Hanya Yanagihara: A Little Life (2015)

Hanya Yanagihara: A Little Life (2015)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så ked af at læse en bog. Den er forfærdelig.

For en ordens skyld et kort resume: Fire venner fra college flytter til New York, og vi følger dem – og især den ene, Jude – over en periode på vel 25 år. Samtidig får man indblik i Judes fortid der ikke er som nogen andres. Han er forældreløs og har været udsat for systematiske overgreb fra flere forskellige sider gennem sin opvækst. Alligevel udvikler han sig til et efter omstændighederne velfungerende mennesker og en yderst succesfuld advokat. Men Jude har ikke held med at fortrænge hvad han har gennemlevet.

Det lyder banalt, og er det vel egentlig også. Og jeg er oven i købet enig med de kritikere der mener at bogens personer er grundlæggende flade karakterer, selv om der er over 800 sider de kan folde sig ud på.

Alligevel er det en fremragende bog, synes jeg. Og forfærdelig, som sagt. Der er noget konsekvent og nådesløst over fortællingen – det er slemt og bliver værre og værre og værre. Man kan sige at bogen ikke lefler som sådan – og alligevel er den grundlæggende let læst, velskrevet og vel også underholdende på sin egen bizarre måde.

Samtidig giver A Little Life mig en forståelse – ikke en rationel forklaring, men en følelsesmæssig fornemmelse – af hvorfor mennesker der er blevet misbrugt, er tilbøjelige til at ende i skadelige relationer igen og igen. Jeg læser ikke skønlitteratur for at blive klogere, men det her indblik kom bare med i købet.

Endelig beundrer jeg virkelig Hanya Yanagiharas overskud. Hun er kvinde, men skriver indlevende og utrætteligt en bog der praktisk taget kun handler om mænd, uden at jeg på noget tidspunkt oplever det som utroværdigt.

Jeg er glad for at have læst den – og jeg er glad for at ikke alle bøger er som den.

Og forresten: Bogen er sat med skrifttypen Electra. Smukkere bliver det ikke.