man ikke bliver snydt eller manipuleret[51].

Men hvis man som publikum – og altså fx som læser af en artikel på Wikipedia – ikke forsøger at bedømme afsenderen ud fra de partikulære træk, men i stedet skal forholde sig til fællesskabet og universaliteten i kommunikationen, vil vi hævde at det kan falde ud til tillidens fordel. Løgstrup, Grice, Miller og selv det gamle pistis-begreb peger på at den irrationelle tillid er et så grundlæggende menneskeligt træk at man ikke afskriver noget som upålideligt, alene fordi man ikke kan identificere afsenderen som en partikulær enhed.

Den enkelte, partikulære afsenders smådefekter og utroværdige træk træder samtidig i baggrunden, i takt med at selve de partikulære træk træder i baggrunden. Når en partikulær afsender træder ind i et afsenderfællesskab med mange andre – som hver især har deres blinde vinkler og uundgåelige bias – viskes disse troværdighedsproblemer ud efterhånden som de udlignes. Tilbage står en kompleks afsenderinstans hvor det retoriske fællesskabs etos er i fokus – et fællesskab der lægger grunden til en troværdig universalitet.

Dermed argumenterer vi altså for at Wikipedias ukendte afsenderfællesskab – der som sagt har vakt så stor skepsis – er et afgørende troværdighedsskabende moment. Og set i lyset af at vi har peget på nogle faktorer der især gør det universelle en tendens – at afsenderen så at sige bliver mere og mere universel – mener vi også at der er ved at ske en udvikling mod at Wikipedia i højere og højere grad kan udnytte det troværdighedspotentiale der ligger i den universelle afsender.

Opsummering

Denne analyse tog udgangspunkt i at der er en udbredt skepsis over for Wikipedias pålidelighed. Vi har argumenteret for at projektet formår at undgå to udbredte myter om subjektivisme og objektivisme. Desuden har vi set at skribenterne på Wikipedia kan anskues som en afsender med både partikulære og universelle træk – og at der er en tendens til at de universelle træk bliver mere og mere dominerende. Endvidere har vi argumenteret for at en universel afsender appellerer til en grundlæggende mellemmenneskelig tillid der netop står stærkt når de partikulære træk træder i baggrunden i forhold til forestillingen om ethvert menneske som afsender – og således bliver den ukendte afsender på Wikipedia på én gang et element der udfordrer og forstærker Wikipedias troværdighed.

7. Perspektivering

I vores analyse af Wikipedia i forhold til henholdsvis et genreperspektiv og encyklopædiens troværdighed har målet primært været at undersøge hvorfor og hvordan Wikipedia fungerer. I dette kapitel vil vi med udgangspunkt i nogle af de observationer vi har gjort os, vende os mod konstruktiv kritik og videre perspektiver. Vi lægger hovedvægten på hvordan selve Wikipedia kunne fungere bedre, men vil også skele til nogle perspektiver for wiki-konceptet mere generelt.

I kapitlet om etoskonstruktion ovenfor har vi argumenteret for at mange brugere og redigeringer gennem en forstærket universel afsender er med til at skabe troværdighed. Alene med det udgangspunkt er der for så vidt grund til at undersøge hvordan man kan tiltrække og fastholde de redigerende brugere, men inden vi foreslår konkrete ændringer i dette kapitel, vil vi først se på hvorvidt man generelt kan tale om at mange redigeringer giver bedre tekster.

Jo flere redigeringer, jo bedre?

Robert McHenry, som vi citerede i indledningen, er en af de mere skeptiske iagttagere af Wikipedia. Han argumenterer i sin artikel ”The Faith-Based Encyclopedia” (2004) for at artiklerne overordnet set ikke bliver bedre af at blive redigeret. Med udgangspunkt i en enkelt artikel viser han at den allerførste version af den var bedre end den der var resultatet af 150 redigeringer – primært pga. af et vist nok forkert årstal. Dette skyldes ifølge McHenry at uvidende mennesker vil blive ved med at forsøge at udbrede deres opfattelse; den konstante redigering gør i det lange løb ikke artiklerne dårligere og dårligere, men heller ikke bedre og bedre – bare generelt middelmådige.

If you are of a statistical turn of mind, think a little about regression to the mean and the shape of the normal distribution curve. However closely a Wikipedia article may at some point in its life attain to reliability, it is forever open to the uninformed or semiliterate meddler. (McHenry 2004)

Vi vil ikke betvivle at den pågældende artikel kan have været bedre i en tidligere version. Men idéen om at artikler generelt vil gå i retning af middelmådighed, bygger på en tankegang som vi ikke mener holder. Der er netop ikke tale om at artiklerne på Wikipedia svarer til et gennemsnit af forfatternes viden. Hvis en ordblind bruger tilføjer en oplysning til en artikel, vil han eller hun jo ikke samtidig fylde den eksisterende, korrekt stavede tekst med fejl. Og en person der ikke ved særlig meget om artiklens emne, vil næppe gå ind og slette alt det i artiklen som vedkommende ikke ved. Hærværk er selvfølgelig en trussel mod den gode artikels udvikling, men bliver som nævnt ofte tilbageført ganske hurtigt. Vi mener med andre ord at redigeringer grundlæggende – selvfølgelig med undtagelser – må være af et konstruktivt tilsnit.

I den modsatte grøft findes der forskere som uden de store forbehold sætter lighedstegn mellem mange redigeringer og høj kvalitet. Andrew Lih forsøger i artiklen ”Wikipedia as Participatory Journalism” (2004) at bedømme kvaliteten af Wikipedias artikler ud fra en rent kvantitativ analyse. Det sker ved hjælp af de metadata der er tilgængelige for alle Wikipedia-artikler. I artiklen stiller han rigor (en artikels samlede antal redigeringer) og diversity (antal unikke brugere som har redigeret en artikel) op som indikatorer for hvor høj kvaliteten er:

The assumption is that more editing cycles on an article provides for a deeper treatment of the subject or more scrutiny of the content. […] the number of edits and number of unique editors for this set of benchmark articles provides a good indicator of a ”high level of quality” within the Wikipedia project. (Lih 2004 p. 8)

Lihs antagelse virker i forskningssammenhæng en anelse ureflekteret, men vi er imidlertid grundlæggende enige med ham. Dels fordi vi på grund af vis irrationel tillid til at en universel afsender nok vil os det bedste, ser redigeringer som velmente, og dels fordi vi inden for skrivedidaktikken til en vis grad finder belæg for at redigeringer generelt giver bedre tekster.

Gentagne redigeringer er nemlig grundigt udforsket i det der i den amerikanske tradition kaldes composition. Generelt fokuserer disse teorier dog på hvordan man underviser folk i at skrive, og mange bygger på interviews og empirisk materiale fra skoler – og selv når omskrivning diskuteres på et mere abstrakt niveau, har det som regel et didaktisk/pædagogisk sigte.

Connors & Glenn giver i artiklen ”Teaching Composition Processes” (1995) et vist overblik over udviklingen i skrivedidaktikken. Centralt i denne er omskrivningen (eng. revision) fordi dette trin i skriveprocessen ofte er blevet undervurderet i såvel teori som praksis. Tidligst nævnes en stage-model theory som er en grundlæggende tanke om at skrivning består af tre faser: prewriting, writing og rewriting. Denne noget åbenlyse og idealiserede distinktion blev dog angrebet af bl.a. Janet Emig og Nancy Sommers som understreger at skrivning i langt højere grad er en rekursiv proces hvor de tre faser afbryder og påvirker hinanden løbende; skriveprocessen er ”one with complex, recurring subprocesses” (Connors & Glenn 1995 pp. 104-105).

Specielt Sommers (1980) har en tendens til at fremstille omskrivning som ubetinget godt. Hendes udgangspunkt er en række samtaler med såvel utrænede som professionelle skribenter. Hun konkluderer at omskrivning for utrænede skribenter først og fremmest handler om mindre, lokale ændringer, dvs. udskiftning af ét ord med et andet lidt bedre eller retning af småfejl. De mere øvede skribenter har i langt højere grad øje for de store strukturelle ændringer på et globalt plan – fx flytning eller sletning af større afsnit. Samtidig viser de trænede skribenter sig at hælde til at se skrivning som en rekursiv frem for lineær proces. Som en af de øvede skribenter udtaler til Sommers i et interview:

It is always difficult to know at what point to abandon a piece of writing. […] a piece of writing is never finished, just abandoned. (Sommers 1980 p. 84)

På den måde bliver omskrivning og mange redigeringer pr. definition positivt, men i et interview med tre Wikipedia-administratorer tages der dog en del forbehold:

DR [Dirk Riehle, interviewer]: What about the ’collective intelligence’ or ’collective wisdom’ argument: That given enough authors, the quality of an article will generally improve? Does this hold true for Wikipedia?

EB [Elisabeth Bauer, tysk administrator]: No, it does not. The best articles are typically written by a single or a few authors with expertise in the topic. In this respect, Wikipedia is not different from classical encyclopedias.

KN [Kizu Naoko, japansk administrator]: Elian [Elisabeth Bauer] is right. Also, most of the short articles remain short and of rather poor content. (Riehle 2006)

Det er bemærkelsesværdigt at disse udtalelser kommer fra folk der har en meget stor personlig erfaring med netop Wikipedia-artikler, og det giver i sig selv deres synspunkt en stor vægt. Konstateringen begrundes ikke yderligere, men vi hæfter os dog ved at de på ingen måde lader til at hævde at artiklerne bliver dårligere af at blive redigeret – hvilket underbygges senere i samme interview hvor de påpeger den frie adgang til at redigere som afgørende for Wikipedias fortsatte succes (Riehle 2006). Udtalelserne peger dog på at antallet af redigeringer alene ikke garanterer for kvaliteten.

Samme synspunkt finder man hos andre forskere inden for skrivedidaktikken. I ”Detection, Diagnosis and the Strategies of Revision” (1986) sætter Flower, Hayes et al. sig for at undersøge de mentale processer der finder sted når man redigerer tekster:

In a study of younger writers, the revisions of eighth-graders actually lowered the quality of the text […]. The amount of revision is simply not the key variable. […] Revision, then, is a strategic action, adapted to the necessities of the task. (Flower, Hayes et al. 1986 p. 19)

Observationen i første del af citatet bekræfter altså hvad Wikipedia-administratorerne ovenfor hævdede: at mange redigeringer ikke i sig selv er positivt. Men her handler det til dels også om at Flower, Hayes et al. gør op med den ukritiske holdning til omskrivning som bl.a. Sommers repræsenterer. Her – og i det konkrete eksempel – er der tale om at omskrivningen har været en obligatorisk øvelse i forbindelse med undervisningen – dvs. en opgave der var kontekstuafhængig i den forstand at eleverne skulle omskrive teksten uanset om det var nødvendigt eller ej.

Vi ser naturligvis ikke omskrivning for omskrivningens skyld som vejen til bedre tekster, men det er næppe heller det der gør sig gældende når Wikipedias artikler redigeres. Her er der netop tale om det som Flower, Hayes et al. kalder for en strategisk handlen hvis omfang afgøres af hvad der kræves; det er med andre ord et klassisk bitzersk exigence fordi man læser en artikel, finder den utilfredsstillende – og retter i den i det omfang man finder nødvendigt.

Kort sagt ser vi altså mange redigeringer på Wikipedia som en indikator – ikke en garanti – for kvalitet. Hvis man fastholder troen på at en universel afsender principielt vil én det bedste, og på at folk generelt heller ikke ufrivilligt fx erstatter korrekte oplysninger med ukorrekte, betyder det altså at pålideligheden om ikke øges, så heller ikke mindskes ved mange redigeringer. Samtidig bidrager mange redigeringer til forestillingen om den selvsamme universelle afsender og har derfor også en positiv effekt på artiklens og hele Wikipedias troværdighed. Og endelig peger et kort blik på skrivedidaktikkens teori og praksis på at omskrivning gør gavn hvis skribenterne – som på Wikipedia – motiveres af at de ser et reelt behov for at redigere artiklerne.

Forbedringsforslag til Wikipedia

I tråd med det overordnede perspektiv i dette speciale er det ikke på artefaktniveau vi vil komme med forbedringsforslag. Som nævnt i kapitlet om retoriske situationer og værkbegrebet giver det ifølge bl.a. Barbara Biesecker mere mening at forholde sig til strukturer og processer end konkrete artefakter. Konstruktiv kritik af selve artiklerne på Wikipedia ville ikke blot være absurd fordi de bliver ændret hele tiden, men især fordi hele konceptet er at man bare retter i artiklerne hvis man mener de kunne være bedre. Det har vi også gjort, men i denne sammenhæng finder vi det mere interessant at fastholde vores gennemgående perspektiv hvor vi ser på de rammer der skabes for læsning og skrivning på Wikipedia. Dette perspektiv indebærer dog ikke at vores forbedringsforslag alene vil være på et abstrakt plan; rammerne findes på alle niveauer fra selve wiki-konceptet til de helt små, tekniske detaljer.

Vi har tidligere gjort rede for hvordan man kan pege på nogle tendenser inden for hvor meget, hvorfor og hvordan Wikipedia bruges. Den store udbredelse er et væsentligt element i at kunne se Wikipedia som en genre sådan som vi har gjort det – at mange involverede og mange rettelser gør det muligt overhovedet at tale om både social og reproducerbar handlen. Samme udvikling vil som nævnt have en betydning for Wikipedias troværdighed. I takt med at Wikipedias kvantitet øges, bliver de universelle træk mere og mere dominerende – hvilket vi har hævdet samlet set vil have en positiv effekt på Wikipedias troværdighed. Men der er også nogle elementer der trækker i den modsatte retning – og det er især her vi mener at man med strukturelle ændringer kunne modvirke nogle af de negative tendenser.

Kendskab

Et af de problemer vi nævnte, var at nogle læsende brugere slet ikke er klar over hvordan Wikipedia fungerer. Det er et åbenlyst problem i forhold til en grundlæggende troværdighedsvurdering; som nævnt i afsnittet om kritik af Wikipedias pålidelighed er det problematisk hvis fx skoleelever forholder sig ukritisk til oplysninger de finder på Wikipedia. Men det er jo samtidig en afgørende hindring for at afsenderen kan ses som andet end stærkt partikulær – som det er tilfældet med alle mulige andre encyklopædier.

Kendskabet til både Wikipedia og hele wiki-konceptet generelt er imidlertid stærkt stigende pga. mere og mere omfattende mediedækning samt mere og mere udbredt brug af wikier. Men dermed ikke sagt at Wikipedia ikke selv kunne bidrage mere aktivt til at endnu flere endnu hurtigere lærer konceptet at kende.

Hvis man starter på Wikipedias forside står der ret tydeligt at det er en encyklopædi alle kan præge. På fx den engelske hedder det således allerførst ”Welcome to Wikipedia, the free encyclopedia that anyone can edit.” (”Main Page”), og på den danske indledes med ”Wikipedia er et projekt hvor vi sammen skriver og bruger en encyklopædi.” (”Forside”). Men fordi Wikipedia er meget højt placeret i søgemaskinernes liste over søgeresultater, er det sandsynligt at mange finder vej til Wikipedias artikler ad den vej. Og på de enkelte artikler finder man kun dette element som fanebladet ’edit this page’ øverst på siden og som et link med lille skrift til højre for hvert afsnit.

Den simpleste måde at øge kendskabet til funktionaliteten på Wikipedia er selvfølgelig at skrive meget tydeligere på alle sider at der er tale om en encyklopædi som alle er mere end velkomne til at redigere. Det ville givetvis have en positiv effekt på kendskabet til konceptet – og kan i den forstand anbefales. Samtidig bør man dog overveje om mere af den slags tekst ville skabe unødig støj – og om det trods Wikipedias ukommercielle natur ville give for mange associationer til andre websites hvor fængende tekster og bannerannoncer tager meget opmærksomhed fra ’indholdet’ – i dette tilfælde selve artikelteksten.

En mere diskret måde at gøre opmærksom på konceptet kunne være et sted på siden at skrive hvor mange gange den pågældende side er blevet redigeret siden artiklens oprettelse. Der står i forvejen nederst på alle sider hvornår de sidst er blevet opdateret (som på mange andre websites), men det giver ingen indikation af omfanget eller antallet af ændringer.

Fordelen ved denne model er for det første at den kan øge kendskabet til brugernes mulighed for at redigere. For det andet giver den læseren et indtryk af hvor kontroversiel artiklen er, og hvor mange mennesker der har bidraget til dens udformning. Man kunne supplere med at vise hvor mange gange siden er blevet vist for på den måde at give læseren et billede af hvor mange der har læst artiklen, men undladt at redigere den. Mange visninger og få redigeringer ville således indikere at artiklen generelt har været tilfredsstillende for de redigerende brugere, mens en høj frekvens af redigeringer pr. visning giver et fingerpeg om at de fleste har fundet den uacceptabel – eller at det er et kompliceret emne som der findes mange opfattelser af. Kombineret med den allerede eksisterende oplysning om hvornår artiklen sidst blev redigeret, giver disse metadata brugeren et vist billede af hvordan man skal forholde sig til artiklen. Samtidig ville disse informationer som sagt bidrage til kendskabet til Wikipedias koncept – og dermed også til at den universelle afsender kom i centrum.

Oplysningen om antal redigeringer kan enhver naturligvis allerede finde ved at undersøge artiklens historik. Men det forekommer os ikke så sandsynligt at de mindre rutinerede brugere – som jo måske netop slet ikke ved at de selv kunne redigere – vil klikke på dét faneblad og skabe sig et overblik over tidligere ændringer før de foretager en etosbedømmelse af artiklen og dens forfattere.

Lettere redigering

Vi ser det overordnet som en positiv udvikling for Wikipedia at antallet af redigerende brugere øges. Og faktisk mener vi at antallet af redigeringer kunne stige endnu hurtigere end det gør nu, og at man samtidig kunne sikre sig en større bredde blandt dem der bliver redigerende brugere, hvis man foretog nogle ændringer i den måde man redigerer artiklerne på Wikipedia.

Vi ser et problem i selve den måde artiklerne redigeres rent teknisk: det er for svært. Her handler det altså om de læsende brugere som finder ud af at man selv kan rette artiklerne på Wikipedia, klikker på ’redigér’, når frem til selve den boks hvor teksten redigeres, og herefter giver op, fordi det ser for kompliceret ud.

Som beskrevet i afsnittet om Wikipedias funktionalitet er der tale om en redigeringsboks hvor teksten er uformateret. Skriften i boksen er – modsat ’færdig’ tekst på Wikipedia – Courier New. Den minder lidt om skrivemaskineskrift og er sandsynligvis valgt fordi alle tegn er lige brede. Dette giver et godt overblik i forbindelse med kodning og programmering, og det er til en vis grad også hvad man må gøre når man formaterer en artikel. Hvis man fx vil have et ord med kursiv, markeres det ved to apostroffer på hver side af det som skal fremhæves. Man behøver ikke kende koderne for fx fed, kursiv, overskrift, links e.l. på forhånd, da de også kan indsættes ved at at markere ordene og klikke på de tilhørende ikoner i en menubjælke over boksen – men heller ikke på den måde bliver formateringen vist med andet end koder i redigeringsboksen.

Hermed adskiller redigeringsboksen på Wikipedia sig fra et ellers populært koncept der kaldes WYSIWYG. Akronymet står for ”What You See Is What You Get” og betyder kort sagt at dokumenter allerede under redigering ser færdige ud – som man fx kender det fra tekstbehandlings- og emailprogrammer og fra en del CMS-systemer[52]. Når man bruger koder frem for WYSIWYG på Wikipedia, er det givetvis et levn fra den tid hvor wikipedianerne først og fremmest var folk med stor teknisk indsigt og rutine i fx programmering.

Men vores tese er den banale at synet af redigeringsboksen med sine mange koder (der er fx næsten altid lighedstegn, firkantede parenteser og apostroffer) simpelt hen kan skræmme folk med helt almindelige it-kundskaber væk[53]. Koderne vil for mange brugere fjerne fokus fra selve tekstredigeringen til tekniske spørgsmål, og alene skrifttypen markerer klart visuelt at man nu bevæger sig fra det almindelige og ’sikre’ Wikipedia for læsende brugere – og ind i en form for backstage-område. Netop fordi WYSIWYG allerede siden midt-halvfemserne er blevet meget udbredt, forventer man normalt at den tekniske side af sagen ikke er noget problem; langt de fleste kan uden problemer formatere tekst ikke bare i de almindelige kontorprogrammer, men også i fx weblogs, mailservices på WWW o.l. Derfor kan alene det første blik på alle koderne få en potentiel redigerende bruger til at give op på stedet. Der findes mange lange vejledninger som sandsynligvis rummer alt hvad man har brug for, men det er næppe noget man som ny redigerende bruger vil bruge meget tid på at sætte sig ind i for at rette en simpel oplysning.

I en af vejledningerne som henvender sig til nye brugere, står det dog samtidig helt klart at man ikke behøver sætte sig ind i alle koderne:

Når man starter på Wikipedia, er det vigtigste at man fylder viden ind i artiklerne. Du behøver ikke bekymre dig så meget om formatering i starten; typisk vil nogen se din artikel kort efter du har oprettet den og rette den til så den passer ind i stilen. Med tiden vil du få fornemmelsen af hvordan artikler skal se ud. Wikipedia har en hel stilmanual, hvis du ønsker at kende detaljerne. (”Kom hurtigt i gang”)

Spørgsmålet er dog igen om man overhovedet finder frem til denne vejledning, og om ikke de fleste alligevel lader sig skræmme af alle mulighederne. Dette ville man kunne undgå ved at forbedre redigeringsboksen med mere WYSIWYG[54]. Koderne har for mange rutinerede brugere deres fordele fordi det kan være lettere at kontrollere formaterne hvis noget pludselig ser forkert ud – men det kan løses som man gør mange andre steder: ved med et klik at vælge mellem WYSIWYG og kode.

Vi mener ikke at et omfattende udvalg af formateringsmuligheder er løsningen. Vi ser en stor styrke i at gøre redigeringen så simpel som muligt for på den måde at sætte selve teksten i centrum. Så det handler snarere om at gøre de få nødvendigste redskaber lettere at bruge – og så evt. have alt resten liggende gemt lidt væk i fx en menu der kunne hedde ’avanceret formatering’ e.l. I den nuværende værktøjsbjælke kan man fx som standard vælge at indsætte en kodestump der gør det muligt at lave matematiske formler i kodesproget LaTeX – et element vi mener skaber mere forvirring end gavn for de fleste brugere. Desuden kunne man gøre selve redigeringsboksen større; den er ca. 25 linjer høj og giver dermed ikke noget særlig godt overblik over længere tekster. Det kan være medvirkende til at brugerne gennemfører små og ubetydelige redigeringer, snarere end de store og strukturelle ændringer som Sommers som nævnt ovenfor især finder hos rutinerede skribenter.

Et andet tiltag der i vores øjne kunne styrke brugervenligheden på Wikipedia, kunne være at lave en skabelonvælger i et popup-vindue. Hvis man i øjeblikket fx vil gøre opmærksom på at en artikel bør slettes på grund af overtrædelse af reglerne om ophavsret, skal man vide at man skal indsætte koden {{copyvio|URL}} hvor URL er adressen på den webside som artiklen uretmæssigt er kopieret fra. Igen er det selvfølgelig oplysninger der er fuldt tilgængelige på en særlig side om skabeloner (”Skabeloner”), men det er ikke en side man finder frem til, med mindre man ved at den er der. Vi vurderer at kun meget rutinerede brugere er i stand til at bruge skabeloner, og det betyder samtidig at en stor gruppe mindre øvede redigerende brugere ikke kan være med til at metakommunikere om teksterne.

Man kunne også forestille sig en løsning hvor hvem som helst – også blot læsende brugere – havde mulighed for på en let måde at tilføje skabeloner til artikler direkte fra den side hvor artikelteksten vises. I stedet for at blot en snæver kreds af redigerende brugere med teknisk kunnen er i stand til at påpege ulemper og problemer ved artikler, kunne langt flere hjælpe til med at give andre læsere et indtryk af hvordan de skal forholde sig til artiklens pålidelighed[55] – og netop dét ville øge Wikipedias troværdighed generelt.

Med andre ord argumenterer vi altså for at en lettere tilgængelig redigering af artiklerne på Wikipedia ville tiltrække og fastholde flere redigerende brugere. Dette ville igen bidrage til både pålideligheden og, via en mere markant universel afsender, også troværdigheden.

Begrænsning i brugeres muligheder

Som udgangspunkt ser vi det som problematisk når der bliver taget skridt i retning af flere begrænsninger i brugernes muligheder for at oprette og redigere artikler. Vi vil fremhæve en konkret sag der har affødt stor debat om anonyme brugeres muligheder for at redigere – og som har medført reelle ændringer i Wikipedias struktur.

I maj 2005 blev der i den engelske artikel om forfatteren og journalisten John Seigenthaler tilføjet en oplysning der antydede at Seigenthaler muligvis havde været involveret i drabene på John F. Kennedy og Robert F. Kennedy. Anklagen var ment som en vits og havde intet på sig, men fik ikke desto mindre lov at blive stående indtil september samme år. Da Seigenthaler i december kritiserede Wikipedia på CNN, blev det en offentlig skandale hvor der blev stillet alvorligt spørgsmålstegn ved Wikipedias troværdighed (”John Seigenthaler Sr. Wikipedia biography controversy”).

En direkte konsekvens af Seigenthaler-sagen var to nye tiltag i den måde den engelske Wikipedia fungerer. Dels blev der indført et nyt patruljeringsværktøj der giver administratorer mulighed for at sikre sig at samtlige redigeringer bliver gennemset, dels blev der sat begrænsninger for anonyme brugeres mulighed for at oprette artikler.

Fra 17. december 2005 har man ikke kunnet oprette nye artikler på den engelske Wikipedia uden at være registreret bruger, og heller ikke hvis ens brugerkonto er mindre end fire dage gammel. En beslægtet begrænsning i forhold til eksisterende artikler findes som skabelon på den engelske Wikipedia under navnet semi-protection policy (”Semi-protection policy”) som kan indsættes på artikler og som forhindrer anonyme og nye brugere i overhovedet at redigere dem[56].

At anonyme brugere ikke kan oprette nye artikler – og heller ikke redigere visse eksisterende – vil sikkert få flere til at registrere sig som brugere end ellers. Men endnu flere vil sandsynligvis bare give op når det ikke umiddelbart lader sig gøre.

Vi mener at det er principielt problematisk at begrænse den frie adgang til at oprette og redigere artiklerne. I kapitlet om Wikipedia som genre fandt vi at det sociale motiv bag Wikipedia til dels består i netop denne grundlæggende frihed for alle til at præge den fælles viden. Dette motiv er som nævnt tæt knyttet til nogle mere praktiske spørgsmål i form af tekniske muligheder, og det er netop disse tekniske begrænsninger der, ganske vist i lille målestok, påvirker et centralt element i Wikipedias sammensatte sociale motiv. På kort sigt betyder begrænsningen nok lidt færre redigeringer og er i den forstand ikke ønskværdigt – men på længere sigt er det altså et brud på en af de faktorer der får nuværende og potentielle redigerende brugere til at engagere sig.

Desuden betyder det også at de universelle træk ved afsenderen på Wikipedia formindskes. ’Almindelige’ blokeringer af brugere og IP-adresser der fx står bag hærværk, er ikke noget stort problem i den sammenhæng, fordi vandaler som udgangspunkt ikke indgår som en central del af forestillingen om alle fornuftige mennesker. At brugere som ikke er registreret, ikke kan oprette nye artikler, er derimod i højere grad et brud med denne forestilling. Hvis man viderefører argumentationen fra kapitlet om etos ovenfor, kan tiltaget som Seigenthaler-affæren affødte, således ironisk nok være med til at svække Wikipedias overordnede troværdighed.

At man har valgt at indføre disse begrænsninger på den engelske Wikipedia, betyder på ingen måde at projektet generelt er truet. Når vi vælger at fremhæve det her, er det fordi vi ser det som en uheldig tendens[57]. Det handler ikke om at vi ser det rene anarki som målet, men om at man som udgangspunkt skal passe på med restriktioner med mindre de har en klar hensigtsmæssig funktion og ikke volder skade på hele konceptet. Således ser vi fx se den omtalte semi-protection policy som et positivt tiltag som en blødere begrænsning i forhold til tidligere hvor der kun var mulighed for helt at låse artikler. Før kunne artikler kun være enten helt åbne for redigeringer, eller de kunne låses for alle andre end administratorere hvis de ofte blev vandaliseret. Vandalisme kommer dog næsten altid fra anonyme brugere, og derfor giver det mening at lave en mulighed for kun at afskrive anonyme og nyoprettede brugere fra at redigere. Vi synes det er et negativt tiltag at kun registrerede brugere kan oprette artikler (på den engelske version), mens det omvendt er et hensigtsmæssigt tiltag at gøre det nemmere og mere systematisk at der holdes øje med alle rettelser og oprettelser, noget der ikke mindsker den lette adgang der er væsentlig i forhold til Wikipedias sociale motiv og forestillingen om en universel afsender.

Wikier i andre sammenhænge

Nogle af de kvaliteter vi overordnet ser i Wikipedia, mener vi også man vil kunne drage nytte af i andet end internetencyklopædier. Man ser en vis succes med nogle af Wikimedia-fondens andre projekter (ordbog, citatsamling, nyheder, gratis e-bøger, opskrifter m.m.) der bygger på den samme wiki-software, men vi opfatter dem i høj grad som en integreret del af fællesskabet omkring Wikipedia. Her vil vi pege på nogle perspektiver som rækker videre end det.

Inden for forskningen i kollaborativ skrivning har Lowry et al. (2004) forsøgt at opbygge en taksonomi for feltet for at kvalificere videre faglig diskussion[58]. Her opregnes en række forskellige former for kollaborativ skrivning, heraf en som det ville være oplagt at kategorisere Wikipedia under: ”We define reactive writing as a strategy that occurs when writers create a document in real time, reacting and adjusting to each other’s changes and additions […] without significant preplanning and explicit coordination” (p. 78, vores fremhævelse). De nævner imidlertid ikke wiki-software (selv om Wikipedia allerede var meget udbredt i 2004), men det mener vi egentlig er et oplagt bud på en praktisk løsning på nogle af de problemer forfatterne nævner i forbindelse med denne form for kollaborativ skrivning: ”The primary downside of [reactive writing] is that it makes coordination difficult and can cause difficulties with version control […]—these difficulties likely limit greatly the size of teams that can use this approach effectively” (p. 79). Dette speciale skulle selvfølgelig gerne kunne fungere som et argument for at endog meget store grupper sammen kan skabe nyttig viden gennem reactive writing, men vi nævner dette for at pege på at wiki-konceptet kan være et nyttigt redskab i situationer hvor kollaborativ skrivning finder sted. Her kunne det være oplagt at undersøge nærmere i hvor høj grad wikier underbygger en god skriveproces.

Man kunne også se nærmere på wikier som middel til konsensusskabende argumentation i et offentligt rum, på hvorvidt fx Wikipedia skaber grobund for vellykket konsensus med udgangspunkt i eksempelvis Jürgen Habermas’ ideal om herredømmefri kommunikation eller i pragmadialektikkens idealer om den konsensussøgende kritiske diskussion. Der er ganske vist ikke tale om den noget idealiserede og absolutte konsensus som pragmadialektikken (fx van Eemeren & Grootendorst 1992) sætter som mål; på Wikipedia tilstræber man fx at holde sig på de konstaterende og definerende niveauer og behøver således ikke nå til enighed om at evaluere emnet, endsige advokere for en holdning eller handling. Hvis debatterende parter som supplement til traditionelle debatformer på denne måde kunne nå til enighed om en række basale forhold, ser vi således også perspektiver i wiki-teknologien som grobund for mere kvalificerede debatter.

I firmaer og organisationer har idealet længe været en kommunikation der, både internt og eksternt, er stærkt centraliseret og ensrettende; enhver ytring skal tegne et billede af virksomheden som sikker, stærk og kontrolleret. Der er imidlertid en tendens til at man i højere grad efterstræber en mindre homogen og polyfonisk kommunikation (Christensen & Morsing 2005). Problemet med den centraliserede og traditionelle kommunikation er ifølge Cheney og Christensen (2001) at den ikke giver en tilstrækkelig grad af indflydelse til medarbejderne og de eksterne interessenter. Især internt i organisationer finder vi at wikier kan være et middel til ikke blot at løse en række rent praktiske problemer med versioner – her taler vi af personlig erfaring med tekstfiler der sendes rundt i et utal af versioner (og hvor rettelser og ændringsforslag ikke altid knytter sig til den seneste af dem) – men også til at skabe en mere åben og fri kommunikation mellem medarbejderne. Wikien opfordrer i sin natur til at alle interesserede let kan komme til orde – og Wikipedia fungerer som et udmærket bevis på at det samtidig kan lade sig gøre at skabe både en vis konsensus mellem forfattere og nyttige tekster for læseren. Vi vil dog igen – som i afsnittet ovenfor om begrænsning af brugerrettigheder – understrege at det i den sammenhæng er afgørende at der faktisk er fri adgang til at skrive; vi ser det som en risiko at ledelsen frygter hvad det ville føre med sig at give ordet frit. Derfor forventer vi også det har lange udsigter med wikier som almindeligt udbredt redskab – men vi tror og anbefaler at det er den vej udviklingen går.

Endelig ser vi et generelt demokratiserende element i wikier som i høj grad allerede gør sig gældende på Wikipedia. Det at enhver kan være med til at skrive artiklerne, er en måde at trække magten til at definere verden ud af traditionelle hierarkier hvor dén ret er forbeholdt en intellektuel og økonomisk elite. Sociologer som fx Pierre Bourdieu har vist hvordan der sker en akkumulation af symbolsk magt hos de grupper der besidder den økonomiske, kulturelle og sociale kapital (Järvinen 2000 p. 349; Bourdieu 1979 p. 331). Det har traditionelt været denne elite der har haft patent på at definere ikke blot hvad der er godt og dårligt, men også hvad der er sandt og falsk. Vi mener ikke at wikier kan eller skal gøre ende på social stratifikation og distinktion, men ud fra en antagelse om at viden er nært forbundet med magt, ser vi alt andet lige wiki-teknologien som en måde at give ordet og dermed indflydelsen til en større kreds end de grupper der traditionelt har haft adgang til publicering. Man ser tendensen generelt på WWW med fx weblogs hvor enhver også kan komme til orde. De enkelte weblogs er i den grad partikulære og svarer i deres demokratiske rækkevidde måske mest til at sidde på et værtshus og tale magteliten imod; men i blogosfæren som hele kommer nogle større og interessante dynamikker frem. Wikiernes styrke ligger netop også i nogle større dynamikker, i en form for universalitet; den skaber en troværdighed og autoritet der hidtil har været forbeholdt de få. Og i den forstand bliver Wikipedia paradigmet på hvordan wikier lokalt og globalt kan demokratisere skabelsen og repræsentationen af fælles viden.

8. Konklusion

Vi indledte dette speciale med at citere Robert McHenrys sammenligning mellem det at bruge Wikipedia og besøge et offentligt toilet: man har ingen anelse om hvem der har været der før én selv. Sandt nok, men man kan indvende at det måske ikke betyder så forfærdelig meget. Offentlige toilleter bliver i hvert fald brugt; for de fleste mennesker er det tilstrækkeligt at man kan finde ét når man har brug for det. Man behøver ikke bekymre sig om hvem der stiller dem til rådighed og står for rengøringen, og så efterlader de fleste af os dem endda som vi gerne selv vil finde dem.

Specialets udgangspunkt var en undren over at Wikipedia på trods af en grundlæggende skepsis lader til at fungere så godt. På den ene side peger alle tal på at Wikipedia er enormt omfattende, udbredt, anvendt og efterhånden også anerkendt, og at det vokser med stor fart. Men på den anden side kunne vi konstatere at de fleste menneskers umiddelbare reaktion på at hvem som helst har lov til at bestemme hvad der skal stå i encyklopædien, er at den i så fald ikke kan bruges til noget som helst – i hvert fald ikke uden den allerstørste varsomhed. Specialet har været en søgen efter svar på hvordan dét kunne hænge sammen, og vi er dykket ned i begge dele – succesen og mistroen – for at se på dem hver for sig, forsøge at forklare dem og derved kunne se hvordan de kan eksistere sideløbende.

Vi har argumenteret for at en del af succesen kan forklares ved den måde Wikipedia udgør en genre for sig. Med et syn på genrer som handler mere om social reproduktion på basis af et retorisk fællesskab end om formmæssige karakteristika, har vi fundet at Wikipedia som genre befinder sig i et spændingsfelt mellem encyklopædien som abstrakt, regulerende idé og et konkret artefaktniveau. På den måde har vi forsøgt at lade genreforståelsen skabe forbindelse mellem de enkelte ytringer og aktører og de mere overordnede og uhåndterligere strukturer. På det mest konkrete niveau ser vi Wikipedia som et artefakt – en samling tekster der alle findes under domænet wikipedia.org – mens vi på det mest abstrakte niveau finder at Wikipedia nærmer sig Umberto Ecos ideelle encyklopædiske semantik. På niveauet mellem det konkrete og det abstrakte konstitueres genren således af et komplekst socialt motiv. Dette sociale motiv trækker på elementer af forskellige forudgående genrer og på et mere tidløst retorisk exigence som vi identificerede i Ecos begreb om encyklopædien som regulerende idé. I kernen af det sociale motiv ligger nogle kulturelle strømninger i tiden omkring Wikipedias tilblivelse som så at sige skabte et kulturelt kairos sammensat af bestemte elementer af kulturen omkring internettet, post-dot-com-opmærksomhed på ukommercielle projekter, og en tilstrækkelig udbredelse af nogle egentlig forholdsvis primitive teknologiske redskaber og kompetencer.

Som basis for Wikipedia som denne sociale handlen ligger en bestemt forestilling om et retorisk fællesskab omkring Wikipedia; en abstrakt fællesskabskonstruktion der er en forudsætning for den forhandling om fælles viden som konstituerer Wikipedia. Det retoriske fællesskab indeholder både sammenholdende og opsplittende kræfter, de enige såvel som de rivende uenige, og herved bliver det retoriske fællesskab en forudsætning for et sofistisk projekt som Wikipedia – sofistisk forstået i den forstand som Conley kalder protagoræisk. Den klassiske tanke om controversia lever således i bedste velgående på Wikipedia hvor alt kan tages op til diskussion og alle i princippet har lige adgang til at deltage i repræsentationen af vores fælles viden.

Men mistroen mod Wikipedia bygger samtidig på at netop hvem som helst kan have været inde og redigere artiklerne og således også fylde dem med fejl, reklame, propaganda eller hærværk. Vi finder kun denne frygt delvist begrundet, da en lang række kontrolprocedurer i høj grad begrænser fejlene. Som grundlag for hvordan der kan skabes etos i et tilsyneladende afsenderløst miljø som Wikipedia, har vi introduceret en omfortolkning og videreførelse af Perelmans universelle publikum til afsendersiden. Og vi argumenterer for at netop tanken om en universel afsender, en tankekonstruktion hos modtageren der omfatter alle fornuftige mennesker, kan skabe en holdbar etos for Wikipedia, ikke mindst i kraft af den positive tendens til at de universelle afsenderelementer til stadighed styrkes.

Muligheden for en sådan konstruktion af en universel afsender skabes af det Miller beskriver som en grundlæggende irrationel tillid og samarbejdsvilje hos mennesker. Det er i denne tillid vi også ser koblingen af Wikipedias etospotentiale til Wikipedia som vellykket genre. En tillid som muliggør etos og kan ses som en inkarnation af det retoriske fællesskab der ligger til grund for genren Wikipedia. Og det er i kraft af denne irrationelle tillid, af denne konstruktion af det retoriske fællesskab at Wikipedia som sofistisk projekt kommer til at udfolde sin væsentlige sociale funktion i et spændingsfelt mellem mistro og succes, mellem konkret manifestation og regulerende idé, mellem aktør og struktur, mellem sammenhold og opsplittelse, mellem myterne om subjektivisme og objektivisme, mellem partikulært og universelt, og ikke mindst: som social handlen mellem den enkelte bruger og de ubegribeligt mange derude.

Bibliografi

For lettere adgang til elektroniske kilder er bibliografien også tilgængelig på:

http://kua.dk/mediawiki/index.php?title=Bibliografi

Litteratur

Alexa (2006), ”Related Info for: wikipedia.org/wiki/Main_Page”, http://www.alexa.com/data/details/traffic_details?&range=6m&size=large&compare_sites=&y=t&url=http://en.wikipedia.org/wiki/Main_Page (10. juli 2006 kl. 15:21).

AntiWikipedia (2006a), ”AntiWikipedia – Home” http://www.antiwikipedia.com/antiwiki/index.asp (10. august 2006 kl. 17.03).

— (2006b), ”AntiWikipedia – FAQ” http://www.antiwikipedia.com/antiwiki/faq.asp (10. august 2006 kl. 17.04).

Aristoteles (1996), Retorik. På dansk ved Thure Hastrup. 3. oplag. København: Museum Tusculanums Forlag.

Biesecker, Barbara A. (1999), ”Rethinking the Rhetorical Situation from within the Thematic of Différance” in: Lucaites, Condit & Caudill (eds.), Contemporary Rhetorical Theory: A Reader, pp. 232-246. New York: The Guilford Press.

Bitzer, Lloyd F. (1968), ”The Rhetorical Situation” in: Philosophy and Rhetoric, vol. 1, no. 1, pp. 1-14.

Bitzer, Lloyd F. (1997), ”Den retoriske situation” in: Rhetorica Scandinavica, no. 3, pp. 9-17.

Black, Edwin (1965), Rhetorical Criticism. Madison: University of Wisconsin Press.

Bolter, Jay David (1993), ”Hypertext and the Rhetorical Canons” in: Reynolds, John F. (ed.), Rhetorical Memory and Delivery. Classical Concepts for Contemporary Composition and Communication, pp. 97-111. Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum Associates.

Bourdieu, Pierre (1979), La Distinction. Critique sociale du jugement. Paris: Les Éditions de Minuit.

Bruffee, Kenneth A. (1984), ”Collaborative Learning and the ’Conversation of Mankind’” in: College English, vol. 46, no. 7, pp. 635-652.

Brügger, Niels (2002), ”Theoretical Reflections on Media and Media History” in: Media History: Theories, Methods, Analysis, pp. 33-66. Århus: Århus Universitetsforlag.

Burke, Kenneth (1950), A Rhetoric of Motives. Berkeley: University of California Press.

Calacanis, Jason (2006), ”The Wikipedia is difficult to use in order to keep out non-technical users (or ”how developers use their power to discriminate against certin users”)”, http://www.calacanis.com/2006/08/02/the-wikipedia-is-difficult-to-use-in-order-to-keep-out-non-techn/ (2. august 2006 kl. 22:45).

Campbell, Karlyn Kohrs & Kathleen Hall Jamieson (1989), ”Introduction to Form and Genre” in: Methods of Rhetorical Criticism, pp. 331-342. Detroit, MI: Wayne State University Press.

Castells, Manuel (2001), The Internet Galaxy: Reflections on the Internet, Business, and Society. Oxford: Oxford University Press.

Cheney, George & Lars Thøger Christensen (2001), ”Organizational Identity Linkages Between Internal and External Communication” in: Jablin, Fredric M. & Putnam, Linda L. (eds.): The New Handbook of Organizational Communication Advances in Theory, Research, and Methods. Thousand Oaks, CA: Sage Publications, Inc.

Cherry, Roger D. (1998), ”Ethos Versus Persona. Self-Representation in Written Discourse” in: Written Communication, vol. 15, no. 3, pp. 384-410.

Christensen, Lars Thøger & Mette Morsing (2005), Bagom Corporate Communication. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Conley, Thomas M. (1986), ”The Linnean Blues: Thoughts on the Genre Approach” in: Form, Genre and the Study of Political Discourse, pp. 59-78. Columbia, SC: South Carolina University Press.

Conley, Thomas M. (1990), Rhetoric in the European Tradition. Chicaco: The University of Chicago Press.

Connors & Glenn (1995), ”Teaching Composing Processes” in: The St. Martin’s Guide to Teaching Writing, pp. 101-137. New York: St. Martin’s Press.

Crosswhite, James (1989), ”Universality in Rhetoric: Perelman’s Universal Audience” in: Philosophy and Rhetoric, vol 22, no. 3, pp. 157-173.

— (1995), ”Is There an Audience for this Argument? Fallacies, Theories, and Relativisms” in: Philosophy and Rhetoric, vol. 28, no. 2, pp. 134-145.

Deleuze, Gilles, & Félix Guattari (2003), ”Introduction: Rhizome” in: Wardrip-Fruin, Noah & Nick Montfort (eds.), The New Media Reader, pp. 407-407. Cambridge, MA: The MIT Press.

Due, Anders (2005), ”Det var ikke med vilje. Om afsenderintention som parameter i normativ retorik” in: Rhetorica Scandinavica, no. 34, pp. 17-34.

Eco, Umberto (1984), Semiotics and The Philosophy of Language. London: The MacMillan Press.

— (1996), ”Afterword” in: Nunberg, Geoffrey (Ed.), The Future of the Book”, pp. 295-303. Berkeley: University of California Press.

— (2000), Kant og Næbdyret. København: Forum.

— (2006), ”Come copiare da Internet” in: L’espresso, http://espresso.repubblica.it/dettaglio-archivio/1252511 (12. august 2006 kl. 11:17).

van Eemeren, Frans H. & Rob Grootendorst (1992), Argumentation, Communication, and Fallacies: A Pragma-Dialectic Perspective. Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum Associates.

Eising, Jesper (2005), ”Utroværdigt net-leksikon” in: Berlingske Tidende, 6. december 2005, 2. sektion p. 9.

Eriksson, Birgit (2003), ”Verdens Modstande og Påvirkelighed – Umberto Ecos encyklopædier” in: Passage: Tidsskrift for litteratur og kritik, no. 47, pp. 43-54.

Fafner, Jørgen (1984), ”Følelsernes grundlag i tale og skrift” in: Retorik Studier, no. 7, pp. 37-74.

— (1990), ”Retorikkens Brændpunkt” in: Norsklæraren, no. 1, pp. 14-25.

Flower, Hayes et al. (1986), ”Detection, Diagnosis and the Strategies” in: College Composition and Communication, vol. 37, no. 1, pp. 16-55.

Foss, Sonja K. (1989), ”Generic Criticism” in: Rhetorical Criticism, pp. 111-121. Prospect Heights: Waveland Press.

Foss, Foss & Trapp (eds.) (1991), ”Chaim Perelman” in: Contemporary Perspectives on Rhetoric, pp. 119-141. Prospect Heights: Waveland Press.

Foucault, Michel (1977), ”What is an Author?” in: Language, Counter-Memory, Practice: Selected Essays and Interviews, pp. 113-138. Ithaca, NY: Cornell University Press.

Frandsen, Finn (2000), Umberto Eco og semiotikken. Århus: Århus Universitetsforlag.

Giles, Jim (2005), ”Internet encyclopaedias go head til head”, http://www.nature.com/nature/journal/v438/n7070/full/438900a.html (3. august 2006 kl. 12:07).

Google (2006), ”2005 Year-End Google Zeitgeist”, http://www.google.com/intl/en/press/zeitgeist2005.html (2. august 2006 kl. 9:19).

Hafner, Katie (2006), ”Growing Wikipedia Revises Its ’Anyone Can Edit’ Policy” in: The New York Times 17. juni 2006, http://www.nytimes.com/2006/06/17/technology/17wiki.html?ex=1308196800&en=646c3d018ce68f36&ei=5088&partner=rssnyt&emc=rss (3. august 2006 kl. 12:10).

Harrel & Linkugel (1978), ”On Rhetorical Genre: An Organizing Perspective” in: Philosophy and Rhetoric, vol. 11, no. 4, pp. 262-279.

Hauser, Gerard A. (1999), Vernacular Voices: The Rhetoric of Publics and Public Spheres. Columbia, SC: University of South Carolina Press.

Hill, Forbes, (1972), ”Conventional Wisdom – Traditional form – The President’s Message of November 3, 1969” in: Quarterly Journal of Speech, Vol. 58, No. 4, pp. 373-386.

Jamieson, Kathleen Hall (1973), ”Generic Constraints and the Rhetorical Situation” in: Philosophy and Rhetoric, vol. 6, no. 3, pp. 162-170.

Järvinen, Margaretha (2000), ”Pierre Bourdieu” in: Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen (eds.): Klassisk og moderne samfundsteori, 2. udgave, pp. 342-363. København: Hans Reitzels Forlag.

Jønch-Clausen, Heidi (2005), Populisme som medieskabt fænomen. En retorisk analyse af den politiske journalistiks nedbrydning af politikernes troværdighed. Speciale i retorik ved Københavns Universitet.

Jørgensen, Charlotte (2000), ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik? Vurderingsinstanser i normativ retorik” in: Rhetorica Scandinavica, no. 15, pp. 34-48.

— (2006), ”Two versions of Perelman’s universal audience”. Paper ved Den 3. nordiske retorikk-konferansen, Oslo, 20. maj 2006.

Kjeldsen, Jens E. (2006), ”Retorisk genreanalyse” in: Klujeff, Marie L. & Roer, Hanne (eds.), Retorikkens aktualitet: Grundbog i retorisk analyse, pp. 63-90. København: Hans Reitzels Forlag.

Knape, Joachim (2000), ”Medialrhetorik” in: Was ist Rhetorik?, pp. 90-106. Stuttgart: Philipp Reclam.

Kollock, Peter (1999), ”The Economies of online cooperation. Gifts and public goods in cyberspace” in: Smith, Marc A. & Peter Kollock (eds.), Communities in Cyberspace pp. 220-239. London: Routledge.

Lakoff, George & Mark Johnson (1980), Metaphors We Live By. Chicago: University of Chicago Press.

Landow, George P. (1989), ”Hypertext in Literary Education, Criticism, and Scholarship” in: Computers and the Humanities, vol. 23, pp. 173-198. Holland: Kluwer Academic Publishers.

Lanham, Richard A. (1992), ”Digital Rhetoric: Theory, Practice, and Property” in: Tuman, Myron C. (ed.), Literacy online : the promise (and peril) of reading and writing with computers, pp. 221-243. Pittsburgh: University of Pittsburgh press.

Lessig, Lawrence (2004), Free Culture: How Big Media Uses Technology and the Law to Lock Down Culture and Control Creativity. New York: The Penguin Press.

Lih, Andrew (2004), ”Wikipedia as Participatory Journalism: Reliable Sources? Metrics for evaluating collaborative media as a news resource”. Paper ved 5th International Symposium on Online Journalism, University of Texas, Austin, 16.-17. april 2004, http://jmsc.hku.hk/faculty/alih/publications/utaustin-2004-wikipedia-rc2.pdf (13. august 2006 kl. 15:35).

Lowry, Paul Benjamin, Aaron Curtis & Michelle René Lowry (2004), ”Building a Taxonomy and Nomenclature of Collaborative Writing to Improve Interdisciplinary Research and Practice” in: Journal of Business Communication, vol. 41, no. 1, pp. 66-99.

Lyotard, Jean-François (1996), Viden og det postmoderne samfund. Århus: Slagmark.

Løgstrup, K. E. (1956), Den etiske fordring. København: Gyldendal.

Mayfield, Ross (2005), ”Jimbo’s Problems: A Free Culture Manifesto” http://many.corante.com/archives/2005/08/05/jimbos_problems_a_free_culture_manifesto.php (11. august 2006 kl. 9.50).

McCroskey, James (1968), ”Ethos: A Dominant Factor in Rhetorical Communication” in: An Introduction to Rhetorical Communication, pp. 87-107. Boston: Allyn & Bacon.

McHenry, Robert (2004), ”The Faith-Based Encyclopedia”, http://www.tcsdaily.com/article.aspx?id=111504A (2. august 2006 kl. 23:15).

McLuhan, Marshall (1994), Understanding Media: The Extensions of Man. Cambridge, MA: MIT Press.

Meilby, Mogens (2001), Journalistikkens grundtrin. Fra ide til artikel, 1. udgave, 5. oplag. Århus: Forlaget Ajour.

Meyrowitz, Joshua (1997), ”Tre paradigmer i medieforskningen” in: Mediekultur, no. 26, pp. 56-69.

Miller, Carolyn R. (1993a), ”The Polis as Rhetorical Community” in: Rhetorica, vol. 11, no. 3, pp. 211-240.

— (1993b), ”Rhetoric and Community: The Problem of the One and the Many” in: Enos, Theresa & Stuart C. Brown (eds.), Defining the New Rhetorics, pp. 79–94. Newbury Park: Sage.

— (1994), ”Rhetorical Community: The Cultural Basis of Genre” in: Freedman, Aviva & Medway, Peter (eds.), Genre and the New Rhetoric, pp. 67-78. London: Taylor and Francis.

— (1998), ”Genre as Social Action” in: Farrel, Thomas B. (ed.), Landmark Essays on Contemporary Rhetoric, pp. 123-141. Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum Associates.

— (2001a), ”Writing in a Culture of Simulation: Ethos Online” in: Coppock, Patrick (ed.), The Semiotics of Writing: Transdisciplinary Perspectives on the Technology of Writing, pp. 253-279. Turnhout: Brepols.

— (2001b), ”Genre som sosial handling” in: Rhetorica Scandinavica, no. 18, pp. 19-49.

— (2004), ”Expertise and Agency: Transformations of Ethos in Human-Computer Interaction” in: Hyde, Michael (ed.), The Ethos of Rhetoric, pp. 197–218. Columbia, SC: University of South Carolina Press.

Miller, Carolyn R. & Shepherd, Dawn (2004), ”Blogging as Social Action: A Genre Analysis of the Weblog”, http://blog.lib.umn.edu/blogosphere/blogging_as_social_action.html (2. august 2006 kl. 23:04).

Nature (2006), ”Nature Peer Review Trial and Debate”, http://www.nature.com/nature/peerreview/index.html (2. august 2006 kl. 10:04).

Pass, Nadja (2005), ”Waltzing in the Wiki-wonderland” in: Reflexioner: Om Rødder”, pp. 18-28.

Pedersen, Niels M. L. & Anders Due (2006a), Speciale om Wikipedia. Wiki, http://kua.dk/w.

Pedersen, Niels M. L. & Anders Due (2006b), ”Kan man stole på hvem som helst?” in: RetorikMagasinet, no. 60, pp. 22-25.

Perelman, Chaïm (1984), ”The New Rhetoric and the Rhetoricians: Remembrances and Comments” in: Quarterly Journal of Speech, vol. 70, no. 2, pp. 188-196.

Perelman, Chaïm & Lucie Olbrechts-Tyteca (1969), The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation. På engelsk ved John Wilkinson & Purcell Weaver. Notre Dame, IN: University of Notre Dame Press.

Riehle, Dirk (2006), ”How and Why Wikipedia Works: An Interview with Angela Beesley, Elisabeth Bauer, and Kizu Naoko”, http://www.riehle.org/computer-science/research/2006/wikisym-2006-interview.html (2. august 2006 kl. 23:05).

Schiff, Stacy (2006), ”Know It All”, in: The New Yorker, 31. juli 2006, http://www.newyorker.com/printables/fact/060731fa_fact (2. august 2006 kl. 23:07).

Sommers, Nancy (1980), ”Revision Strategies of Student Writers and Experienced Adult Writers” in: College Composition and Communication, vol. 31, no. 4, pp. 378-388.

Turkle, Sherry (1997), Life on the Screen: Identity in the Age of the Internet. New York: Touchstone.

Vatz, Richard E. (1999), ”The Myth of the Rhetorical Situation” in: Lucaites, Condit & Caudill (eds.), Contemporary Rhetorical Theory: A Reader, pp. 226-231. New York: The Guilford Press.

Villadsen, Lisa Storm (2001), ”Genrebegrebet og retorisk kritik” in: Rhetorica Scandinavica, no. 18, pp. 36-49.

Wales, Jimmy (2005), ”Ten Challenges for the Free Culture Movement”, http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/a/aa/Wikimania_Jimbo_Presentation.pdf (12. august kl. 14:48).

Warnick, Barbara (2004), ”Ethos Online: Source Credibility in an ’Authorless’ Environment”, http://faculty.washington.edu/barbwarn/Ethospaper1.htm (2. august 2006 kl. 23:08).

Wichelns, Herbert A. (2000), ”Den litterære kritik af talekunst” in: Rhetorica Scandinavica, no. 13, pp. 8-32.

Wikimedia Foundation (2006), ”Home – Wikimedia Foundation”, http://wikimediafoundation.org/w/index.php?title=Home&oldid=15144 (10. august 2006 kl. 16:43).

Wikinfo (2006a), ”Wikinfo | Main Page” http://wikinfo.org/wiki.php? (10. august 2006 kl. 17.17).

— (2006b), ”Wikinfo | Sympathetic point of view” http://wikinfo.org/wiki.php?title=Sympathetic_point_of_view (10. august 2006 kl. 17.18).

The Wired Campus (2006), ”Wikipedia Founder Discourages Academic Use of His Creation”, http://chronicle.com/wiredcampus/article/1328/wikipedia-founder-discourages-academic-use-of-his-creation (2. august 2006 kl. 23:08).

Wired News (2006): ”Toward a Better Wikipedia”, http://www.wired.com/news/technology/0,71535-0.html?tw=wn_index_7 (7. august 2006 kl. 14:36).

Sider fra Wikipedia

Wikipedia opdateres døgnet rundt, og derfor virker det i sig selv lidt problematisk at referere til sider fundet på Wikipedia. Alle tidligere og nuværende versioner af alle artikler er imidlertid tilgængelige på Wikipedia, og i litteraturlisten benytter vi derfor permalinks, dvs. links der henviser til en arkiveret (og dermed uforanderlig) version af siden – eller, hvor permalinks ikke er tilgængelige (fx automatisk genererede statistiksider), opslagets præcise webadresse og det tidspunkt hvor vi hentede siden.

Wikipedias brugere (2006): ”Bill Clinton”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Bill_Clinton&oldid=67201398.

— : ”Criticism of Wikipedia”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Criticism_of_Wikipedia&oldid=58571042.

— : ”Forside”, http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Forside&oldid=246688.

— : ”John Seigenthaler Sr. Wikipedia biography controversy”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=John_Seigenthaler_Sr._Wikipedia_biography_controversy&oldid=67198187.

— : ”Kom hurtigt i gang”, http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Kom_hurtigt_i_gang&oldid=735184.

— : ”List of Wikipedias”, http://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=List_of_Wikipedias&oldid=400018.

— : ”Main Page”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Main_Page&oldid=61168708.

— : ”Manual of Style”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Manual_of_Style&oldid=51571523.

— : ”Neutral point of view”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Neutral_point_of_view&oldid=51815494.

— : ”Neutral point of view/FAQ”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Neutral_point_of_view/FAQ&oldid=67201498.

— : ”No original research”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:No_original_research&oldid=67172782.

— : ”Nupedia and Wikipedia”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Nupedia_and_Wikipedia&oldid=55232387.

— : ”Orphaned pages”, http://en.wikipedia.org/wiki/Special:Lonelypages (2. august 2006 kl. 09:59).

— : ”Press coverage”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Press_coverage&oldid=67183585.

— : ”Reliability of Wikipedia”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Reliability_of_Wikipedia&oldid=66638319.

— : ”Semi-protection policy”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Semi-protection_policy&oldid=67200075.

— : ”Skabeloner”, http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Skabeloner&oldid=749754.

— : ”Statistics”, http://en.wikipedia.org/wiki/Special:Statistics (2. august 2006 klokken 10:09).

— : ”Verifiablity”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Verifiability&oldid=67195820.

— : ”Wikipedia”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia&oldid=67198826.

— : ”Wikipedia Signpost/2006-08-07/Wikimania tech”, http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Wikipedia:Wikipedia_Signpost/2006-08-07/Wikimania_tech&oldid=68432468.

— : ”Wikipedia Statistics All languages”, http://stats.wikimedia.org/EN/TablesWikipediaZZ.htm (24. april 2006 kl. 16:23).