Jan Thielke: Espegare (2014)

Jan Thielke: Espegare (2014)Den allersidste dag i min barsel – i midten af november – købte jeg Jan Thielkes første roman Espegare og begyndte på den over en kold øl på Det Hvide Lam, af alle steder. Det føles som meget længe siden nu, og det er det vel egentlig også. Det har taget sin tid at komme gennem de knap 500 sider.

Det startede rigtig godt. I Køge, i midt-halvfjerdserne, i et parcelhus. Kim er bare en lille dreng, men hovedperson i Espegare, og beskrivelsen af drengen og hans oplevelse af forstadslivet er lige på, rent og fint og hverken grusomt eller idyllisk.

Bogen viser sig at være en dannelsesroman der først slutter når Kim er ved at være færdig med sin HF – mange år, mange sider og mange oplevelser senere. Og jeg synes bogen holder, men jeg er ikke ved at falde bagover.

Måske mangler der noget flow. Eller noget dramatik til at drive bogen fremad. Der er store følelser flere steder i bogen, men ikke den store drivkraft i dem. Bogen går som livet sin gang, og at Jan Thielke introducerer nye perifære personer inden for bogens sidste 10 er sigende. Jeg havde det som om bogen lige så godt kunne være stoppet 100 sider tidligere eller 100 sider senere.

Det er ikke fair at sammenligne med Knausgård, men alligevel. Der sker næppe mere dramatisk i Karl Oves liv end i Kims, men jeg bliver ikke betaget af historien på samme måde, selv om meget af tiden, opbygningen og virkemidlerne er de samme.

Det spiller også ind at der er små irritationsmomenter spredt ud over bogen. En ting er de ikke så elegante tidsindikatorer – som den her:

Musikindslagene mellem debatpunkterne er generelt også okay, synes Kim. Et ukendt nyt band som Dire Straits kommer og spiller Sultans of Swing fra deres nyligt udsendte debut-lp.

Det er som om forfatteren har siddet og tænkt at nu skal læseren dæleme have et sug i maven over hans skødesløse præsentation af de store begivenheder.

Sproget er først og fremmest fint og godt og umærkeligt – men af og til også lidt irriterende. Dels når Kim allerede som lille barn gør sig observationer helt ude af proportioner med hans alder – og i et sprog som de fleste voksne ikke mestrer. Og dels især på de sidste sider hvor Jan Thielke tilsyneladende forelsker sig i sætningskonstruktioner a la “rart var det”, “overskæg havde han” og “egensindig var Peter”. Irriterende er det!

Nå, bogen er ikke desto mindre stadig værd at læse – især for portrættet af den kejtede Kim og hans trængsler gennem barndommen og teenageårene, hans begejstring over tidens musik og hans glæde ved at tegne indfaldsveje.

Og min personlige motivation for at købe Espegare var i øvrigt – ud over en udmærket anmeldelse et sted – at Jan Thielke underviste mig et enkelt år på universitetet for mere end ti år siden. Han var ikke en genial underviser, men havde på sin egen forsigtige måde mere klasse end de fleste andre på KUA.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *