Don DeLillo: Underworld (1997)

Don DeLillo: Underworld (1997) 

Denne bog har fået sin andel af badekar, spabade og saunaer. Jeg læste den første gang i 1999 på min første skiferie hvor jeg erfarede at jeg faktisk ikke gad stå på ski og i stedet tilbragte dagene i hytten med bogen og en kande kaffe. I år har jeg været på to skiferier – stadig i store træk uden at stå på ski – og benyttede anledningen til at læse Underworld igen.

Og denne bog er altså på alle måder så stor at den er værd ikke bare at læse én gang til, men måske tre eller fem, forestiller jeg mig. Ikke fordi man ikke får meget ud af den første og anden gang, men fordi den er så omfangsrig, og fordi der er knyttet tråde mellem alle tekstdelene som giver den endnu mere dybde når man læser den igen.

Med stor mener jeg over 800 sider, fem årtier og et persongalleri der er så omfattende at jeg – belært af erfaringen fra sidste gang – undervejs noterede personerne i et diagram med forbindelsespile mellem ægtefæller, børn, gamle bekendte og alt muligt andet der knytter dem sammen på tværs af bogen.

Det lyder kedeligt, men inden jeg når frem til at fortælle hvorfor det ikke er det, må jeg fortælle lidt om hvad den handler om. Sådan som jeg ser det, er der trods alle bogens karakterer – fiktive og historiske – én hovedperson: Nick Shay. Ham følger man gennem bogens i store træk omvendte kronologi fra hans etablerede liv i halvfemserne til hans ungdom i Bronx i halvtredserne.

Men der optræder så mange personer, og de får hver især så meget opmærksomhed, at Nick Shay ikke fungerer som bogens røde tråd. Den rolle tilfalder snarere – men heller ikke helt – en bold der bliver brugt i en historisk baseballkamp i 1951. En sort knægt har snydt sig ind til kampen og får gennem hård kamp fat i bolden pga. en home run der lander lige der hvor han sidder. Hans far tager den fra ham samme aften, sælger den til en mand hvis søn arver den, mister den, bliver opsporet af en baseballfanatiker og endelig købt til en helt urimelig pris af – Nick Shay. Det er sikkert ikke svært at forestille sig de personlige sejre og nederlag der følger i kølvandet på et så amerikansk relikvie, og som man som læser bliver vidne til gennem bogen.

New York Times 4.10.51.

Men bogen handler ikke bare om baseball og følelser. Dagen efter baseballkampen delte den berømte home run ligeligt forsiden af New Tork Times med nyheden om en sovjetisk atomprøvesprængning. For de personlige dramaer i Underworld får modspil af den kolde krig og af samfundsforholdene i USA. Bogen handler vitterlig om graffiti, sex, kommunisme, arbejdsliv, parforhold, stand-up, kunst, vold, familie, indvandring, stoffer, utroskab, religion, krig, raceadskillelse, medier og tusind andre ting. Og det utrolige er at det hele hænger sammen og endda giver mig en oplevelse af at det faktisk går op i en højere helhed.

Og så har jeg ikke engang nævnt det stilistiske. Don DeLillo er en fantastisk forfatter; ekstremt grundig, sikker, kompromisløs, ikke-leflende og alligevel indbydende at læse. Der er ikke en kedelig passage i løbet af de 800 sider, og der er ikke et sted hvor det på mig virker utroværdigt, overflødigt eller bare slapt. Jeg synes det signalerer et kolossalt overskud at kunne spænde så vidt med så sikker hånd.

Don DeLillo er en gammel mand nu, og hans bøger har siden Underworld været gode, men noget mere fortættede. I et interview for nylig sagde han heldigvis: “If a longer novel announces itself, I’ll write it.” Jeg håber! Men ellers kan man jo altid tage på skiferie og læse Underworld igen.

3 thoughts on “Don DeLillo: Underworld (1997)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *