Kazuo Ishiguro: The Buried Giant (2015)

Kazuo Ishiguro: The Buried Giant (2015)Hvis man besøger Wikipedias side om Kazuo Ishiguros nyeste bog The Buried Giant, står den klassificeret under genren fantasy. Og at dét ikke er helt uberettiget, er for mig noget af det allervildeste ved denne bog.

Den indeholder vitterlig orker, drager og riddere – og her snakker vi forfatteren bag moderne litteratur som The Unconsoled, NocturnesA Pale View of Hills og An Artist of the Floating World – og det nok mest berømte værk The Remains of the Day.

Historien foregår i Storbritannien i tiden efter Kong Arthur og koncentrerer sig især om det ældre ægtepar Axl og Beatrice. Ligesom alle andre har de svært ved at huske noget, men de mener bestemt de har en voksen søn et sted, og begiver sig ud på en rejse for at finde ham.

Her finder de ud af at hukommelsestabet måske skyldes dragen Querig der huserer i bjergene og indhyller alles minder i en sær tåge. Og det er måske godt det samme – det medvirker nemlig til at rædslerne i den nyligt overståede krig mellem briter og saksere bliver glemt, og de endelig kan leve side om side i fred.

Under rejsens eventyr møder de den dygtige kriger Wistan, den modige unge dreng Edwin (som har et mystisk dragebid) og den lidt komiske aldrende ridder Sir Gawain som er nevø af selveste Kong Arthur.

Der er masser af drama, krig og blod, men også eftertænksomhed og en stilfærdig romantisk kerne i beskrivelsen af kærligheden mellem de to aldrende hovedpersoner. Hvis tågen forsvinder, og minderne kommer tilbage, vil de så stadig elske hinanden?

Og oven i købet er bogen skrevet i det mest opstyltede, gammeldags sprog – ikke blot dialogen, men også i beskrivelserne af personernes tanker:

Thinking about it now, lying in the dark, Axl was sure Edwin had been chopping alongside Wistan, matching the warrior blow for blow. In all likelihood the boy was already an expert woodcutter.

Skrevet i 2015!

Og hvad skal man så mene om alt det? Jeg ved det næsten ikke. Bogen er underholdende, og den er kompromisløs i sit sindssyge genrevalg. Sproget skaber sin egen vilde stemning – og der er noget sært bevægende ved den voldsomt symboltunge slutning på bogen. Den kan ikke måle sig med Ishiguros bedste bøger, men den er stadig imponerende.

Nå, nok om det, nu skal jeg genlæse Kongens fald. Det ved man hvad er.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *