Kirsten Hammann: Alene hjemme (2015)

Kirsten Hammann: Alene hjemme (2015)Det er egentlig ikke fordi jeg er blevet overdænget med bekymrede mails fra folk der frygter at min blog er død, men for en ordens skyld: Det er den ikke. Der har været lidt stille, fordi jeg i ret lang tid har forsøgt at læse Christina Steads The Man Who Loved Children (efter et overbevisende Jonathan Franzen-essay om den). Den var egentlig også god, men bare svær at komme igennem, og nu gav jeg endelig op og kastede mig over Kirsten Hammann i stedet. Det var lettere at have med at gøre.

Alene hjemme er et portræt af Sara: skruk, arbejdsløs og lavt selvværd. Men også kæreste med Philip: velhavende, fraskilt, to børn hver anden weekend og en kæmpe lejlighed i Stockholmsgade. Sara går rundt og venter på at Philip gør det forbi med hende, fordi han trækker sig væk fra hende og hun trænger sig mere og mere på. Han ville ønske hun havde et liv, og hun ville ønske de fik børn sammen.

Det bliver ikke bedre af at overboen Frederikke blander sig i deres liv. I Saras øjne er Frederikke meget mere spændede, meget mere kvinde – og også ret ulidelig med alt for meget makeup, voldsom parfume, lange kjoler og store smykker. Prøver Frederikke at bedøve Sara med en forgiftet flødebolle, så hun kan være sammen med Philip? Man fornemmer hun er ved at miste forstanden – eller i hvert fald bliver ramt af en depression.

Selv om historien om Sara minder mig lovlig meget om Julie i Se på mig fra 2011, er det en fin bog. Der er noget dødsspiralagtigt over historien – det bliver vitterligt værre og værre gennem bogen.

Og samtidig kan jeg godt lide nuancerne i portrættet af Sara – ud over at bekymre sig om sit eget liv har hun en særlig social bevidsthed ift. klodens tilstand som man især tillader sig når man har sit på det tørre. Sara har set udefra nærmest alt, men er alligevel skrækslagen og dybt ulykkelig. Det er sørgeligt, komisk og måske lidt symptomatisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *