Paul Auster: Man in the Dark (2008)

En fin, lille og lidt anderledes Auster-bog. Den er mindre kringlet og fabulerende og lidt mere ‘ren’ i sit udtryk end det meste af hvad han ellers har skrevet. Og så er den mere alvorlig.

Historien udspiller sig over en enkelt nat for en aldrende litteraturkritiker der ligger søvnløs i sin datters hus i Vermont. Der er tre spor i fortællingen: den konkrete situation (han kan ikke sove, nu skal han tisse, hvor er det ur?), tilbageblikket på hans liv (hans familie, hans afdøde kone og de synder han har begået) og endelig en krigshistorie han digter i situationen for ikke at ligge og tænke på de svære ting der holder ham vågen.

Ikke overraskende er den opdigtede krigshistorie på mange måder et billede på mandens tanker generelt og indeholder i øvrigt også personer fra hans eget liv – han indgår endda selv i den på et metaniveau der nærmest minder om den gode gamle New York-trilogi.

Men mere overraskende følger den ikke den gamle mand natten igennem; den slutter noget brat før det bliver daggry, og den bliver på en fine måde ved det den er: en historie. Mandens virkelighed slutter imidlertid ikke samtidig med hans lille borgerkrigsdrama, og måske er det dét der gør bogen mere alvorlig.

Ikke Paul Austers bedste bog, men Man in the Dark er til gengæld forfriskende nyt fra hans hånd og langt fra endnu én af den slags Auster-bøger man allerede har læst.

3 thoughts on “Paul Auster: Man in the Dark (2008)

  1. Jeg hadede virkelig den drejning historien tog midtvejs. Der døde romanen for mig. Jeg var ellers helt hooked, men da han lader det mest spændende element i fortællingen tilbage står man til sidst, efter min mening, med en ret så tør og løs slutning der ikke fuldender de gode indledende takter – selvom jeg godt ved Auster leger kispus med læseren om "læserforventninger" osv..

  2. Sjovt – jeg kan godt følge dig, men er alligevel ret uenig. Og ja, det er lige det med læserforventningerne der gjorde det for mig; jeg havde allerede spekuleret en del i om historien så ville begynde at udmønte sig i den virkelige værden (Brick dukker op ved huset i Vermont e.l.) – og der var noget meget usentimentalt over at Auster bare begraver den dér, midt i bogen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *