Søren Lind: Høns i pluralis og på flugt (2007)

Denne bog er udkommet her i 2007, men jeg læste den allerede for halvandet år siden. Jeg var tilknyttet et forlag hvor en af mine opgaver var at læse de indkomne manuskripter igennem. Her læste jeg nogle få helt elendige bøger, en del dårlige, mange middelmådige, en håndfuld interessante og én rigtig god. Og den gode – Søren Linds Høns i pluralis og på flugt – var faktisk den eneste jeg indstillede til udgivelse mens jeg var på forlaget. Nu er den altså blevet udgivet – og hurra for det!

Det bedste ved bogen er Søren Linds evne til at trække læseren rundt i manegen. Et eksempel er novellen “Gamle mænd” hvor scenen fra starten bliver sat: “To ældre herrer deler sofa i fjernsynsstuen på det plejehjem, hvor de hver især afsoner på ubestemt tid.” Herefter elaborerer Lind på billedet, men efter et par afsnit kommer dette: “I grunden er det måske fjollet, at det lige præcis er dér, de sidder.” Og lidt senere: “Okay. De to ældre herrer sidder muligvis på hver sin skammel i baghaven hjemme hos den enes søn.” Og sådan bliver scenen igen og igen skiftet ud, hele novellen igennem.

Det var – så vidt jeg husker – den første novelle i det oprindelige manuskript og fungerede for mig som en effektiv og virkelig vellykket besked om hvad det var for en slags bog: Søren Lind bruger aktivt læserens genreforventninger og klichékendskab – og tingene er sjældent som fortælleren forsøger at fremstille dem.

Det sidste gør sig især gældende i titelnovellen. Det lægger ud med at være bekendelser fra en højt agtet kunstner, men i løbet af hans fortælling skinner en mindre glorværdig sandhed gennem teksten – men bag om ryggen på fortælleren hvis selvagtelse forbliver intakt. Omtrent på samme måde fungerede en ellers virkelig fin agenthistorie der også var med i det første udkast – den må være røget ud på grund af ligheden med denne novelle.

Som næsten altid i novellesamlinger er der historier man kunne have undværet – her er det for mit vedkommende bl.a. bogens sidste novelle som er en lidt planløs og uinteressant Knut Hamsun-pastiche. Men generelt er niveauet altså højt, og teksterne er især kendetegnet ved en sikker og kontrolleret stil, en underspillet spændstighed i sproget og nogle sjove og tit meget skarpe portrætter af bogens personer.

Og dette er bare Søren Linds debutbog! Jeg er spændt på at læse mere af ham – selv om jeg nok fremover må vente til det bliver udgivet.

One thought on “Søren Lind: Høns i pluralis og på flugt (2007)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *