>Jeg er ikke-ryger. Ikke fanatisk; man må gerne ryge i min lejlighed, ja faktisk også mens jeg spiser – men rygning i trafikken generer mig selvfølgelig. Derfor burde jeg sådan set være tilfreds da dette skilt for snart længe siden blev sat op adskillige steder på hovedbanen:

Men man skal som altid lægge mærke til hvad der ikke står. Og her står der ikke noget om perronerne. Det betyder med andre ord at perronerne er det sted på hovedbanen hvor man godt må ryge.

Det er helt i tråd med den generelle tendens: langsomt er rygerne blevet fortrængt fra flere og flere steder. En fin effekt er selvfølgelig at færre ryger, men det har så den bivirkning at den resterende røg er blevet så meget desto mere koncentreret. Man så det allerede komme da rygerkupeerne blev færre og færre, røgen blev tykkere og tykkere, og til sidst bestilte selv rygere ikke-ryger-pladser for at kunne køre i tog uden at blive kvalt.

Og røgen på perronerne er åbenlyst tættere når det er det eneste sted man kan ryge. Dette bliver ikke bedre af at rygning i togene gradvist er blevet indskrænket og forbudt, først i S-tog, og så i alle andre tog. Nu er resultatet at:

  • Man altid bliver udsat for passiv rygning når man venter på sit tog. Dette er naturligvis værst når der er mange mennesker – hvor muligheden for at gå lidt væk samtidig er mindst.
  • Passagerer står klar i døren med cigaret og lighter når toget stander ved stationerne undervejs på rejsen – så stikker de halvdelen af overkroppen ud, suger på cigaretten og puster de sidste tre skyer ud inde i toget når det begynder at køre igen.
  • Andre ryger inde i toget selv om man ikke må.
  • Folk er længere tid om at komme ud af togene fordi de absolut skal tænde deres cigaretter i det øjeblik dørene åbner.
  • Røg ude i det fri er blevet et større problem. Alle skal ryge når de går fra stationen, så en flok pendlere på vej i samme retning er tit omgivet af en lille røgsky.

Hvorfor ikke bare lade rygere ryge i fred og ro i de områder hvor det ikke generer os andre?

6 Responses to “>En ikke-ryger siger nej til rygeforbud”

  1. Pernille says:

    >Ja, ærligt talt. Hallen på Hovedbanen er da så afgjort et af de steder, hvor passiv røg generer mig mindst!
    Btw, med hensyn til Christianiacykler; altså, jeg kan godt forstå, at du synes de er irriterende, det synes jeg også selv. Men har du overvejet muligheden for, at hvis de ikke var der, så ville der være enormt mange flere børn på cykler i København? De er jo også irriterende, uopmærksomme og fylder det hele!
    Og hvad er din holdning til longjohns?

  2. cyclone bill says:

    >Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har gennemtænkt hvad der skulle ske med alle børnene hvis der ikke var christianiacykler. Jeg synes godt nok ikke det er børnene selv der er mest irriterende – snarere deres forældre der spærrer hele venstresiden af cykelstien, angiveligt for at sikre at børnene ikke kører ud på vejen.

    Men er der ikke en tendens til at det er ret små børn der sidder på ladet af christianiacykler? Fordi så kunne de jo bare sidde på et barnesæde – ligesom fornuftige menneskers børn.

    Mht. longjohns er jeg lidt skuffet over at måtte indrømme at jeg ikke rigtig har noget problem med dem. Også lidt fordi der ikke er så mange af dem. Hvad siger du – har du gode / dårlige erfaringer med dem?

  3. Pernille says:

    >Jeg har strengt taget ikke noget forhold til dem, longjohns. Jeg tænker bare, at de vel ikke fylder meget mindre end en christianiacykel, men eftersom de har været en del af cykeluniverset så længe, så kan man vel nærmest ikke tillade sig at være imod dem? Tværtimod ville det jo faktisk være lidt sejt, hvis cykelbudene stadig kørte på longjohns og råbte frække ord af pigerne, så de gamle damer blev forargede.
    Og der kan jo være mere end ét barn på ladet af en christianiacykel, så hvis de allesammen skulle ud, så tror jeg stadig det udgør et potentielt problem, hvis ikke på cykelstierne, så i busserne (flere skrigeunger i busserne, nej tak!).
    I øvrigt synes jeg ikke christianiacykler på Farimagsgaderne er nær så slemt igen, der er jo alligevel ok brede cykelstier. Næh du, en christianiacykel på Gammel Kongevej, se, dét er slemt!

  4. cyclone bill says:

    >Jo, de er lige det smallere. Og så er der måske også noget med at dem der kører på longjohns, de er sejere og hurtigere og bedre cyklister end dem der kører på christianiacykler. Hvis alle christianiacykler kunne holde en fart på en 25-30 kilometer i timen, var der jo reelt ikke noget problem.

    Men jeg må så absolut sætte foden ned mht. det sidste du skriver. Jeg medgiver gerne at christianiacykler er dybt skadelige og hæmmende for al trafik – og således også på Gl. Kongevej – men at der er okay brede cykelstier i Farimagsgaderne – nej.

  5. Anonymous says:

    >Grunden til at man må ryge på perronerne er at de ikke ejes af DSB, men derimod af BaneDanmark, som DSB jo ikke kan bestemme over

  6. Anonymous says:

    >ja lad nu rygerne ryge i fred, men hvor er det de må det? i usbekistan?
    af hensyn til christiania cykler og deres fart på cykelstierne, så er det jo ikke dem der er problemet men derimod bilerne, for hvis bilerne ikke var der, så var der rigelig plads til både langsomme og hurtige christiania cykler ved siden af både de hurtige og langsomme cykler! plus at alt i vores samfund ville blive bedre, alle ville få et bedre helbred alle ville trække vejret i renere luft og prisen på benzin og diesel ville falde til det halve… bare en tanke…

Leave a Reply

(required)

(required)

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

© 2010 Trafikhad Suffusion WordPress theme by Sayontan Sinha