>Man står på perronen og venter, helt stille. Så kommer toget rullende, og alle begynder at bevæge sig. I togets retning. Som om at man for enhver pris må ind ad den dør man nu engang har udset sig (det er som regel togets forreste dør som passerede én med 45 km i timen, og som vil være nået 100 meter væk før toget er standset helt).

Og man skal endelig ikke prøve at blive stående det sted hvor man opholdt sig før toget kom; thi netop hér bør man ikke regne med at der vil være en dør inden for rækkevidde. Vi skal alle vandre i togets køreretning, og den som ikke vandrer med toget, er mod toget.

>Fredag aften bød – ud over alle de traditionelle trafikale nederdrægtigheder (herligt indigneret beskrevet her, tak for linket til fru Green) – på et interessant studie i undskyldende og forurettede trafikanters mimik og gestik.

Da jeg sidst på eftermiddagen med nypumpede dæk netop havde sat kurs mod byen, trådte en mand halvandet skridt ud på cykelstien for at krydse vejen – uden at se sig for. Da han opdagede mig, trådte han tilbage på fortovet og flashede mig det mest fesne, drengede smil (han har givetvis på et tidspunkt i sit liv fået at vide at hans smil var “afvæbnende” – yuck!). Jeg var for overrasket over den upassende og overdrevne kammeratlighed til overhovedet at fortrække en mine.

Kort efter – mens jeg stadig kørte og forbandede drengesmilet – skulle jeg gennem en rundkørsel hvor jeg aldrig rigtig føler at bilerne har fattet at der også kører cykler. Så skete det som jeg har ventet på længe: fra den vej hvor bilerne kører hurtigst, var der en bil der ikke så mig. Vi ramte lige akkurat ikke hinanden, for jeg så at hun ikke så mig, og da hun så mig, var jeg allerede bremset ret meget op, og så bremsede hun også. Men ud af munden på mig fløj et helhjertet “for helvede!”, og hendes gestik var slet ikke til at tage fejl af. Øjnene blev lukket, hovedet blev sænket, og hænderne blev taget op foran ansigtet. Men da hun fjernede hænderne igen og åbnede øjnene for at se om undskyldningen blev accepteret, var jeg kun i stand til at vise en gestus jeg kalder negerarmen.

Negerarmen er en arm der flyver i vejret, ikke som når en elev kan svare på et spørgsmål, men med håndfladen halvvejs opad; som en dybt frustreret person der påkalder sig guderne som vidne på den uretfærdighed der bliver begået. Navnet kommer sig af at jeg så en virkelig sej neger gøre netop denne bevægelse på Østerbrogade engang, og det overbeviste mig én gang for alle om at den klassiske, tyndslidte fuckfinger som udtryk for ægte vrede er magtesløs over for negerarmen.

Senere var det mig selv der måtte ty til undskyldende gestik. På Christianshavn kom jeg til at køre over for et lys der nok var mere rødt end gult, og jeg prøvede at forme et “undskyld” med munden til den buttede pige der allerede (med god ret) var på vej ud i fodgængerfeltet, men trådte et skridt tilbage for at lade mig komme forbi. Om hun opdagede eller accepterede min undskyldning, var svært at se, for på trods af skumringen havde hun meget store og sorte solbriller på.

Og meget senere – efter jeg havde passeret ikke én, men to Fona-forretninger hvor ukuelige “jeg-ligger-gerne-i-kø-om-natten-for-at-give-690-kroner-for-at-se-Madonna-i-fucking-Horsens”-mennesker havde belejret fortovet – og efter den obligatoriske Farimagsgade-christianiacykel havde allieret sig med en utålmodig højredrejende taxa og en fuld fodgænger på cykelstien for at gøre det svært for mig at komme forbi – var der to piger der prøvede at slutte sig til en stor gruppe gymnasieelever på den modsatte side af Strandvejen. De stod på cykelstien da jeg i stille og roligt tempo nærmede mig, og en af dem udbrød spontant og højt et “Uuuh!”. Her var gestik ikke nok, og tilbage vrængede jeg et hånligt “Uh! Uh!” – som øjeblikkeligt affødte et “Arj, så slapper vi lige af.”

Denne aftens bedste gestik og mimik oplevede jeg fra en hund der kom til at træde ud på cykelstien på Fælledvej først på aftenen. Dens ejer tøvede ikke med at hive i snoren og fløjte vredt af den, og hunden reagerede prompte ved at vende tilbage til fortovet med bøjet hoved.

>På stationen i morges var en pædagog så optaget af at genne sine børnehavebørn ind på række og op ad den rigtige rulletrappe at det ikke gik op for hende at hun fik adskillige morgensøvnige ikke-børnehavebørn (mig for eksempel) med i købet og ind i sine snorlige geledder. Gad vide om hun også ville binde mine snørebånd og tørre mig under næsen?

> Jeg er principielt imod det uforpligtende og automatiske DSB-had mange mennesker lægger for dagen som almindelig smalltalk. Alligevel ser jeg mig her nødsaget til at give luft til min harme over den offentlige transport.

Fra min nærmeste station er der fire zoner til det som DSB kalder zone 1, dvs. hele indre by og brokvartererne – med andre ord en strækning ikke så få kunne finde på at rejse, fx i forbindelse med arbejde, studie eller forlystelser. Min station er ganske lille – så lille at den er ubemandet. Fair nok. I stedet har DSB placeret en billetautomat i ventesalen, endda én hvor man kan bruge Dankort.

Men nu kommer vi til det. Automaten er det som DSB klassificerer som en billetautomat type F – en type som kun kan sælge klippekort til to og tre zoner. Dvs. at man som rejsende til København har valget mellem enten at købe en enkeltbillet til fire zoner (godt 70 % dyrere end med klippekort) eller gå ca halvanden kilometer til den nærmeste bemandede S-togsstation hvor man så kan købe et klippekort af DSB’s personale.

Altså, hvor er logikken?

>Køleskabsmagnetlyrik når det er allerbedst.

>I IC-toget måtte jeg bede en mand om enten at flytte en af de bæreposer han havde placeret på de to sæder over for sig – eller rejse sig op et øjeblik, så jeg kunne sætte mig på den tomme plads mellem ham og vinduet. Han gik modstræbende med til det sidste, og jeg sagde endda tak.

Og i S-toget var der nogen der havde kastet op. Det havde en underlig lyserød farve, men lugten fjernede enhver tvivl – det var bræk.

>Jeg har fået rigtig mange mails fra læsere som spørger hvor jeg har mit særprægede navn fra. Forklaringen findes på en de første sider i Kurt Vonneguts bog Timequake (1997):

>I går aftes kunne jeg ovenpå den ulidelige oplevelse i Fakta mærke på mig selv at jeg ikke var parat til at konfrontere nogen christianiacykler på Farimagsgaderne. Derfor valgte jeg en alternativ rute der imidlertid viste sig at byde på den ene nederdrægtighed efter den anden. Fodgængere der stod lænet ud over cykelstien, højresvingende biler der lige kørte lidt for langt frem, minutlange overhalinger foretaget af stædige husmødre der dermed blokerede alle andres muligheder for at overhale, vejarbejde og afspærringer, uopmærksomme og slingrende cyklister… og så videre.

Denne morgens cykeltur bød på mere af samme skuffe – plus en ganske uforløst tur ned ad den ellers så prægtige Valby Bakke – og senere en pige der fastlåste et helt felt af morgensure cyklister ved at placere sig skråt bag en meget langsom kvinde, så ingen kunne komme forbi og var tvunget til at passere Glyptoteket med 14 km i timen.

>Mine hænder dirrer stadig af indestængt vrede efter en helt urimelig oplevelse i Fakta. Jeg skulle bugsere en indkøbskurv og en kasse øl hele vejen langs en 12-personers-kø for at stille mig bagest i den. Det var praktisk taget umuligt – folk stod spredt så jeg ikke kunne komme forbi, og ingen var villige til at træde et skridt til side af frygt for at jeg så ville stjæle deres plads. Den eneste i køen jeg ikke havde lyst til at råbe noget grimt efter, var en ældgammel dame der åbenbart kunne høre mit ophidsede åndedrag og undskyldte sig med at hun var blind.

>På Strandvejen var 7-8 meter af fortovet spærret. Det var folk som stod i kø til en af gadens mere navnkundige isboder der gjorde det umuligt for andre fodgængere at passere uden at træde ned på fortovet. Nok var jeg på cykel, og nok kørte jeg på den modsatte side af vejen, men alligevel.