Jonathan Franzen: How to Be Alone (2001)

Jeg kan huske at jeg faktisk gik ind i det fantastiske og kaotiske antikvariat Strand Bookstore for bare at finde denne specifikke bog. Jeg havde tidligere læst Jonathan Franzens roman The Corrections (2001) som var en af de bedste læseoplevelser i flere år, og derfor var jeg ret interesseret i denne essaysamling – og fik den altså.

Nu har jeg så også læst den. Den var god, men jeg er nok ikke helt så begejstret for den som fx Emme var. Jeg tænker det må hænge mere sammen med at jeg ikke er så vild med essays, end med at der skulle være noget i vejen med Jonathan Franzen. Han skriver virkelig utroligt godt.

Det lykkes ham fx at holde mig fanget over fyrre sider i et essay om postvæsenet i Chicago – alene gennem sin meget fine og tit sjove måde at skrive på. Og andre essays handler meget mere om bøger – det kan jeg jo ikke lade være med at være glad for, og de handler om læsning, og om at være alene mens man læser.

Det sidste blev pludselig meget konkret for et par uger siden da jeg havde knap en halv time alene mellem en fyraftensøl og en julefrokost. Jeg blev alene på værtshuset, sad helt stille, drak min øl og læste i How to Be Alone.

Og bare en fodnote, denne gang ikke om skrifttyper (selv om skriften i bogen ellers er fin): en særlig glæde ved antikvariske bøger er de overraskende spor efter tidligere ejere. Det kunne principielt set være ubehageligt, men jeg har nærmest kun haft gode oplevelser. Som i denne udgave hvor man på side 78 finder en grøn post-it med teksten “unfortunately, no desperation”.

Sådan er man sgu da alene!

One thought on “Jonathan Franzen: How to Be Alone (2001)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *