Atonement handler om helt store emner som krig og kærlighed – og om skyld og skam. Det bliver ikke rigtig bombastisk, fordi det er så fint forankret i en helt konkret situation – en sommerdag hvor man forstår hvorfor en ganske ung pige misforstår alting, og det får meget store konsekvenser.

Og så er der heldigvis også plads til de små sidespor – som når en migræneramt kvinde ligger og lytter til alle de velkendte lyde i huset. Intet uventet sker.

Lækkert! Er der nogen der ved om Ian McEwans andre bøger er lige så gode?

Det er en ret lang og grundig bog hvis hovedtese er at departementschefers magt generelt er langt større end de fleste ved, mens ministrenes magt er noget mindre. Ministrene er der tit kun i en kort periode og har travlt med også at lave partipolitik, gå i pressen – og ikke mindst forholde sig til alle de helt konkrete små og store sager bureaukratiet hele tiden overdænger dem med.

Departementscheferne – og under dem også hele embedsmandssystemet – er derimod ikke på valg og har dels en langsigtet interesse i at deres fagområde bliver behandlet bedst muligt (uanset ministerens partifarve), dels i at deres egen karriere bevæger sig i den rigtige retning.

Den historie kan man fortælle ret kort, men styrken ved bogen er al den resarch og alle de interviews den bygger på. Og så er den fuld af helt konkrete eksempler fra det sidste århundrede – med hovedvægt på de sidste 10-20 år. Her fx indledningen til kapitlet om Finansministeriet og om budgetbissernes tit anstrengte forhold til fagministerierne:

Rundt om bordet i Familie- og Forbrugerministeriet sidder 15-20 mennesker. Vi er til opstartsmøde på en ny sag. Sædvanen tro indledes der med en præsentationsrunde. Ministeren, Lars Barfoed, ved alle, hvem er. [...] Departementschefen, Henrik Nepper-Christensen, er også en kendt figur på Slotsholmen. Et helt ungt menneske forekommer imidlertid de fleste ubekendt. “Jeg er fra Finansministeriet. Familie- og Forbrugerministeriet er mit ansvar,” præsenterer han sig. Der bliver stille rundt om bordet, indtil ministeren tager ordet: ” Det var da interessant. Jeg troede, det var mit,” lyder det ironisk.

Javel, hr. minister! er generelt meget velskrevet og om ikke ligefrem en pageturner, så ret spændende og levende formidlet. Og så hjælper det selvfølgelig også på min interesse at jeg selv er ansat i staten og har arbejdet i forskellige styrelser i en del år – mens Lene fx ikke var imponeret.

En sidste bemærkning: hvordan kan en så udmærket bog have sådan et grimt omslag? Jeg har ikke rigtig noget imod Roald Als, men jeg synes godt hans tegninger må blive inde i min avis.

Hovedpersonen og fortælleren er en pensioneret japansk kunstmaler der i årene efter anden verdenskrig bliver tvunget til at se tilbage på sit liv. I takt med at krigen nærmede sig, blev hans kunst mere og mere patriotisk – for ikke at sige nationalistisk og propagandistisk. Hvilken betydning har det mon for andre folks opfattelse af den gamle maler? Og kan det måske være det der ligger bag hans datters problemer med at blive gift?

Det lyder måske lidt ordinært. Men når bogen netop ikke er dét, skyldes det især den måde den er fortalt. Ligesom i flere af Kazuo Ishiguros andre bøger skal man ikke stole for meget på fortælleren; det er en gammel mand der prøver at overbevise sig selv om noget – og i løbet af bogen viser det sig måske at være noget andet end det man først tror. Sejt!

Panamericana

Handlingen er ikke afgørende, den er næsten lidt banal, men den fragmenterede fortælling om en håndfuld forbundne personer blandes med drømme og hallucinationer. Mange af bogens små kapitler starter med “Man kan forestille sig [...]“, og så er scenen sat – både drømmene og virkeligheden er noget vi leger, og alligevel bliver man revet med af historien der nogle steder er hverdagsagtig, andre steder helt dramatisk.

Måske forstår jeg bedre hvad der er ved den bog, når jeg læser den igen.

Den handler om en landsby langt fra alting hvor tingenes tilstand stille og roligt går fra slemt til værre. Der er søskendestridigheder, landbrugskrise, utroskab, hjemvendte sønner og slåskamp mellem karlene, pludselig død og teknologisk fremskridt. Hans Otto ville blive helt varm og hjertet.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor denne skildring af bondelivet for knap 100 år siden appellerer til mig – måske er det fordi konflikterne er universelle nok, eller også er det fordi Martin A. Hansen skriver så fint og livligt som fx Jacob Paludan.

Chance er gartner og autist og bor i et hus i New York hvor han bruger tiden på at se fjernsyn og ellers passe haven og sig selv. Han kommer ingen steder fra, hedder ikke andet end Chance og er heldig at husets ejer giver ham kost og logi. Han har aldrig været uden for haven før husets ejer dør, og Chance bliver sat på gaden.

Her bliver han mødt af en verden han ellers kun har set i fjernsynet. Ved et tilfælde kommer han hurtigt i kontakt med toppen af USA’s erhvervsliv, og da ingen forestiller sig at denne man bare er gartner og autist,  fortolker de hans meget banale udsagn som metaforer. Inden længe møder han selveste USA’s præsident, og når talen falder på nationaløkonomien, snakker Chance bare om sin have. Præsidenten synes at det med tørke og regn, gode rødder og opblomstring er fantastiske symboler og bruger det kort efter i en tale. Herfra går det hurtigt med interessen for Chance, og hans forsøg på at sige noget meningsfuldt bliver hver gang modtaget ekstremt velvilligt. Inden bogen slutter, luftes tanken om at han måske skal være USA’s næste præsident.

Kejserens nye klæder-metaforikken er voldsomt tung, og selv om bogen ikke udgiver sig for at være socialrealistisk, stikker det usandsynlige i elitens benovelse over Chance meget i øjnene. Being There er svagt underholdende hele vejen igennem, men det overskygges af Kosinskis konstant løftede pegefinger.

Selv om The Angel Esmeralda er hans første novellesamling, er det ikke nyt for ham at skrive noveller – DeLillo har løbende udgivet noveller i amerikanske tidsskrifter; nu udgiver han bare nogle af dem. Novellerne i denne samling er skrevet over en periode på mere end 30 år, og den nyeste er fra i år.

Fordi jeg er så begejstret, skriver jeg lidt om hver af dem.

• Creation (1979): En ret Waiting for Godot-agtig lille historie der foregår på en caribisk ø. Hovedpersonen og hans kone har meget svært ved at komme afsted fra øen – flyet er aflyst, ventelisten er lang, ingen ved hvornår det næste kommer osv. Endelig får parret en enkelt billet, konen rejser, og hovedpersonen bliver hængende og er konen utro på en helt utroligt lad og passiv måde.
• Human Moments in World War III (1983): Stille og nostalgisk fremtidshistorie om to besætningsmedlemmer på et rumskib, langt fra krigen på jorden. Jeg synes der er lidt Kurt Vonnegut i den.
• The Runner (1988): En mand løber rundt og rundt i Central Park, mens en kidnapningsscene udspiller sig. Omdrejningspunktet er ikke kidnapningen men løberens tøvende og kejtede samtale med en ældre dame i parken – klassisk og fantastisk DeLillo-dialog.
• The Ivory Acrobat (1988): Mere ventelitteratur. En ung kvinde oplever indtil flere jordskælv i Athen og bruger resten af novellen på at gå rundt og frygte det næste. Jeg oplevede en helt konkret fysisk uro i kroppen af at læse denne lille novelle.
• The Angel Esmeralda (1994): Forlægget til et kapitel i DeLillos kæmpebog Underworld om to nonners velgørenhedsarbejde i slummen. De støder på en helt ung pige – Esmeralda – der lever alene i dyngerne på en losseplads, og nonnerne bekymrer sig for hende. Da hun bliver voldtaget og dræbt, viser hendes ansigt sig på en Minute Maid-reklame ved en indfaldsvej – og nonnernes tro bliver sat på en prøve. Stor sort humor!
• Baader-Meinhof (2002): Terror i lille og stor skala. En kvinde og en mand møder hinanden på et galleri der viser billeder af Baader-Meinhof-gruppens lig. De går hjem til hende, hun får kolde fødder, og manden er tæt på at voldtage hende. En ret hårrejsende og ubehagelig lille historie.
• Midnight in Dostoevsky (2009): Hovedpersonerne er to collegedrenge, dvs. noget yngre end DeLillos personer plejer at være. De fordriver tiden mellem logik-timerne med at gå lange ture og sandsynliggøre diverse teorier med de bedste forhåndenværende argumenter – et særligt spil de har udviklet. Meget atypisk DeLillo-læsning, men stadig fremragende.
• Hammer and Sickle (2010): En flabet finanskrise-historie. I et fængsel afsoner en mand straffen for økonomisk kriminalitet, da hans to små døtre begynder at optræde på tv med en børneudgave af finansnyhederne. Pigernes replikker er skrevet af børnenes mor, måske som en ekstra straf til farmand i fængslet. Dialogen er virkelig foruroligende og grænseoverskridende – ikke bare for manden i fængslet, men også for den der læser den vilde novelle.
• The Starveling (2011): Der er lidt Paul Auster over den sidste og helt nye historie om en gruppe hvileløse mennesker der rejser med subway og busser rundt på Manhattan for at se fire-fem obskure biografforestillinger om dagen. På en gang meget distanceret og meget humant.

Sunset Park

Bogen handler om Miles, 28-årig mand som måske, måske ikke, er skyld i sin papbrors død og er flygtet fra alting fordi han ikke kan holde det ud. Men han bliver – selvfølgelig! – nødt til at vende tilbage til New York og konfrontere sin fortid. Her møder han også en lang række personer der hver har sin historie og sin kamp at kæmpe.

Jeg var ikke så grebet af Sunset Park som jeg af og til kan være når jeg læser Paul Auster. Til gengæld er der masser af litterært lir, New York-lækkerhed og sjove detaljer.

Se fx her hvordan det går når Miles allerførste gang møder sit livs kærlighed:

She was sitting on the grass reading a book, and not ten feet away from her he too was sitting in the grass reading a book,which happened to be the same book as hers, the same book in an identical soft-cover edition, The Great Gatsby, which he was reading for the third time since his father gave it to him as a present on his sixteenth birthday.

Det er sjovt, for i den forrige bog jeg læste – Murakamis Norwegian Wood – var det The Great Gatsby der fik Watanabe til i første omgang at falde i snak med Nagasawa. Og hey – hvem glemmer nogensinde Søren Ulrik Thomsens ord fra Det værste og det bedste: “at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til er det bedste”?

Mindre nørdet bliver det ikke når Miles diskuterer baseball med sin svoger, og talen falder på den baseballkamp i 1951 som på sin egen måde er omdrejningspunktet for hele Don DeLillos kæmpestore Underworld.

Nå, det var et sidespor. Det er ikke de her små detaljer der holder bogen oppe – jeg synes bare det er sjovt. Men udmærket bog uanset hvad.

Den handler om en bosnisk dreng der under krigen i halvfemserne bliver evakueret sammen med sin familie fra deres hus i Bosnien og bliver indkvarteret i en flygtningelejr i et nedlagt kroatisk feriecenter. Her forsøger han at få en hverdag til at fungere med skole, venner, kærester og Converse-sko, men det bliver sværere efterhånden som krigen udvikler sig og det bliver dårligere at have et muslimskklingende navn i Kroatien.

Bogen er på mange måder en slags ungdomsroman – dvs. den kunne sagtens appellere til folk på halvdelen af min alder, men jeg var nu ikke bare virkelig godt underholdt, men også ret grebet af historien – både hovedpersonens personlige historie og den virkelighed han lever i. Jeg havde i forvejen prøvet at forstå hvad konflikten på Balkan gik ud på, men man får som bekendt en helt anden fornemmelse af det når man hører en personlig stemme.

Samtidig var det noget særligt at læse bogen fordi jeg både sidste år og i år har været på ferie i Kroatien – og selvsagt bare oplevet det som et dejligt sted med sol, glade mennesker, flot natur og masser af fantastisk frisk fisk og god olivenolie. Med andre ord meget let at glemme at der var krig for 15 år siden.

Den er godt skrevet, underholdende, spændende og falder ikke for fristelsen til at overdrive traumerne; helheden i historien er en på mange måder almindelig ungdom i skyggen af en ret ualmindelig situation.

Et par ugers ferie i Japan krævede helt klart en Murakami. Den her er gammel – helt tilbage fra 1987, men virkelig god. Måske en af de bedste af hans bøger.

Den foregår i starten af 1970′erne, og hovedpersonen er en ung mand som splittes mellem to kvinder. Bogen er fuld af kærlighed, sorg, sex og lidt tungsind – og masser af dejlige, langsomme Murakami-beskrivelser af ingenting.

Norwegian Wood er på alle måder værd at læse!

Bogen er samling meget korte noveller – virkelig korte, nogle af dem på bare tre-fire sider. De fleste noveller har en mandlig, midaldrende hovedperson, der er næsten altid beskrivelser af træer og vejret, og der er for det meste en lidt trist stemning. Når det er bedst, er der lidt Helle Helle over den stille og roligt konstaterende tone.

Men i mange af novellerne er der også et overnaturlig element, og det fungerer slet ikke for mig. Altså bogstaveligt talt overnaturligt som vinduer der åbner, håndskrift der dukker op, snakkende radiatorer og den slags.

Andre gange bliver det bare plat og komisk i sit forsøg på at være underspillet. Jeg kan ikke tage det alvorligt når en novelle slutter sådan her:

Da jeg rejste mig op for at gå, lod jeg sandalerne blive stående.

Come on!

Men jeg har det med at blive skuffet over hypede bøger, og derfor var det fint at jeg havde læst Lenes lunkne indlæg om Min kamp 1 i forvejen, for så blev jeg alligevel nærmest positivt overrasket.

Bogens fortæller hedder Karl Ove Knausgård og skriver i jeg-form om sit liv. Bogen begynder med spredte skift mellem nutiden, barndommen og ungdommen, mens de sidste 180 sider foregår over tre døgn som foregår et par år før historiens nutid.

Omdrejningspunktet i bogen er langt hen ad vejen fortællerens forhold til hans far; en mand der udvikler sig fra at være en dårlig forælder til en helt elendig og ondskabsfuld alkoholiker.

Med andre ord altså et mildest talt klassisk tema. Hvad er det så der gør bogen til noget særligt? Jeg tror det handler om måden at fortælle det hele på.

Først og fremmest er bogen voldsomt detaljeret. Hver eneste lille triviel handling – også alt det der ikke er ‘vigtigt’ for handlingen, er indgående beskrevet. Går fortælleren ind i en kiosk og køber cigaretter, skal læseren kende ekspedientens alder og vide hvilket tøj vedkommende har på, og hvor mange der står i kø, og om han betaler kontant.

En norsk stewardesse så mig læse i bogen i et fly og spurgte hvad jeg synes om den, fordi hun havde hørt at Knausgård skulle have en helt fantastisk hukommelse. Her er præmissen vel at bogen vitterlig er en akkurat beskrivelse af hvad der har fundet sted i forfatteren Knausgårds liv, og den er jeg ikke sikker på at jeg er med på. Men detaljerigdommen giver bogen en særlig autencitet og læseren en fornemmelse af at det ikke er konstrueret til lejligheden. Vejret bliver nøje beskrevet, men det er ikke solskin når han er glad og pisregn når han er trist.

Hvor beskrivelserne og detaljerigdommen på ene side får det hele til at virke lidt mere ægte, lægger fortælleren (eller er det nu forfatteren jeg mener?) på den anden ikke skjul på at der ligger en helt bevidst beslutning bag. Et par steder hvor han fortæller om det at skrive bøger, formulerer han nærmest sin egen teori om god skrivning:

Å skrive er å trekke det som finnes ut fra skyggene av det vi vet. Det er det skriving handler om. Ikke hvad som skjer der, ikke hvad slags handlinger som utspiller seg der, men der, i seg selv. Der, det er skrivingens sted og mål.

Og senere igen hvor Knausgård fortæller om nogle malerier der gør særligt indtryk på ham:

Det fantes således alltid en viss objektivitet i dem, det vil si en avstand mellom virkeligheten og avbildningen av virkeligheten, og det måtte være i dette rommet hvor det «hendte», hvor det kom til syne, det som jeg så, når verden likesom trådte fram fra verden. Når man ikke bare så det ubegripelige i den, men kom helt nær det. Det som ikke talte, og som ingen ord kunne nå, følgelig alltid utenfor vår rekkevidde, ligevel innenfor, for ikke bare omga det oss, vi hadde selv del i det, vi var selv av det.

Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Jeg kan godt lide det. Det nedsætter selvfølgelig tempoet i handlingen og gør det af og til næsten langtrukkent, men det giver også nogle dejlige stillestående passager der faktisk minder mig lidt om nogle af Murakamis bøger hvor der også er tid og plads til små rolige pauser. Uden sammenligning i øvrigt!

Men beskrivelsernes største styrke er – og nu kommer jeg helt sikkert til at blande virkelighed og fiktion sammen – at de er så ærlige. Fortælleren Knausgård udleverer sig selv igen og igen. Ikke at han oplister sine fejl som sådan, men i beskrivelserne af sine følelser blotter han sig konstant. Ikke kun der hvor han ligefrem gør eller siger noget dumt, men også når han bare reagerer lidt underligt på sin omverden. Og selv om han eksplicit fortæller hvor meget han forholder sig til folks opfattelse af ham, søger han aldrig læserens sympati (eller antipati, for den sags skyld), men holder sig bare til at beskrive – på sin egen halvkalkulerede måde.

Nåja, så er det her i øvrigt bare den første bog ud af seks. Absurd projekt – spændende om Knausgård holder niveauet. Jeg har allerede købt 2′eren, så den ligger klar næste gang jeg er parat til norsk navlepilleri en masse.

Uden yderligere research har Doctorow så skrevet Homer and Langley – en roman hvor han ikke går voldsomt op i de historiske fakta, men i stedet forsøger at sætte sig i brødrenes sted og beskrive udviklingen fra overklassebarn til usoigneret særling – indefra.

Fortælleren er lillebror Homer der bliver blind allerede som teenager, men alligevel har en munter opvækst i sine meget velhavende forældres hus der i bogen ligger længere nede ad 5th Avenue, direkte ud til Central Park.

Men så drager storebror Langley afsted til Europa i første verdenskrig, og inden han kommer hjem med lunger ødelagt af sennepsgas, er begge forældre døde i en epidemi. Så nu står de to unge mænd med et kæmpe hus på Manhattan, to stuepiger, en kok og en butler.

Herfra begynder – med ganske små skridt – bevægelsen mod et mere og fyldt hus og et mere og mere excentrisk liv, præget af op- og nedture og festlig men sjælden interaktion med omverdenen.

Homer and Langley kan ikke måle sig med Doctorows mere end 35 år gamle Ragtime – som også indeholder flere historiske personer og begivenheder – men den er sjov, sympatisk, vellykket og faktisk også ret troværdig i sit forsøg på at se særlingen indefra.

Jeg kan i øvrigt ikke helt gennemskue de symbolske implikationer af en blind protagonist – i de græske tragedier plejer det vist at hænge sammen med ægte erkendelse at man mister synet, men her virker det næsten omvendt?

For han er en fantastisk forfatter – undervurderet, skulle jeg til at sige, men det er sådan set slet ikke rigtigt. Både The Corrections og Freedom har fået enorm opmærksomhed, men hans tidligere romaner er fremragende bøger som man ikke hører meget om.

Strong Motion – Jonathan Franzens anden bog fra 1992 – handler om en ung indadvendt mand der forelsker sig i en jordskælvsforsker og hvis mor arver en masse aktier i et firma hvis affaldshåndtering måske er skyld i en række voldsomme jordskælv. Det er en historie med masser af drama, romantik og en hel del suspense – men skrevet i en genkendelig, exceptionelt flydende, overskudspræget og velformuleret Franzen-stil. I øvrigt er det sjovt at man i dialogen kan se enkelte stiltræk der minder om Bret Easton Ellis’ helt anderledes bøger fra samme periode.

Strong Motion er nok en lidt mere ordinær og mindre kompromisløs roman end Jonathan Franzens andre bøger – men omvendt også lettere læst og i det hele taget vældigt underholdende. Bogens allerførste side fangede mig fuldstændig – ikke gennem voldsom in medias res eller dramatik, men gennem en virkelig original beskrivelse af et søskendeforhold. Det synes jeg er utroligt sejt.

På nogle punkter virker denne bog dog mere som en debutroman end Franzens første bog The Twenty-Seventh City. I Strong Motion er der – modsat i hans andre bøger – flere steder hvor jeg tænker en redaktør godt kunne have hjulpet med at skære det lidt til og stramme lidt, og en enkelt passage som jeg nærmest synes er lidt plat.

Men ikke desto mindre altså en utroligt velskrevet og læseværdig bog. Og så er det en stor skam at der nu ikke er flere ulæste, vellagrede Franzen-bøger i bagkataloget. Måske man skulle læse The Corrections igen?

Som så mange andre af Philip Roths bøger foregår den i det jødiske Weequahic-kvarter i Newark, New Jersey. Hovedpersonen, Bucky Cantor, er en svagtseende, muskuløs, pligtopfyldende gymnastiklærer på 23 år der passer skolens sportsplads i sommeren 1944.

Her udbryder der en polioepidemi – ikke mindst blandt de børn der kommer og dyrker sport på sportspladsen hver dag. Ingen ved hvordan polio smitter, og derfor mistænkes alt og alle for at være kilde til spredningen af sygdommen.

Bucky frygter ikke og fortsætter arbejdet – glad for overhovedet at bidrage med noget, mens hans venner (som ser bedre end han) er i kamp med tyskerne i Frankrig. Men efter lidt moralsk vaklen overrasker den unge mand dog sig selv ved at flygte fra varmen og epidemien i Newark og tage op i en sommerlejr i bjergene hvor hans forlovede befinder sig – heroppe er alt godt, luften er klar, vandet køligt og børnene raske.

Og ja – det er så der nemesis indfinder sig. Det der gør bogen til mere end bare en røverhistorie om sygdom og kærlighed, er så spørgsmålet om hvad hybris helt præcis bestod i.

Mørk og trist historie om skyld og skam, i det hele taget. Og godt skrevet – og især var der noget ekstra ondskabsfuldt over den konstaterende beskrivelse af naiv begejstring Bucky føler når han lige er kommet op til sommerlejren i bjergene. Men i mine øjne er Nemesis dog slet ikke så god som Philip Roths klassiker Portnoy’s Complaint.

Det første var uproblematisk – det måtte jo prøves. Og det fungerede i øvrigt helt fint – det kunne jeg godt finde på at gøre igen, selv om jeg nu godt kunne savne den fysiske fornemmelse af en rigtig bog lidt.

Det andet er lidt mere specielt. Forventer forfattere mon en særligt positiv anmeldelse når nu der er tale om en slags gave? Går man på kompromis med sin integritet hvis man får ting gratis? Svarer det til at begynde at have bannerannoncer på sin blog? Og er man virkelig forpligtet til at læse bogen til ende hvis nu den ikke er god? Jeg tog chancen.

Nå – så til bogen. Og lad os starte med konceptet: det er ikke en almindelig bog udgivet af et forlag. Det er mit indtryk at forfatteren – Kristian K. Rasmussen – selv har stået for det meste af det et forlag plejer at gøre. Hvis man køber bogen (på dens hjemmeside), kan man vælge at få den i alle mulige formater (ePub, PDF, RTF, lydbog) og med alt muligt artwork og oven i købet et tilhørende soundtrack.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Verdens vredeste mand er i starten af tyverne og bor i sin mors hus i Skanderborg. Han arbejder sort med lidt databaser, dyrker kampsport, drikker store mængder kaffe, sover ikke så meget, er indadvendt og på alle måder helt sin egen. Og så driver han en vældig vred blog der har samme navn som bogen.

Handlingen udspiller sig over blot tre døgn, men suppleres af en del flashbacks og desuden en lang række fritstående tekster som hovedpersonen skriver på sin blog. I løbet af de tre døgn tager hovedpersonen fra Skanderborg til København, møder nogle ligesindede mennesker på Nørrebro, får kontakt med sin stressramte storesøster og kommer ud for en masse dramatiske oplevelser. Som Kristian K. Rasmussen selv ganske rammende skriver på sin hjemmeside om bogen:

På en skala af Paul Auster roman — hvor hovedpersonen tænker, drikker kaffe og tænker lidt mere — og Bruce Willis film, hvor hurtig handling klarer alle problemer befinder Verdens Vredeste Mand sig ca. i midten.

Men er det så godt? Ja og nej. Det minder mig om dengang jeg på et forlag havde til opgave at læse en masse indkomne manuskripter igennem. Ud over de store mængder regulært bras og de utroligt sjældne åbenlyse perler var der en mellemgruppe af tekster som der var mange gode ting i, men som ikke rigtig var egnede til udgivelse. De var sjove at læse fordi der tit var masser af hjerteblod, spræl og gode idéer i, og  det var på den måde aldrig spild af tid- men derfra til at udgive dem var der et stykke.

Denne bog hører i mine øjne hjemme i denne gruppe. Det har langt hen af vejen været udmærket underholdning at læse Verdens vredeste mand – men det står også rimelig klart for mig hvorfor den ikke er udkommet på et forlag.

Noget af det der fungerer godt, er portrættet af hovedpersonen. Jeg kan godt lide hans karakter, grundlæggende, som rummer både meget sympatiske og ret usympatiske træk. Han er fx ganske voldeligt anlagt, hvilket gør ham ret kompleks. Jeg kan også godt lidt beskrivelsen af hans rejse fra den jyske parcelhusverden til et noget mere facetteret Nørrebro. Og så er en af Kristian K. Rasmussens styrker hans evne til at beskrive tingene som når man ser dem første gang – detaljerigdommen er enorm, og det skaber nogle fine billeder der overflødiggør en fortællers adjektiver. Endelig er der tit ret meget spræl og energi i sproget.

Hvad fungerer så ikke? Jeg starter med en bagatel: der er en himmelråbende mangel på korrektur. Litteratur handler ikke om evnen til at stave og sætte kommaer, men jeg ville blive skuffet over at købe en bog med 10 småfejl pr. side (her kan lydbogen dog være til gavn hvis man er til den slags).

Nå, grundlæggende synes jeg nok bogen er for lang. Jeg kan godt lide lange bøger der udspiller sig over kort tid, men her er det bare ikke tæt nok. De mange detaljerede beskrivelser bliver af og til en klods om benet, fordi de altid er der – det bliver trættende at læse. Og så kan man jo af og til sige mere ved at sige mindre. Okay, måske er jeg også præget af at jeg holdt en pause i bogen for at læse den nye Helle Helle…

Desuden har jeg det ret svært med de blogindlæg som fylder en stor del af bogen ud, og som ikke er relateret direkte til bogens handling. Der er tale om samfundskritik der spænder fra det konfronterende til det filosoferende, og jeg synes helt ærligt ikke det er spændende nok til at dele med andre. Ikke at det er specielt ubegavet, men det er slet ikke så skarpt, spiddende og tankevækkende som jeg fornemmer det er tænkt. Jeg vil afholde mig fra at gætte på hvad passagerne laver i bogen og hvordan de er blevet til, men jeg får her lidt svært ved at adskille forfatter og fortæller.

For at opsummere: udmærket underholdning af en forfatter der på godt og ondt ikke virker professionel.

Dette burde skrives i nutid handler om Dorte Hansen, en ung kvinde der bor alene i et hus lige ved stationen i Glumsø og er indskrevet på universitetet i København. Nætterne går med at ligge vågen og høre godstogene køre forbi. Dagene går med at sove eller tage toget ind til København og gå i Scala.

Det er selvfølgelig trist, kedsommeligt og – fordi det er Helle Helle – utroligt lækkert, smukt og rammende skrevet. Efter min mening endnu bedre end Ned til hundene (2008) – måske fordi Dette burde skrives i nutid har noget mere simpelt og rent over sig.

Sprogligt virker det som om Helle Helle har rendyrket og forfinet en sproglig manøvre  som går ud på at tage to helsætninger og sætte et komma imellem dem – af og til er koblingen klar, andre gange er det mere dunkelt: “Min mor havde lavet stuvede kartofler, hun havde fået en ny svagt orangefarvet læbestift.” Hun skriver sådan hele tiden. Jeg tænkte at det var en anelse overdrevet, men efter en påske med min svigermor står det klart for mig at det er en virkelig rammende måde at gengive helt almindeligt dansk talesprog.

Apropos sprog glemmer jeg aldrig Helle Helles sidste bog for sætningen “Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat.” Jeg synes ikke hun overgår det i Dette burde skrives i nutid, men jeg bliver alligevel lidt glad for en sætning som “Jeg følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl.”

Mange af digtene handler om at blive ældre, at det der var, ikke længere er, og at folk omkring jeg’et er døde. Det er ikke noget jeg personligt kan relatere til, men ikke desto mindre står det meget klart, livagtigt og sørgeligt når jeg læser denne bog. Hør bare her:

Et kort øjeblik når jeg vågner
har jeg glemt
at kastanjen overfor er fældet
og at bøgerne af min ungdoms stjerner
gule og bulede
står i en kasse på gaden
til ti kroner stykket
ja, selv at du for længst er væk.
Men i næste sekund har jeg indhentet alle tredive år
og hen under aften
oven i købet fået en fremtid
før natten tar mig tilbage

Og ja – det er ikke bare godt, det er også så Søren Ulrik Thomsen-agtigt at det næsten virker som en parodi! Og så er der i øvrigt et digt – ‘Hvis mørket en dag var brugt op’ – der i den grad udfolder temaet i et fint citat S.U.T. har i en bog om værtshuse:

Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.

Og ja, det er bare citatet – læs selv digtet på side 33 i Rystet spejl.

Det handler om den 16-årige Mifti der bor i Berlin hos sine to ældre halvsøskende som kun har marginalt mindre problemer med stoffer end hun selv. Hun burde gå i skole, men bruger de fleste af sine kræfter på at gå i byen, tage heroin, skrive sms’er og mails til sine veninder og dyrke sex med både gamle bekendte og fremmede mennesker.

I den forstand er der ikke langt fra Bret Easton Ellis’ skelsættende American Psycho (1991) der skildrede en af Manhattans finansmænds liv med penge, stoffer, vold, dyrt tøj og restauranter og prostituerede. Der er ingen rigtig handling, og essensen af bogen er den monotone beskrivelse af forfald.

Men forskellen er at hvor American Psycho‘s univers trods alt virker kendt, er dette for mig en anden verden og vel også en ny generation. Jeg forestiller mig at jeg har det omtrent som mange havde det da de læste Ellis’ værk tilbage i halvfemserne. Måske ikke forarget, men sådan lidt måbende og forvirret.

Axolotl Roadkill er dog ikke bare en opdateret American Psycho i europæiske omgivelser. Hvor overfloden i Ellis’ bog er materiel, er den snarere åndelig i Hegemanns. Mifti har ikke mange penge, men er kulturelt og intellektuelt overlegen, hvilket selvsagt strider lidt mod hendes konstante selvdestruktion. Hun en mentalt blasert i en grad der gør det svært for hende at opleve noget end ekkoet af film, musik, bøger og lignende, og som giver selve begivenhederne i hendes liv et præg af kliche og gentagelse. Det minder mig om en scene i Dave Eggers’ A Heartbreaking Work of Staggering Genius hvor en dybt alvorlig og emotionel samtale skæmmes af den enes bevidsthed om hvor uoriginalt det er.

Apropos uoriginalt: Der er vist noget med at Helene Hegemann efter udgivelsen er blevet anklaget for at plagiere en række blogs, sangtekster o.l., og derfor er den danske udgave forsynet med kildehenvisninger. Bevares. Som Hegemann selv lader en karakter i bogen sige: “Det er ligegyldigt hvor jeg tager tingene fra, det vigtige er hvor jeg tager dem hen.”

Endelig et par ord om oversættelsen. Bogen skal forestille at være fortalt af en 16-årig (og Hegemann var selv 18 da hun skrev den), og den er præget af en del slang. Jeg tænker det må være en virkelig svær opgave at oversætte sådan en bog, men det er i mine øjne lykkedes supergodt for René Jean Jensen. Svedigt ;-)

Det er digte der skiftevis handler om “det bedste” og “det værste” i forskellige former – fra det meget konkrete til det meget abstrakte og fra det småsjove til det voldsomt alvorlige. Rytmen og fornemmelsen af ordene i munden er lækker og holder i hvert fald stadig efter ni år.

Over and out – next stop Søren Ulrik Thomsen.

Point Omega handler om en underlig lille forsamling i en ørken – en ung, mandlig filmskaber, en gammel militærstrateg og dennes lidt mystiske og lidt kedelige datter. Filmmanden drømmer om at lave en film med militærmanden og om at komme i seng med hans datter, militærmanden drømmer om fred og ro og måske lidt selskab – og hvad datteren drømmer om, er lidt af en gåde.

Det er på én gang ganske let og meget koncentreret. Mere stemning end plot – ekstremt velskrevet (som altid, når det er Don DeLillo) – men ikke i samme klasse som fx White Noise (1985) og selvfølgelig heller ikke den på alle måder store og fremragende Underworld (1997).

Der er en anelse Helle Helle over det, bortset fra at der er mindre fokus på det sociale og mere på det indre liv i en kvinde der ikke rigtig kan finde ud af hvad hun skal gøre af sig selv.

Fin bog – og nok snart glemt igen.

Det er efterhånden 2½ år siden jeg sidst læste noget af Arne Dahl, men en weekendtur til Stockholm virkede som den helt rigtige anledning. Store dele af krimien foregår nemlig i Stockholm – herunder begyndelsen af bogen hvor en mand tager kokain, kigger over vandet hen på den gade hvor vores hotel lå – og siden bliver spist af jærver i Djurgården. Vi tog en båd ud til Djurgården og så det hele – undtagen jærverne som åbenbart var inde.

Nå, men, det er en god bog! Ligesom i hans andre bøger er det A-gruppen der skal opklare forbrydelsen der – selvfølgelig – viser sig at være mere kompliceret end som så. Der bliver trukket tråde til menneskehandel, prostitution, 2. verdenskrig, mafiaen og en masse andet. Det virker undervejs i bogen umuligt at det på nogen måde kan hænge sammen det hele, men det ender det – selvfølgelig – med, og det er en sjov komfort ved at læse bøger i den genre.

Derfor var det med store forventninger jeg gik i gang med Freedom, der er hans første roman siden The Corrections, og som oven i købet blev kaldt for et mesterværk i danske anmeldelser. Så når jeg nu kun er en lillebitte smule skuffet over Freedom, er det altså et udtryk for at det virkelig er en god bog.

Grundlæggende handler den om et parforhold – forholdet mellem Patty og Walter Berglund – gennem en 20-30 år. Enhver der kender lidt til Jonathan Franzen kan regne ud at det ikke kun handler om ægteskabets lyksaligheder; det viser tværtimod hvordan noget der starter så nogenlunde rigtigt, gennemsnitligt, velmenende og godt kan gå helt galt uden at man præcis kan sætte fingeren på hvem der trådte galt og hvornår. Den slags synes jeg er prisværdigt.

Rundt om kernehistorien om parforholdet ligger en række andre historier der både fungerer som gode fortællinger i sig selv og som delforklaringer på hvorfor deres ægteskab ikke fungerer. Barndommen, opvæksten forældrene, deres to børn og ikke mindst Walters gamle studiekammerat. Drama og intriger!

Jeg har svært ved at finde ud af hvor bogen befinder sig på et kontinuum med realisme i den ene ende og karikatur i den anden – det er nærmest som om Freedom sætter sig på hele skalaen. På den ene side virker bogen aldrig grundlæggende urealistisk på den måde at jeg står af fordi det er utroværdigt – på den anden side er mekanismerne og karaktererne unægtelig karikerede, også i en grad som jeg ikke husker at The Corrections var.

Og en af grundene til at bogen for mig er rigtig god, er at karikaturerne ikke er så meget ude af proportioner at jeg ikke kan relatere dem til noget eller nogen jeg kender – eller mig selv – men heller ikke så subtile at det er uigenkendeligt. Klassisk litteraturkatharsis!

Men for mig var Freedom ikke helt på højde med The Corrections. I sidstnævnte er fokus mere på familien end parforholdet, og måske er det fraværet af et forlist ægteskab i mit liv der gør bogen den tand mindre vedkommende? Familiebogen læste jeg mens jeg var på en hel måneds ferie med min familie i USA…

Jeg har Franzens Strong Motion (1992) stående på reolen, og det føles lidt ligesom at have en flaske cava liggende i køleskabet som man kan åbne når man bare ikke kan vente længere.