Hvor første bog især handler om fortællerens forhold til faderen, handler den anden mest om parforhold og det at få børn – men formen og alle tillægsordene ovenfor er uændret. Jeg er på én gang lettet over endelig at være færdig – og ret fristet til bare at gå i gang med tredje bog med det samme.

Men så alligevel. Digtsamlingen gemmer på digte som ‘Ved Frokosten’ og ‘Paa Memphis Station’. I det første knyttes emnerne druk, damer og smørrebrød smukt sammen og går vitterlig op i en højere enhed – et digt som jeg stadig tænker på når jeg spiser smørrebrød. Og så rummer det linjer som fx disse:

Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,
du var frisk som et Neg,
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

‘Paa Memphis Station’ er anderledes eksistentielt og smukt. Fortælleren er strandet på – ja, gæt hvor – og venter utålmodigt på toget, bitter over morgenkulden og verdens grimhed. Som han står der, falder det ham ind bare at slå sig ned her, gøre som man nu engang gør i Memphis – og det fine er at tankeeksperimentet på én gang er fuldstændig konventionelt og samtidig eksotisk og netop kun en tanke. Toget kommer, han rejser videre, og digtet slutter.

Gode gamle Johs. var kun 33 da han udgav det her – det er vildt. Måske det snart er tid til at læse Kongens fald igen?

Julie og hendes kæreste skal giftes og have børn, men pludselig stikker han af til Indien fordi han har brug for at tænke sig om. Sune er forfatter, men skriver ingenting, fordi han arbejder på en tankstation hele dagen. Han beslutter sig for at sælge sin lejlighed, leje et værelse, droppe jobbet og få skrevet den roman. Værelset finder han selvfølgelig hos Julie.

Det lyder som starten på en simpel kærlighedshistorie, men det er det ikke. Julie tror på at kæresten kommer tilbage, og Sune synes Julie er lækker, men ret ubegavet. Han prøver lidt af hvert for at finde på noget at skrive om, og imens falder Julie og ødelægger sit knæ, så hun er afhængig af sin lejers hjælp.

Der er masser af suspense og umiddelbar læseglæde i Se på mig, men jeg kan bedre lide Kirsten Hammanns tidligere bøger – især Fra smørhullet (2004). Måske går bogen lidt for langt for at være læseværdig, hvis man kan sige det sådan?

Der er virkelig langt fra Ian McEwans effektive og gennemført professionelle roman Atonement (2001) til denne lille og lidt famlende novellesamling. Eller rettere den anden vej rundt – for først efter jeg havde købt In Between the Sheets af mangel på bedre i en boghandel i Tyskland, fandt jeg ud af at den er skrevet længe længe før Atonement.

Der er tale om syv noveller der allesammen i mere eller mindre udbredt grad handler om eller relaterer sig til noget seksuelt – og også gerne noget småperverst eller bare lidt mystisk. Det er næppe tænkt som pirrende og er det heller ikke – det er snarere den røde tråd der binder historierne sammen og som mildest talt også er penslet ud i novellesamlingens titel.

Der er ellers ikke meget udpenslet i novellerne. Det er skrevet på en dejlig ikke-leflende måde, og de enkelte historiers universer giver ligesom indtryk af at have nok i sig selv. Men modsat Atonement er In Between the Sheets tydeligvis eksperimenter fra en ung forfatters hånd; vellykkede eksperimenter, vil jeg sige. Det er sjovt – også 35 år senere.

Jeg kan ikke finde ud af om jeg er meget snæversynet, når jeg kommer til at forbinde alle nulevende kvindelige danske forfattere med Helle Helle? Eller også er det bare et udtryk for den indflydelse Helle Helle har på dansk litteratur for tiden. Uanset hvad er der lidt Helle Helle over den her bog – men bestemt også noget andet.

Det er en stille og trist historie om en kvinde der har oplevet en kollega falde død om, og som herefter ikke er sig selv. Det er ikke fordi hun savner kollegaen, men snarere fordi hun er bange for at det skal ske for hende selv. Hun er også bange for edderkopper, voldtægtsmænd, forkølelse og alverdens kejtede sociale situationer.

Heldigvis har hun sin søde og gode og forstående kæreste – som i bogen bare hedder ‘han’ – der bakker hende op og hjælper hende gennem hverdagen. Men gennem bogen bliver det tydeligt at han måske ikke er så god for hende alligevel. Det er grundlæggende ham der bestemmer, og han prikker hele tiden (bevidst eller ubevidst?) til hendes frygt for hvad som helst og fastholder dermed sig selv i beskytterrollen og hende i et rigtig skidt afhængighedsforhold.

Rigtig fint beskrevet i et stille og roligt tempo – og Sidsel Falsig Pedersen bliver aldrig så ivrig for at få pointen frem at hun pensler tingene ud.

Det plejer at tage lidt tid at komme igennem. Det har det også gjort med Kieron Smith, boy; det er fire måneder, jeg sidst har skrevet her på bloggen, og bogmærket er min chip fra DHL-stafetten. Men i går blev jeg færdig med den.

Som næsten alle Kelmans bøger er scenen Skotland og underklassen. Men hvor fortællerne som regel er voksne mænd, er det denne gang en lille drengs verden læseren oplever. Ved bogens begyndelse er Kieron vel fem-seks år gammel – og den slutter 420 sider senere, når han er knap 13.

Med den udvikling er der jo næsten tale om en klassisk udviklingsroman. Kieron Smith fortæller om livet med sin far, mor og storebror: faren er tit lidt vred, moren ville ønske han ville tale ordentligt (dvs. britisk frem for skotsk), broren bestemmer alting og får aldrig skældud af de voksne selv om han slår. Og om livet i skolen: lærerne siger han egentlig er kvik nok, og hvis nu han bare tog sig sammen… Og om vennerne: de rigtige venner, dem man ikke helt ved hvor man har, om dem der er dårlige til fodbold og dem der er bedst til at slås. Så langt, så godt (og så Ken Loach-agtigt).

Men det der gør bogen speciel, er den kompromisløse fortællestil. Der er ikke noget usædvanligt i at have børn som fortællere, men det er som regel ganske kunstfærdigt, effektivt og dramatisk fortalt. Det er ikke tilfældet i Kieron Smith, boy. Det er omtrent så kedeligt som at lytte til et barns endeløse fortællinger om stort og småt, forstået på den måde at der ikke er noget filter. Bogens store dramaer er vævet tæt ind i hverdagens kedsommelighed og et barns banale observationer og refleksioner.

Det er bogens styrke og svaghed. Lille Kieron er mere troværdig end nogen anden barnefortæller – og tilsvarende kedelig at lytte til. James Kelman har aldrig været nogen pleaser, og det er han heller i denne bog. Men det er samtidig det der fascinerer mig ved ham – han er skideligeglad med sin læser og har skrevet en dybt konsekvent og grundlæggende også meget rørende bog om det at være barn. Og det er alligevel også ret sejt.

Men hvor Norwegian Wood handler om den oprigtige splittelse mellem to kvinder, bygger Sønden for grænsen og vesten for solen klart på forestillingen om den eneste ene. Her er fortælleren ganske også splittet, men det er overfladisk og kun af moralske grunde – må man være sin kone utro når nu hun ikke er denne eneste ene?

Et eller andet sted synes jeg plottet er for tyndt i forhold til flere af Haruki Murakamis bøger. Stilen er den samme som altid, og det er dejligt – men selve handlingen virker ligesom for enstrenget til at være på niveau med hans største værker.

God er den i hvert fald. Det er en tæt lille historie over et døgn i hovedpersonens liv. 28-årige Eric Packer er finansmand, milliardær og bosat i New York. Han vågner tidligt og beslutter sig for at blive klippet. Det betyder en limousinekøretur fra den østlige til den vestlige side af Manhattan – en rejse der takket være en præsidentparade, en rappers begravelse og en masse andre begivenheder ender med at tage resten af dagen (og bogen).

I løbet af turen gennem byen formår at Packer at møde sin kone tilfældigt et par gange, dyrke sex med et par andre kvinder, miste store summer på Sisyfos-agtig yen-handel og blive målet for en stigende sikkerhedsrisiko.

Det er selvfølgelig ironisk at en mand af denne kaliber i al sin magt og vælde har så svært ved at krydse en smal ø – og det minder mig på en eller anden måde om en gammel Dylan-sang:

I don’t have no sports car
And I don’t even care to have one
I can walk anytime around the block

Hovedpersonen får mig til at tænke lidt på Patrick Bateman – hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ efterhånden ældgamle American Psycho. Eric Packers fokus er ganske vist i mindre grad på jakkesæt og briller og i højere grad på limoens marmorgulv og lejlighedens hajbasin – og Packer er i øvrigt både klogere og mere dannet end Bateman – men materialismen og kynismen er i store træk den samme.

Cosmopolis er mere dramatisk end jeg husker den – og også mere actionpræget end mange af DeLillos andre bøger. Måske er det derfor den bliver lavet til en film. Men hvor fx American Psycho nok især var en tidssvarende og berettiget provokation, virker Cosmopolis som Don DeLillos egen lidt mere forsigtige og lidt mindre forudindfattede undersøgelse af hvilken slags mennesker der bestemmer nu om dage: hvad der driver dem, hvad de bekymrer sig om, og hvordan de fra en limousine på Manhattan kan ryste økonomiske systemer langt ud over deres egne formuer – og det sidste er i virkeligheden ikke blevet mindre interessant, siden DeLillo skrev bogen i 2003.

Ligesom alle andre DeLillos bøger er Cosmopolis i øvrigt sat med skriften Electra hvilket næsten (men kun næsten) er nok til at man bør læse den.

Det gjaldt også Invisible. Den handler blandt andet om en ung mands møde med det som man vel på nudansk kalder for en psykopat – charmerende, selvsikker og dominerende, men også aggressiv, utilregnelig og fuld af løgn. Meget fængende! Og sjovt i øvrigt at jeg i løbet af bogen kom til at visualisere psykopaten som en dansk forlægger jeg engang har arbejdet for. Bogen handler også om den unge mands på alle måder upassende forhold til sin søster – hvilket både var ret interessant og lidt modigt af en mainstreamforfatter som Paul Auster.

Bogen foregår – som titlen antyder – i Udkantsdanmark, og handlingen strækker sig over et døgns tid. Der er ingen hovedperson, men ti forskellige personer omkring slutningen af folkeskolealderen fortæller hver deres historie, og omdrejningspunktet for de fleste er en privat fest. Temaerne er oplagte – kærlighed, sex, det at være ung, at få venner og diverse konflikter. Det hele er for så vidt banalt, men alligevel rigtig fint, fordi det ikke er moraliserende, men bare beskriver oplevelserne på personernes egne præmisser. Og dermed er der altså heller ingen latterliggørelse eller forherligelse af noget af det der foregår i bogen.

Det afspejler sig også i stilen der meget afdæmpet giver plads til dialogen og handlingen og ikke gør nogen forsøg på at være kunstfærdig. Kun et lille glimt af Helle Helle kan man måske ane i ny og næ – “Jeppe har tændt for MTV, hans forældre har kabel.” – men det er jo netop heller ikke kunstfærdigt. Dejlig bog – hurra for Liva!

Det startede udmærket. Den gode Knut begynder sin rejse i Skt. Petersborg og rejser gennem Rusland ned mod Mellemøsten. Det sjoveste ved bogen er nok at opleve hvordan man rejste dengang – hvor lang tid alting tog, hvordan man så på andre kulturer (både mere og mindre fordomsfuldt end i dag, egentlig), hvordan man gebærdede sig som nordmand østpå, hvad sådan en som Hamsun lagde mærke til og så videre. Og jeg fik faktisk umiddelbart lyst til at tage til Rusland hvor jeg ellers kun har mellemlandet engang.

Men med tiden bliver det ensformigt at følge Knut Hamsuns rejse. Endnu en dag i toget eller på hestevognen, endnu et måltid med fårekød, endnu en varm dag og endnu en kold nat. Og da han på et tidspunkt hen mod slutningen satte sig til at fundere over russisk litteratur, var jeg nødt til at skippe et par sider. Halvt så lang, og så havde bogen faktisk været fin!

I øvrigt har jeg for første gang oplevet at Hamsuns antisemitisme er kommet til udtryk i en af hans bøger, “Hans Ansigt er ubehagelig, jødisk” skriver han fx om en officer som sidenhen ofte bare benævnes ‘Jødesnuten’. Eksotisk og usympatisk!

Hele bogen kan i øvrigt læses gratis som e-bog i en dansk udgave.

Kort sagt: underholdende og lidt åndssvagt. Det er sjovt nok med den Forrest Gump-agtige kobling til historiske begivenheder, og det er i det hele taget veludført og læseværdigt.

Nu udgiver Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann sig ikke for at være andet end en god røverhistorie, men alligevel fornemmer jeg en beundring over hovedpersonens easygoing tilgang til det hele som irriterer mig ret meget. Og så er bogen måske lovlig lang. Alt det er måske et spørgsmål om smag og behag, men det virker til gengæld på mig som helt almindeligt dårligt forfatterhåndværk at der stort set ikke er nogen kobling mellem hændelserne i nutiden og de mange flashbacks.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor der skulle være klasser til forskel på Jonas Jonasson og fx Paul Auster – men det synes jeg virkelig der er!

Du forsvinder er også god, men slet ikke på niveau med Undtagelsen. Den er ganske vist velskrevet og ligesom forgængeren ekstremt grundigt researchet, men emnet og fortælleteknikken fanger mig ikke helt på samme måde. Bogen handler kort sagt om en mand der får en hjerneskade som får ham til at ændre personlighed – til det værre – og oven i købet til at begå svindel med andres penge. Man følger hans kone der forsøger at holde rede på sine tanker om ægtefællen og om, hvornår noget egentlig er ens egen skyld, og hvad hun i det hele taget skylder ham.

Det er både relevant og læseværdigt, bare slet ikke lige så medrivende og overraskende som Undtagelsen – men mindre kan da også gøre det. I øvrigt er en dejlig detalje ved Du forsvinder at der gennem bogen er illustrationer af alt muligt – billeder af parrets hus, sønnens Facebook-profil, breve, artikler, undersøgelser, sms’er o.l. Sjov idé og lækkert lavet!

Atonement handler om helt store emner som krig og kærlighed – og om skyld og skam. Det bliver ikke rigtig bombastisk, fordi det er så fint forankret i en helt konkret situation – en sommerdag hvor man forstår hvorfor en ganske ung pige misforstår alting, og det får meget store konsekvenser.

Og så er der heldigvis også plads til de små sidespor – som når en migræneramt kvinde ligger og lytter til alle de velkendte lyde i huset. Intet uventet sker.

Lækkert! Er der nogen der ved om Ian McEwans andre bøger er lige så gode?

Det er en ret lang og grundig bog hvis hovedtese er at departementschefers magt generelt er langt større end de fleste ved, mens ministrenes magt er noget mindre. Ministrene er der tit kun i en kort periode og har travlt med også at lave partipolitik, gå i pressen – og ikke mindst forholde sig til alle de helt konkrete små og store sager bureaukratiet hele tiden overdænger dem med.

Departementscheferne – og under dem også hele embedsmandssystemet – er derimod ikke på valg og har dels en langsigtet interesse i at deres fagområde bliver behandlet bedst muligt (uanset ministerens partifarve), dels i at deres egen karriere bevæger sig i den rigtige retning.

Den historie kan man fortælle ret kort, men styrken ved bogen er al den resarch og alle de interviews den bygger på. Og så er den fuld af helt konkrete eksempler fra det sidste århundrede – med hovedvægt på de sidste 10-20 år. Her fx indledningen til kapitlet om Finansministeriet og om budgetbissernes tit anstrengte forhold til fagministerierne:

Rundt om bordet i Familie- og Forbrugerministeriet sidder 15-20 mennesker. Vi er til opstartsmøde på en ny sag. Sædvanen tro indledes der med en præsentationsrunde. Ministeren, Lars Barfoed, ved alle, hvem er. [...] Departementschefen, Henrik Nepper-Christensen, er også en kendt figur på Slotsholmen. Et helt ungt menneske forekommer imidlertid de fleste ubekendt. “Jeg er fra Finansministeriet. Familie- og Forbrugerministeriet er mit ansvar,” præsenterer han sig. Der bliver stille rundt om bordet, indtil ministeren tager ordet: ” Det var da interessant. Jeg troede, det var mit,” lyder det ironisk.

Javel, hr. minister! er generelt meget velskrevet og om ikke ligefrem en pageturner, så ret spændende og levende formidlet. Og så hjælper det selvfølgelig også på min interesse at jeg selv er ansat i staten og har arbejdet i forskellige styrelser i en del år – mens Lene fx ikke var imponeret.

En sidste bemærkning: hvordan kan en så udmærket bog have sådan et grimt omslag? Jeg har ikke rigtig noget imod Roald Als, men jeg synes godt hans tegninger må blive inde i min avis.

Hovedpersonen og fortælleren er en pensioneret japansk kunstmaler der i årene efter anden verdenskrig bliver tvunget til at se tilbage på sit liv. I takt med at krigen nærmede sig, blev hans kunst mere og mere patriotisk – for ikke at sige nationalistisk og propagandistisk. Hvilken betydning har det mon for andre folks opfattelse af den gamle maler? Og kan det måske være det der ligger bag hans datters problemer med at blive gift?

Det lyder måske lidt ordinært. Men når bogen netop ikke er dét, skyldes det især den måde den er fortalt. Ligesom i flere af Kazuo Ishiguros andre bøger skal man ikke stole for meget på fortælleren; det er en gammel mand der prøver at overbevise sig selv om noget – og i løbet af bogen viser det sig måske at være noget andet end det man først tror. Sejt!

Panamericana

Handlingen er ikke afgørende, den er næsten lidt banal, men den fragmenterede fortælling om en håndfuld forbundne personer blandes med drømme og hallucinationer. Mange af bogens små kapitler starter med “Man kan forestille sig [...]“, og så er scenen sat – både drømmene og virkeligheden er noget vi leger, og alligevel bliver man revet med af historien der nogle steder er hverdagsagtig, andre steder helt dramatisk.

Måske forstår jeg bedre hvad der er ved den bog, når jeg læser den igen.

Den handler om en landsby langt fra alting hvor tingenes tilstand stille og roligt går fra slemt til værre. Der er søskendestridigheder, landbrugskrise, utroskab, hjemvendte sønner og slåskamp mellem karlene, pludselig død og teknologisk fremskridt. Hans Otto ville blive helt varm og hjertet.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor denne skildring af bondelivet for knap 100 år siden appellerer til mig – måske er det fordi konflikterne er universelle nok, eller også er det fordi Martin A. Hansen skriver så fint og livligt som fx Jacob Paludan.

Chance er gartner og autist og bor i et hus i New York hvor han bruger tiden på at se fjernsyn og ellers passe haven og sig selv. Han kommer ingen steder fra, hedder ikke andet end Chance og er heldig at husets ejer giver ham kost og logi. Han har aldrig været uden for haven før husets ejer dør, og Chance bliver sat på gaden.

Her bliver han mødt af en verden han ellers kun har set i fjernsynet. Ved et tilfælde kommer han hurtigt i kontakt med toppen af USA’s erhvervsliv, og da ingen forestiller sig at denne man bare er gartner og autist,  fortolker de hans meget banale udsagn som metaforer. Inden længe møder han selveste USA’s præsident, og når talen falder på nationaløkonomien, snakker Chance bare om sin have. Præsidenten synes at det med tørke og regn, gode rødder og opblomstring er fantastiske symboler og bruger det kort efter i en tale. Herfra går det hurtigt med interessen for Chance, og hans forsøg på at sige noget meningsfuldt bliver hver gang modtaget ekstremt velvilligt. Inden bogen slutter, luftes tanken om at han måske skal være USA’s næste præsident.

Kejserens nye klæder-metaforikken er voldsomt tung, og selv om bogen ikke udgiver sig for at være socialrealistisk, stikker det usandsynlige i elitens benovelse over Chance meget i øjnene. Being There er svagt underholdende hele vejen igennem, men det overskygges af Kosinskis konstant løftede pegefinger.

Selv om The Angel Esmeralda er hans første novellesamling, er det ikke nyt for ham at skrive noveller – DeLillo har løbende udgivet noveller i amerikanske tidsskrifter; nu udgiver han bare nogle af dem. Novellerne i denne samling er skrevet over en periode på mere end 30 år, og den nyeste er fra i år.

Fordi jeg er så begejstret, skriver jeg lidt om hver af dem.

• Creation (1979): En ret Waiting for Godot-agtig lille historie der foregår på en caribisk ø. Hovedpersonen og hans kone har meget svært ved at komme afsted fra øen – flyet er aflyst, ventelisten er lang, ingen ved hvornår det næste kommer osv. Endelig får parret en enkelt billet, konen rejser, og hovedpersonen bliver hængende og er konen utro på en helt utroligt lad og passiv måde.
• Human Moments in World War III (1983): Stille og nostalgisk fremtidshistorie om to besætningsmedlemmer på et rumskib, langt fra krigen på jorden. Jeg synes der er lidt Kurt Vonnegut i den.
• The Runner (1988): En mand løber rundt og rundt i Central Park, mens en kidnapningsscene udspiller sig. Omdrejningspunktet er ikke kidnapningen men løberens tøvende og kejtede samtale med en ældre dame i parken – klassisk og fantastisk DeLillo-dialog.
• The Ivory Acrobat (1988): Mere ventelitteratur. En ung kvinde oplever indtil flere jordskælv i Athen og bruger resten af novellen på at gå rundt og frygte det næste. Jeg oplevede en helt konkret fysisk uro i kroppen af at læse denne lille novelle.
• The Angel Esmeralda (1994): Forlægget til et kapitel i DeLillos kæmpebog Underworld om to nonners velgørenhedsarbejde i slummen. De støder på en helt ung pige – Esmeralda – der lever alene i dyngerne på en losseplads, og nonnerne bekymrer sig for hende. Da hun bliver voldtaget og dræbt, viser hendes ansigt sig på en Minute Maid-reklame ved en indfaldsvej – og nonnernes tro bliver sat på en prøve. Stor sort humor!
• Baader-Meinhof (2002): Terror i lille og stor skala. En kvinde og en mand møder hinanden på et galleri der viser billeder af Baader-Meinhof-gruppens lig. De går hjem til hende, hun får kolde fødder, og manden er tæt på at voldtage hende. En ret hårrejsende og ubehagelig lille historie.
• Midnight in Dostoevsky (2009): Hovedpersonerne er to collegedrenge, dvs. noget yngre end DeLillos personer plejer at være. De fordriver tiden mellem logik-timerne med at gå lange ture og sandsynliggøre diverse teorier med de bedste forhåndenværende argumenter – et særligt spil de har udviklet. Meget atypisk DeLillo-læsning, men stadig fremragende.
• Hammer and Sickle (2010): En flabet finanskrise-historie. I et fængsel afsoner en mand straffen for økonomisk kriminalitet, da hans to små døtre begynder at optræde på tv med en børneudgave af finansnyhederne. Pigernes replikker er skrevet af børnenes mor, måske som en ekstra straf til farmand i fængslet. Dialogen er virkelig foruroligende og grænseoverskridende – ikke bare for manden i fængslet, men også for den der læser den vilde novelle.
• The Starveling (2011): Der er lidt Paul Auster over den sidste og helt nye historie om en gruppe hvileløse mennesker der rejser med subway og busser rundt på Manhattan for at se fire-fem obskure biografforestillinger om dagen. På en gang meget distanceret og meget humant.

Sunset Park

Bogen handler om Miles, 28-årig mand som måske, måske ikke, er skyld i sin papbrors død og er flygtet fra alting fordi han ikke kan holde det ud. Men han bliver – selvfølgelig! – nødt til at vende tilbage til New York og konfrontere sin fortid. Her møder han også en lang række personer der hver har sin historie og sin kamp at kæmpe.

Jeg var ikke så grebet af Sunset Park som jeg af og til kan være når jeg læser Paul Auster. Til gengæld er der masser af litterært lir, New York-lækkerhed og sjove detaljer.

Se fx her hvordan det går når Miles allerførste gang møder sit livs kærlighed:

She was sitting on the grass reading a book, and not ten feet away from her he too was sitting in the grass reading a book,which happened to be the same book as hers, the same book in an identical soft-cover edition, The Great Gatsby, which he was reading for the third time since his father gave it to him as a present on his sixteenth birthday.

Det er sjovt, for i den forrige bog jeg læste – Murakamis Norwegian Wood – var det The Great Gatsby der fik Watanabe til i første omgang at falde i snak med Nagasawa. Og hey – hvem glemmer nogensinde Søren Ulrik Thomsens ord fra Det værste og det bedste: “at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til er det bedste”?

Mindre nørdet bliver det ikke når Miles diskuterer baseball med sin svoger, og talen falder på den baseballkamp i 1951 som på sin egen måde er omdrejningspunktet for hele Don DeLillos kæmpestore Underworld.

Nå, det var et sidespor. Det er ikke de her små detaljer der holder bogen oppe – jeg synes bare det er sjovt. Men udmærket bog uanset hvad.

Den handler om en bosnisk dreng der under krigen i halvfemserne bliver evakueret sammen med sin familie fra deres hus i Bosnien og bliver indkvarteret i en flygtningelejr i et nedlagt kroatisk feriecenter. Her forsøger han at få en hverdag til at fungere med skole, venner, kærester og Converse-sko, men det bliver sværere efterhånden som krigen udvikler sig og det bliver dårligere at have et muslimskklingende navn i Kroatien.

Bogen er på mange måder en slags ungdomsroman – dvs. den kunne sagtens appellere til folk på halvdelen af min alder, men jeg var nu ikke bare virkelig godt underholdt, men også ret grebet af historien – både hovedpersonens personlige historie og den virkelighed han lever i. Jeg havde i forvejen prøvet at forstå hvad konflikten på Balkan gik ud på, men man får som bekendt en helt anden fornemmelse af det når man hører en personlig stemme.

Samtidig var det noget særligt at læse bogen fordi jeg både sidste år og i år har været på ferie i Kroatien – og selvsagt bare oplevet det som et dejligt sted med sol, glade mennesker, flot natur og masser af fantastisk frisk fisk og god olivenolie. Med andre ord meget let at glemme at der var krig for 15 år siden.

Den er godt skrevet, underholdende, spændende og falder ikke for fristelsen til at overdrive traumerne; helheden i historien er en på mange måder almindelig ungdom i skyggen af en ret ualmindelig situation.

Et par ugers ferie i Japan krævede helt klart en Murakami. Den her er gammel – helt tilbage fra 1987, men virkelig god. Måske en af de bedste af hans bøger.

Den foregår i starten af 1970′erne, og hovedpersonen er en ung mand som splittes mellem to kvinder. Bogen er fuld af kærlighed, sorg, sex og lidt tungsind – og masser af dejlige, langsomme Murakami-beskrivelser af ingenting.

Norwegian Wood er på alle måder værd at læse!

Bogen er samling meget korte noveller – virkelig korte, nogle af dem på bare tre-fire sider. De fleste noveller har en mandlig, midaldrende hovedperson, der er næsten altid beskrivelser af træer og vejret, og der er for det meste en lidt trist stemning. Når det er bedst, er der lidt Helle Helle over den stille og roligt konstaterende tone.

Men i mange af novellerne er der også et overnaturlig element, og det fungerer slet ikke for mig. Altså bogstaveligt talt overnaturligt som vinduer der åbner, håndskrift der dukker op, snakkende radiatorer og den slags.

Andre gange bliver det bare plat og komisk i sit forsøg på at være underspillet. Jeg kan ikke tage det alvorligt når en novelle slutter sådan her:

Da jeg rejste mig op for at gå, lod jeg sandalerne blive stående.

Come on!

Men jeg har det med at blive skuffet over hypede bøger, og derfor var det fint at jeg havde læst Lenes lunkne indlæg om Min kamp 1 i forvejen, for så blev jeg alligevel nærmest positivt overrasket.

Bogens fortæller hedder Karl Ove Knausgård og skriver i jeg-form om sit liv. Bogen begynder med spredte skift mellem nutiden, barndommen og ungdommen, mens de sidste 180 sider foregår over tre døgn som foregår et par år før historiens nutid.

Omdrejningspunktet i bogen er langt hen ad vejen fortællerens forhold til hans far; en mand der udvikler sig fra at være en dårlig forælder til en helt elendig og ondskabsfuld alkoholiker.

Med andre ord altså et mildest talt klassisk tema. Hvad er det så der gør bogen til noget særligt? Jeg tror det handler om måden at fortælle det hele på.

Først og fremmest er bogen voldsomt detaljeret. Hver eneste lille triviel handling – også alt det der ikke er ‘vigtigt’ for handlingen, er indgående beskrevet. Går fortælleren ind i en kiosk og køber cigaretter, skal læseren kende ekspedientens alder og vide hvilket tøj vedkommende har på, og hvor mange der står i kø, og om han betaler kontant.

En norsk stewardesse så mig læse i bogen i et fly og spurgte hvad jeg synes om den, fordi hun havde hørt at Knausgård skulle have en helt fantastisk hukommelse. Her er præmissen vel at bogen vitterlig er en akkurat beskrivelse af hvad der har fundet sted i forfatteren Knausgårds liv, og den er jeg ikke sikker på at jeg er med på. Men detaljerigdommen giver bogen en særlig autencitet og læseren en fornemmelse af at det ikke er konstrueret til lejligheden. Vejret bliver nøje beskrevet, men det er ikke solskin når han er glad og pisregn når han er trist.

Hvor beskrivelserne og detaljerigdommen på ene side får det hele til at virke lidt mere ægte, lægger fortælleren (eller er det nu forfatteren jeg mener?) på den anden ikke skjul på at der ligger en helt bevidst beslutning bag. Et par steder hvor han fortæller om det at skrive bøger, formulerer han nærmest sin egen teori om god skrivning:

Å skrive er å trekke det som finnes ut fra skyggene av det vi vet. Det er det skriving handler om. Ikke hvad som skjer der, ikke hvad slags handlinger som utspiller seg der, men der, i seg selv. Der, det er skrivingens sted og mål.

Og senere igen hvor Knausgård fortæller om nogle malerier der gør særligt indtryk på ham:

Det fantes således alltid en viss objektivitet i dem, det vil si en avstand mellom virkeligheten og avbildningen av virkeligheten, og det måtte være i dette rommet hvor det «hendte», hvor det kom til syne, det som jeg så, når verden likesom trådte fram fra verden. Når man ikke bare så det ubegripelige i den, men kom helt nær det. Det som ikke talte, og som ingen ord kunne nå, følgelig alltid utenfor vår rekkevidde, ligevel innenfor, for ikke bare omga det oss, vi hadde selv del i det, vi var selv av det.

Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Jeg kan godt lide det. Det nedsætter selvfølgelig tempoet i handlingen og gør det af og til næsten langtrukkent, men det giver også nogle dejlige stillestående passager der faktisk minder mig lidt om nogle af Murakamis bøger hvor der også er tid og plads til små rolige pauser. Uden sammenligning i øvrigt!

Men beskrivelsernes største styrke er – og nu kommer jeg helt sikkert til at blande virkelighed og fiktion sammen – at de er så ærlige. Fortælleren Knausgård udleverer sig selv igen og igen. Ikke at han oplister sine fejl som sådan, men i beskrivelserne af sine følelser blotter han sig konstant. Ikke kun der hvor han ligefrem gør eller siger noget dumt, men også når han bare reagerer lidt underligt på sin omverden. Og selv om han eksplicit fortæller hvor meget han forholder sig til folks opfattelse af ham, søger han aldrig læserens sympati (eller antipati, for den sags skyld), men holder sig bare til at beskrive – på sin egen halvkalkulerede måde.

Nåja, så er det her i øvrigt bare den første bog ud af seks. Absurd projekt – spændende om Knausgård holder niveauet. Jeg har allerede købt 2′eren, så den ligger klar næste gang jeg er parat til norsk navlepilleri en masse.