Kurt Vonnegut: Armageddon in Retrospect (2008)

Kurt Vonnegut: Armageddon in Retrospect (2008)Der er noget særligt ved de bøger man køber i en fremmed by fordi man blev færdig med den man var i gang med. Hvis udvalget er lille, kan det være lidt af et eventyr, fordi man kaster sig ud i noget man ikke havde planlagt. Andre gange ender man på noget lidt mere kedeligt og sikkert – og det var tilfældet her.

Jeg har læst de fleste af Kurt Vonneguts bøger i mine unge dage, herunder især selvfølgelig hans mest berømte og virkelig fremragende Slaughterhouse-Five.

Armageddon in Retrospect er udgivet året efter Vonneguts død og er en samling af kortere tekster, taler, breve, noveller og den slags skrevet gennem hans liv. De fleste kredser dog om det samme som Slaughterhouse-Five, nemlig da USA bombede Dresden under anden verdenskrig – en begivenhed som forfatteren selv oplevede på nærmeste hold som tilfangetagen soldat.

Kurt Vonnegut var fantastisk – alvorlig, morsom, dramatisk og nede på jorden – men sammenlignet med hans andre bøger er den her lidt noget rod. Det virker lidt som de sørgelige rester af Vonneguts uudgivne skriverier. Den er stadig værd at læse i en snæver vending på en cafe i udlandet, men absolut ikke der hvor man skal tage hul på hans store forfatterskab.

Stefan Zweig: Verden af i går (1942)

Stefan Zweig: Verden af i går (1942)Da jeg for nylig skulle en kort tur til Wien, spurgte en god kollega om jeg så ikke ville låne hendes udgave af Verden af i går. Det viste sig nemlig at være hans erindringer om blandt andet livet i hans hjemby Wien.

Bogen går i store træk kronologisk frem fra Stefan Zweigs barndom og ungdom i Wien, hans higen efter viden og dannelse og byens ånds- og kulturliv i disse år. Han kommer rundt om seksualmoral (man var vel venner med Freud) og skolevæsenet før han når sin litterære debut. Herefter handler resten af bogen om livet som forfatter, om hans mange rejser, om hans berømte kunstnervenner og især om de to verdenskrige.

Det er interessant for mig, fordi jeg synes han formår at gøre det komprimeret, levende og vedkommende, og jeg føler egentlig jeg er blevet lidt klogere af at læse bogen. Og den er stadig relevant – ikke kun fordi det altid er sådan at alting var bedre i gamle dage, men også fordi parallellerne er åbenlyse i en tid hvor et højreradikalt parti er opstillet til folketingsvalg, og hvor grænserne for det acceptable hele tiden rykkes.

Formmæssigt er den speciel, fordi Zweig på den ene side gør et nummer ud af at være beskeden og alligevel er næsten kvalmende selvhøjtidelig. Tænk at kalde et kapitel ‘Kampen for åndens broderskab’! Og så er den skrevet med et kæmpestort sprogligt overskud – nu har jeg jo læst den i den danske oversættelse, men der er flere ord i den jeg ikke kendte eller havde glemt fandtes. Stilsikkert, varieret og passende.

Nå, fin bog. Jeg slutter af med et citat:

Hadet mellem lande, folk og partier fyldte endnu ikke daglig avisernes spalter, det skilte endnu ikke mennesker fra mennesker og nationer fra nationer; flok- og massementaliteten var endnu ikke så modbydeligt mægtig i det offentlige liv, som den er i dag; privatlivets fihed gjaldt som en – nu knap nok begribelig – selvfølgelighed; man betragtede ikke som i dag tolerancen som et tegn på blødagtighed og svaghed, men roste den i stedet som en etisk styrke.

Og timingen var så smuk at jeg endte med at læse bogens sidste sider i den over en kold øl og en dobbelt espresso på en cafe i Wien.

Kirsten Hammann: Ofte stillede spørgsmål (2017)

Kirsten Hammann: Ofte stillede spørgsmål (2017)Tilbage i 2004 læste jeg en dag en vildt rosende anmeldelse i Weekendavisen (af Bukdahl, tror jeg) af Fra smørhullet af Kirsten Hammann. Jeg gik ned i boghandlen på hjørnet (i dag ligger der en tarvelig sushibiks, selvfølgelig), købte bogen, læste den samme dag og syntes den var fantastisk!

Siden har jeg været ret begejstret for Kirsten Hammann og har læst de tre efterfølgende romaner (En dråbe i havet, Se på mig og Alene hjemme) og den foregående lidt underlige Vera Winkelvir, men ingen af dem har for mig helt nået samme niveau som Fra smørhullet. De har på en eller anden måde haft for meget handling – mens Fra smørhullet udmærker sig ved at der næsten ikke sker noget.

Nå – pointen med denne intro er at Hammanns nyeste bog har lidt af den samme stillestående stemning, og at det er virkelig godt! Sjovt nok er der her ikke tale om en roman, vel ikke engang fiktion, men en slags dagbogsform hvor Kirsten Hammann tager udgangspunkt i alle de åndssvage spørgsmål hun bliver stillet om sine bøger, og som hun her forsøger at besvare en gang for alle.

Det lyder kedeligere end det er. For det første er det et dejligt ærligt indblik i hendes kvaler – hun vil gerne anerkendes, men helst være alene, hun vil gerne have folk til at interessere sig for hendes bøger, men hun hader at blive spurgt om dem, hun vil gerne have taget flotte billeder til bogens cover og hun hader det samtidig.

For det andet er der noget i beskrivelsen af hendes dage der minder dejligt meget om det stillestående liv i Fra smørhullet. Se fx det her:

I går aftes, da jeg var færdig med dagen og klar til at gå i seng, opdagede jeg til min ærgrelse, at klokken kun var 21.30, og det er jo helt klart for tidligt, når man er stået op kl. 11. Jeg talte sammen: Jeg havde kun været vågen i 10½ time. Jeg havde arbejdet, gået tur, spist frokost, arbejdet lidt igen, set en film og var endelig nåede [sic?!] til højdepunktet, tilberedning af aftensmad, høre radio, spise maden og drikke vin. Men det var jeg allerede færdig med kl. 19. Så kunne jeg lave små lækre ting, varme nogle nachos med groftrevet cheddar over og lave noget guacamole, som jeg kunne spise ved at bruge lune chips som ske.

Hvad så? Jeg havde lagt nogle figner og svesker i blød i rom. Dem kunne jeg spise med flødeskum.

Hvad så? Jeg tog en plade Crunch fra skabet og brækkede et stykke af, som jeg først suttede på og bagefter kørte rundt på en tallerken med lakridspulver. Lakridsen satte sig fast i spyttet, og jeg fik på denne måde fremstillet og fortæret min lakridsberigede hvide chokolade med knas.

Det minder mig om en perfekt passage i Fra smørhullet hvor fortælleren får helt ondt i munden af at spise bolsjer.

Nå – for det tredje er der en fin selvbevidsthed der gennemsyrer hele bogen i et metalag. Hver gang hun fremstår lidt højstemt, piller hun sig selv ned, og hver gang hun åbner en flanke, påpeger hun det selv. Og selv dét reflekterer hun over.

En dejlig, ujævn og læseværdig bog!

Paolo Cognetti: De otte bjerge (2016)

Paolo Cognetti: De otte bjerge (2016)Denne bog fik jeg i gave for et par måneder siden – og valget af bogen var et rimelig kvalificeret gæt. Jeg fik den nemlig af en, der arbejder sammen med en, som jeg for mange år siden arbejdede sammen med på et forlag – hvor man selvsagt snakker en del om bøger. De to har sammen fundet ud af hvad der ville være den helt rigtige bog at give mig – en bog som min gamle kollega selv har stået for, og hvis eget eksemplar jeg fik. Og jeg synes de ramte godt.

Der er noget dejligt umoderne over De otte bjerge. Historien strækker sig over en lang årrække og handler primært om drenge og mænd og deres trang til at gå rundt i bjergene. Der er store følelser, men pakket godt ind i akavede samtaler og endeløse naturbeskrivelser, og der er store og vigtige spørgsmål vi ikke kommer i nærheden af at få besvaret. Hyggeligt, tilpas stillestående og ganske ordknapt – og så får man sådan lyst til at gå op på et højt bjerg når man læser den.

Daniel Dencik: Sportshjerte (2017)

Daniel Dencik: Sportshjerte (2017)En fremragende lille bog! Jeg læser sjældent andet en skønlitteratur, og efter min elendige oplevelse med Pseudoarbejde var jeg lidt på vagt over for Sportshjerte som er en slags dokumentarbog om cykling.

Men jeg havde fået den af en ven der deler min begejstring for både gode bøger og cykelsport, så jeg gik i gang – og jeg skulle ikke mange sider ind i den før jeg kunne mærke at jeg var i virkelig gode hænder.

Jeg er vant til at opleve beskrivelser af cykling som de kommer til udtryk hos cykelkommentatorer og i de løbsreferater man kan læse i aviser og på fx feltet.dk – typisk helt forudsigeligt og med en voldsom brug af gamle klichéer. Det her er noget andet.

Man følger forfatteren der rejser rundt og ser nogle cykelløb. Han møder kendte og mindre kendte ryttere og snakker med dem – aldrig om hvad de forventer af dagens etape eller den slags spørgsmål som sportsjournalister altid stiller, men om alt muligt andet. Om de store ting og det helt dagligdags.

En lækker, langsom og smuk bog – dog nok kun for folk der kan lide cykling.

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen: Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (2018)

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen: Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (2018)Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog der gjorde mig så irriteret. Det er vel mere end tyve steder jeg har lavet et lille æseløre fordi der stod noget ekstraordinært dumt.

Mine forventninger var ellers høje. Bogen er kendt for ikke bare at afsløre det overflødige pseudoarbejde mange af os udfører, men også komme med anvisninger til hvordan vi undgår det. Jeg har arbejdet forskellige steder i staten siden 2006 og er stødt på rigeligt med stive sagsgange, overflødige produkter og alt for lange møder. Jeg så for mig hvordan jeg kunne få gjort mere på mindre tid efter at have læst bogen. Men jeg blev skuffet.

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Bogen tager udgangspunkt i at man for 100 år siden ventede at kunne skære arbejdsugen ned til 15 timer, fordi meget arbejde ville blive automatiseret. Men vi arbejder det samme eller mere og taler allesammen om at vi har så travlt. Så langt så godt. Men ifølge forfatterne skyldes det en af to ting. Enten sidder vi bare på vores arbejde og kukkelurer og laver alt muligt der ikke har noget med arbejde at gøre – eller også fylder vi tiden ud med fx dokumentation, kvalitetssikring, marketing, compliance, kommunikation, revision osv. osv.

Dét er dårligt og overflødigt det hele – stort set pr. definition, forstår man. Det er derimod bedre at lave ‘rigtigt’ arbejde hvor man bygger noget, hjælper nogle syge mennesker, underviser nogle børn, koger suppe osv.

Og ikke nok med det. En af hovedtankerne i bogen er at det som udgangspunkt er den der udfører arbejdet, der ved hvordan man gør det bedst. En læges egen faglige vurdering vil altid være mere fornuftig end et eller andet statsligt kvalitetsstyringshelvede som bliver trukket ned over lægen. Og en lærer kender eleverne og ved hvordan man underviser bedst, og så kan dem inde fra ministeriet bare holde nallerne væk. Socialrådgiveren skal snakke med de udsatte borgere, ikke sidde og dokumentere alt muligt. Det er jo bare pseudoarbejde!

Man er nok dum hvis man er lodret uenig med forfatterne her, men jeg synes oprigtigt også det er dumt at tro at folk altid ved bedst selv. Vi har allesammen vores blinde pletter – og selv om jeg ikke selv synes journalisering eller indkøbscompliance er spændende eller vigtigt for mig og mit arbejde, kan det stadig være en god ide for os allesammen at jeg bruger noget af min tid på det.

For det er ikke bare i forhold til folks egen faglighed forfatterne mener at folk ved bedst. Hvis man er træt af at netværksprinteren går i stykker, kan man da bare tage firmakortet og købe en blækprinter nede i Elgiganten og stille på sit kontor. Og hvorfor bruge de tunge og besværlige systemer it-afdelingen stiller til rådighed? Det kan da klares lettere med en app man selv henter på sin telefon. Det står der seriøst i bogen! Brug ikke kræfter på alt det der fis de andre synes er vigtigt.

Og apropos kræfter. Mails er pseudoarbejde. Møder er pseudoarbejde. Jeg læser ud af bogen at det er pseudoarbejde og spild af folks tid at svare på mails. Seriøst! Og igen et forbehold. Selvfølgelig findes der dårlig mailkultur. Selvfølgelig holdes der for lange møder med for mange deltagere. Men i takt med at jeg læste bogen, fik jeg en følelse af at alt hvad der er irriterende ved vores arbejdsliv, blev smækket i kategorien pseudoarbejde.

Og det bringer mig videre til at bogen virker overraskende populistisk på mig. Vi kan da blive enige om at det her er lamt, lyser det ud af siderne. Og hvad værre er: det gennemsyrer bogen at enten indrømmer man at forfatterne har ret – eller også lyver man (evt. for sig selv). Rent sprogligt kommer det samtidig til udtryk i klichepræget omtale af jakkesæt, magt, ambitioner osv. Bogen er på den ene side grundigt funderet i interviews, undersøgelser og statistik – og på den anden side tit formuleret som et aggressivt læserbrev. Mærkeligt og trættende.

Og egentlig også ærgerligt, for jeg synes det er en god ide at se kritisk på hvor mange kræfter vi skal lægge i den årsrapport som ingen læser alligevel. Og måske er bogen ikke forgæves, for med lidt held har min irritation over bogen gjort nok indtryk til at jeg husker nogle af de gode pointer – selv om jeg synes de alt for tit drukner i en blanding af forudindtagede meninger, urimelige gæt på folks motiver og decideret uvidenhed om hvordan almindelige arbejdspladser fungerer.

Erlend Loe: Dyrene i Afrika (2018)

Erlend Loe: Dyrene i Afrika (2018)Lad mig gøre det kort. Denne bog handler om en gruppe mennesker der tager til Afrika for at have sex med nogle vilde dyr. Hvorfor de gør det, er næsten ligegyldigt; man bliver ikke klogere af at læse bogen, men man er virkelig godt underholdt.

Jeg tror Erlend Loes største force er at skrive om noget absurd i et lidt tørt tonefald. Det lyder ikke så sjovt når man dissekerer hans teknik på den måde – men det er det! Og for en god ordens skyld et eksempel:

De fikk en laminert pakkeliste hvor viktigheten av hensiktsmessig fottøy ble understreket. Ferdsel i grovt terreng måtte påregnes, sto det, og skjending på glatt underlag var en realistisk mulighet. Et par gode pulesko var derfor avgjørende.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille (2018)

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille (2018)Den, der lever stille er den ret gribende historie om den unge Christina Skov der vokser op med sin mor og far i Helsinge, gør alt hvad hun kan for at få dem til at elske sig, ikke rigtig har held med det, ser det hele gå galt da hun flytter hjemmefra og springer ud som lesbisk, gennemfører sit studie, skifter fornavn til Leonora, bliver en anerkendt forfatter, finder sit livs kærlighed og i sidste ende siger farvel til sin mor som dør af kræft – uden at have hverken renset luften eller affundet sig med morens manglende kærlighed.

Bogen er en roman, men en stærkt selvbiografisk en, hvilket da også trækker et fint meta-lag gennem bogen i passager hvor fortælleren diskuterer med sig selv og sine nærmeste hvordan hun håber, frygter og tror den bog hun sidder og skriver på, vil blive opfattet.

Jeg tænker også på alt det, min bog endelig ikke skal være. Jeg nævner i flæng: hævngerrig, sentimental, vred, flæbende, bebrejdende, offer- eller martyragtig, bekendende, konkluderende, en nøgleroman, en misery memoir eller udstillende ligesom Christina Crawfords Mommie Dearest.

Og – som tit er med den slags – virker hendes eksplicitte overvejelser som en vaccination der styrker troværdigheden af det hele og får en til at holde igen med sine indvendinger.

Tilbage står en virkelig fin og personlig bog der gør indtryk. Forældrenes grundlæggende mangel på kærlighed og accept af datterens seksualitet er rystende – faktisk er det så vildt at jeg vist kun tror på det fordi hun har fortalt historien som hun har.

Stilen er i øvrigt ligefrem og ikke-kunstfærdig på en måde som giver fin plads til selve historien. Én ting irriterer mig lidt, og det er når replikkerne er åbenlyst konstrueret til at drive fortællingen frem:

– Er det bedemanden? spurgte han og nikkede. – Ja, et møde klokken halv seks i dag er fint. Ja tak, jeg vil gerne have bisættelsen overstået så hurtigt som muligt. Nu skal du få vores … jeg mener min adresse.

Sagde ingen nogensinde. Det handler ikke om at målet er en transskription af det talte ord – så ville bogen være meget lang og kedelig og svær at læse – men sådan noget her minder mig om dårligt fjernsyn.

Det overskygger nu på ingen måde at bogen er rigtig god. Og derudover har jeg en sjælden følelse af at være fuld af sympati og beundring over Leonora Christina Skov og det hun har udstået og opnået.

Endelig er den fysiske bog ekstraordinært lækker og – yes! – sat med verdens smukkeste skrifttype Electra.

Simon Armitage: Paper Aeroplane: Selected Poems 1989-2014

Simon Armitage: Paper Aeroplane: Selected Poems 1989-2014Det var med en anelse skepsis jeg modtog denne bog i fødselsdagsgave for nogle år siden – en digtsamling! – men giveren sagde at han heller ikke er så meget til digte, men at dette var noget særligt. Siden da jeg har læst i den af og til mellem andre bøger, og i går blev jeg færdig med den. Det var umagen værd!

Givet min manglende passion for poesi har jeg heller ikke den store viden om genren. Men jeg bed mærke i at mange af digtene mindede ret meget om almindelig prosa, dvs. med en klar fortælling og et sprog der ikke gør helt så meget væsen af sig som det kan gøre i lyrik. Måske det er derfor det appellerer til en ikke-digtlæser som mig.

Men digtene spænder nu ellers vidt – de er skrevet over 25 år, og der er digte der rimer, digte der ikke gør, historiske digte, moderne digte, uforståelige digte, alt for forståelige digte og digte der minder lovlig meget om noget man læser i skolen når man skal lære at fortolke.

Tja. Måske er der ikke så meget mere at sige. Her et eksempel – digtet Phenomenology:

Harold Garfinkel can go fuck himself.
This is a ten pound note. These are the keys
to your mother’s car, and my father’s suit
is nicely one half-size too big for me.

The tyres burst the puddles and the lamplight
spills like a moment from the past, only
to settle backwards, become distant and
still further distant in the long darkness

behind. Always we are moving away.
In the tunnel we test the echo of
the engine and check our haircuts in the
rain-spattered quarter-light. Someday, something

will give. When the sun comes up tomorrow
it will dawn on us. But for now we shine
like the stars we understand: I think I’m
Tom Courtenay; you think I’m Billy Liar.

Nåja. En ting mere: Hvis du også synes efternavnet virker bekendt, kan det være herfra.

Hanya Yanagihara: A Little Life (2015)

Hanya Yanagihara: A Little Life (2015)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så ked af at læse en bog. Den er forfærdelig.

For en ordens skyld et kort resume: Fire venner fra college flytter til New York, og vi følger dem – og især den ene, Jude – over en periode på vel 25 år. Samtidig får man indblik i Judes fortid der ikke er som nogen andres. Han er forældreløs og har været udsat for systematiske overgreb fra flere forskellige sider gennem sin opvækst. Alligevel udvikler han sig til et efter omstændighederne velfungerende mennesker og en yderst succesfuld advokat. Men Jude har ikke held med at fortrænge hvad han har gennemlevet.

Det lyder banalt, og er det vel egentlig også. Og jeg er oven i købet enig med de kritikere der mener at bogens personer er grundlæggende flade karakterer, selv om der er over 800 sider de kan folde sig ud på.

Alligevel er det en fremragende bog, synes jeg. Og forfærdelig, som sagt. Der er noget konsekvent og nådesløst over fortællingen – det er slemt og bliver værre og værre og værre. Man kan sige at bogen ikke lefler som sådan – og alligevel er den grundlæggende let læst, velskrevet og vel også underholdende på sin egen bizarre måde.

Samtidig giver A Little Life mig en forståelse – ikke en rationel forklaring, men en følelsesmæssig fornemmelse – af hvorfor mennesker der er blevet misbrugt, er tilbøjelige til at ende i skadelige relationer igen og igen. Jeg læser ikke skønlitteratur for at blive klogere, men det her indblik kom bare med i købet.

Endelig beundrer jeg virkelig Hanya Yanagiharas overskud. Hun er kvinde, men skriver indlevende og utrætteligt en bog der praktisk taget kun handler om mænd, uden at jeg på noget tidspunkt oplever det som utroværdigt.

Jeg er glad for at have læst den – og jeg er glad for at ikke alle bøger er som den.

Og forresten: Bogen er sat med skrifttypen Electra. Smukkere bliver det ikke.